Et bryllup er en fantastisk kærlighedsfest, og for brudeparret er denne dag en af de absolut mest betydningsfulde og mindeværdige dage, de nogensinde kommer til at opleve. Op til brylluppet har brudeparret helt sikkert arbejdet hårdt for at få alle detaljer på plads, så dagen kan blive helt perfekt for både dem selv og alle gæsterne.
Som gæst til et bryllup skal du derfor bare nyde dagen, men det er samtidig vigtigt, at du respekterer brudeparrets ønsker, når det kommer til for eksempel dresscode. Det er langt fra alle brudepar, der har regler for, hvad gæsterne må have på til brylluppet, men der kan være nogle, der gerne vil holde fast i den traditionelle bryllupsdresscode. Det kan være svært nok i sig selv at finde ud af, hvad du skal tage på til et bryllup, men hvis brudeparret har specifikke ønsker, ved du i hvert fald, hvad du ikke bør iklæde dig. I artiklen her kan du blive klogere på, hvordan en dresscode til bryllup – helt traditionelt set – lyder.

Hvad må du ikke have på til bryllup som kvinde?
Når der tales om, hvad du ikke skal have på til et bryllup, menes der typisk med specifikke farver af tøj, som helst bør undgås til den store dag. Farverne kan nemlig have en bestemt (negativ) betydning, og det er typisk noget, som er blevet “besluttet” i gamle dage. Der er dog også andet end farver, der kan være en dealbreaker for nogle brudepar. Ligesom med farverne kan der nemlig være andre former for påklædning, som heller ikke er så heldige i en bryllupssammenhæng, hvis brudeparret er meget strikse omkring gæsternes dresscode.Her er nogle af de typiske ting, du måske ikke bør have på til et bryllup:
1. Undgå at have hvidt på til bryllup
Denne farve giver måske ret god mening i sig selv, men eftersom bruden højst sandsynligt har en hvid kjole på, bør gæsterne ikke også være klædt i hvidt fra top til tå. Den hvide farve er reserveret til bruden, og det kan anses som ret upassende at have en hvid kjole på – eller noget andet, der ligner en brudekjole. Du skal nødigt stjæle brudens spotlight på hendes helt store dag. Vil du gerne have lyst tøj på som gæst, kan du vælge nuancer som beige, grå eller lignende.
2. Undgå at have sort på til bryllup
Sort tøj er ofte en nem løsning, hvis du ikke helt ved, hvad du skal have på til hverdag eller til fest. Og mange af os foretrækker at have sort tøj på det meste af tiden. Det er dog ikke den bedste farve at have på til bryllup ifølge den helt traditionelle dresscode. Det er, fordi sort ofte symboliserer sorg og tit bruges til begravelser. Derimod er et bryllup, som vi alle ved, en glædelig begivenhed, og det kan sende et kedeligt signal, hvis du tager sort på til bryllup – selvom du garanteret intet ondt mener. Vil du alligevel helst have en mørk kjole på, kan du med fordel gå efter en mørkeblå, mørkegrå eller mørkelilla kjole.
3. Undgå at have rødt på til bryllup
Hvis du som kvindelig gæst ankommer i en rød kjole til brylluppet, betyder det ifølge gammel tro noget, som ikke er helt så heldigt – nemlig at du er gommens elskerinde (eller at du drømme om at forføre gommen). Rød er en meget iøjnefaldende farve, og den kan dermed også være med til at stjæle fokus fra bruden. Det er dog idéen om, at du skulle være romantisk involveret med gommen, der er det store problem.
4. Undgå meget afslappende tøj eller sko til brylluppet
Det er vigtigt at føle sig godt tilpas til et bryllup, men mange brudepar foretrækker flotte skjorter og kjoler fremfor hættetrøjer og sweatpants. Det samme gælder meget afslappende sko – som for eksempel flip-flops. Disse sandaler kan være lækre at have på om sommeren, men som oftest ses de ikke som “pæne sko” til et bryllup.
5. Undgå meget overdrevne accessories til brylluppet
Når de royale går til bryllup, har de typisk store hatte på, men nogle brude vil uden tvivl føle, at overdrevne accessories trækker opmærksomheden væk fra hende, og det vil være meget ærgerligt.

Hvordan er reglerne for mænds beklædning til bryllup?
Mænd kan iklæde sig en masse festligt tøj til et bryllup. Dog er der en regel om, at de mandlige gæster ikke må være finere i tøjet end brudgommen selv. Hvis brudgommen ikke bærer kjole og hvidt, så er det heller ikke en mulighed for gæsterne. Derudover er der også en regel omkring, at smoking ikke må tages på før efter klokken 17. Et klassisk jakkesæt er ofte en rigtig oplagt mulighed, og det er op til manden selv, om der skal slips eller butterfly (eller ingen af delene) til skjorten.

Spørg brudeparret, hvis du er i tvivl om dresscoden til brylluppet
Det er slet ikke alle brudepar, der går op i at overholde den traditionelle dresscode til bryllup. Mange vil ikke skabe unødvendige begrænsninger for gæsterne og vælger derfor at være åbne overfor al slags påklædning. Der er ingen, der siger, at der absolut skal tages højde for traditionerne, men hvis du er i tvivl, er det altid en rigtig god idé at spørge brudeparret, hvis du ønsker at være på den helt sikre side – også så du selv slipper for at stresse alt for meget.