Hvad kendetegner dig som designer?
”Jeg er uddannet kunstner, og min baggrund i kunst og kunsthåndværk har stor indflydelse på mit smykkearbejde. Mange af mine smykker udspringer af mit kunstneriske arbejde og har derfor et glimt af gemt historie. Når jeg skaber smykker tager jeg udgangspunkt i de kraftfulde former, rå overflader og fine detaljer. Jeg er lidt af en utålmodig perfektionist, og det er i dette lidt komplekse møde, jeg har fundet mit personlige udtryk. Jeg laver smykker, jeg kan se mig selv i. Jeg ender derfor altid med at have et overtal af ringe og øreringe i mine kollektioner, da det er de smykker, jeg altid selv har på.
Jeg producerer alle mine smykker i hånden og bestræber mig på at have en så miljøvenlig produktion som muligt. Mine smykker er derfor heller ikke bundet op på den hurtigt skiftende mode, men er til personer, der har en personlig stil, som tør skille sig ud, og som går op i kvalitet og bæredygtighed.”
Hvad ser du som den største tendens inden for smykker?
“I mine øjne er den vigtigste tendens i øjeblikket det voksende fokus på slow fashion og bæredygtighed. Folk er ved at få øjnene op for det problematiske ved forbrugersamfundets brug-og-smid-væk-kultur. De håndlavede produkter er tilbage i fokus, og folk går op i, at det, de køber, er produceret under ordentlige forhold for både miljø og mennesker, og de er villige til at investere i kvalitet, der holder mange år.”
Hvad er det bedste ved smykker?
“Det bedste ved smykker er de historier, de ofte bærer på, og de minder, der er knyttet til dem.
Jeg synes, der er noget utroligt smukt i at kunne skabe genstande, der, i form af at de er skabt i holdbare materialer, kan gå i arv, kan blive genstande fyldt med minder og samtidig være med til at definere os selv og vores personlighed for omverdenen.”
Find Sarahs smykker her.