Svært ved at finde ud af, hvilke make up-farver der passer til dig? Læs vores guide her, og få inspiration til, hvordan du vælger de helt rigtige farver.
Find de make-up farver, der passer til din hudtone
Du kender sikkert fornemmelsen af at stå i butikken og glo på den herlighed af kulørt makeup, der byder sig til – og alligevel ende med at købe den sædvanlige sorte mascara og neutrale lipgloss, fordi du ikke er helt sikker på, hvilke farver du skal vælge.
Men du kan faktisk sagtens lære at bruge farver i makeuppen. Når du vil have kulør i ansigtet handler det nemlig bare om at overveje to ting: Dels hvilke farver du fra naturens hånd er udstyret med, og dels hvilken effekt du ønsker at opnå med dit farvevalg!
Det første skridt til en smuk, kulørt makeup er, at du finder ud af, hvor på farveskalaen du med din unikke kombination af hud-, hår- og øjenfarve ligger – er du naturligt udstyret med kolde eller med varme farver? Når du har fundet din hudfarve, så har vi her samlet tips til, hvilke farver du med fordel kan vælge, når det kommer til make-uppen.
Make-up til varme hudfarver
Hvis du hører til blandt dem, hvis farvekombination overvejende er præget af varme farver, opnår du det mest naturlige resultat, hvis du vælger øjenskygge, blush og læbestift i farver, som også har varme undertoner.
Prøv for eksempel:
- Øjenskygge i rustfarver, gul-brune og gyldne toner, ferskenfarvet, kobber, og varme gule, kaki og mosgrønne farver komplementerer dine egne farver på en diskret måde.
- Rouge giver mest naturlig glød til dit ansigt, hvis du vælger de brunlige, ferskenfarvede og rødbrune nuancer.
- Læbestift i lys fersken, koralfarvet, mokkafarvet, orange-brun og gylden beige fremhæver smukt dine læber.

Dramatisk look til varme hudtoner
Hvis du vil have et mere dramatisk look, skal du vælge kulører, der er i kontrast med dine naturlige farver – det vil sige alle de kolde farver. Pas på med at eksperimentere med din blusher. Det får dig let til at se syg ud. Men du kan med held bruge blå, kold grøn og pink farver til at skabe et opsigtvækkende look, hvor du virkelig får dine øjne eller dine læber til at poppe.
Vær forsigtig – særlig til hverdag! Hvis du bliver for voldsom med farverne, ligner du en farvelade. Men gjort med omhu og omtanke, kan du sagtens få det fede look med kontrastfarverne.
Make-up til kolde hudfarver
Har du en kold hudtone, skal du vælge kolde farver for at få et naturligt look, som går i et med og understøtter dine naturlige farver.
Prøv for eksempel:
- Øjenskygge i blommefarvet, gråblå, mørkegrå, lys brun, grøn, alle former for blå, grålilla, pink, sart, kølig lysegul og sølv – de vil klæde dig!
- Rouge: Tænk på, hvordan dine egne kinder ser ud, når du går ud i frostvejr og vælg farver, der minder om dem, for eksempel pink, blommefarvet og brunlig pink.
- Læbestift i kolde røde farver, blommefarvet, alle former for pink og køligt brunlige kulører er klædelige – men undgå gerne læbestifter, der har orange farvetoner!

Dramatisk look til kolde hudtoner
Hvis du vil have et mere dramatisk look, så skal du vælge farver fra den modsatte skala, det vil sige alle de varme farver. Prøv dig for eksempel frem med varme brune farver, koral og guld – de får øjne og læber til at poppe ud. Men vær forsigtig med at bruge dem på kinderne – de kan få dig til at se syg i stedet for sund ud.
Og nu du er i gang, kan du her lære, hvilken make-up, der passer til din øjenfarve!
Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.