Jeg har jo ikke en trevl at tage på!
Jeg har jo ikke en trevl at tage på!© Getty

Du bruger 287 dage på tøjkriser

Vi kvinder bruger næsten et år af vores liv på at finde de rigtige outfits

22. september 2009 af Rikke Hovn Poulsen

Du kender det helt sikkert: Du står foran klædeskabet om morgenen, og selv om det er stopfuldt, har du absolut ingenting at tage på.Tøjkrise!

Nu har eksperterne så været i gang med at undersøge, hvor lang tid, vi i gennemsnit bruger på den slags - og de er nået frem til, at vi i løbet af et helt liv bruger 287 dage på at vælge tøj.

En gennemsnitlig hverdagsmorgen bruger vi 16 minutter, i weekenden er det kun 14 minutter - men når vi skal i byen, bruger vi hele 20 minutter på at vælge det helt rigtige outfit. Og når vi skal på ferie, tager det hele 52 minutter for os at finde ud af, hvad for noget tøj, vi skal stoppe i kufferten.

Det er tøjfirmaet Matalan, der står bag undersøgelsen, og de har (selvfølgelig) en helt fornuftig forklaring på, hvorfor det tager så lang tid at komme i kludene:

- Din påklædning har en direkte effekt på, hvor godt du har det med dig selv, og det er vigtigt for en kvinde at føle sig fantastisk i sit ouftit, mener en talskvinde fra firmaet.

Undersøgelsen viser også, at vi i gennemsnit prøver to forskellige outfits på hver morgen, før vi er tilfredse med resultatet.

Tja... Det er da godt at vide, at man ikke er den eneste, der har tøjkrise engang imellem!