© Getty

Lav en lækker basisgarderobe

Sådan sørger du for, at du har tøj til enhver lejlighed

12. august 2008 af Mette Andrea Boesgaard

Lav en lækker basisgarderobe


Hvem kender ikke fornemmelsen af at åbne et propfuldt garderobeskab og tænke: "Jeg har ikke noget tøj at tage på..."? Det beviser bare, at selv fyldte hylder ikke kan redde en tøjkrise. Næh, hele humlen er at have det rigtige i klædeskabet, og det er det, der er pointen ved at have en god basisgarderobe.

Nu er det jo sjældent, du får lejlighed til at starte helt forfra i din garderobe (og heldigvis da for det!) Men derfor er det ikke for sent at få styr på din basisgarderobe - læs med her og få tippene til, hvordan du gør.

Planlæg din basisgarderobe

PLANLÆG DIN BASISGARDEROBE

Din basisgarderobe er det udgangspunkt, du bygger resten af dine tøjindkøb på. Derfor nytter det ikke noget bare at finde en tilfældig liste over, hvad en basisgarderobe skal indeholde og så tørne ud mod den nærmeste H&M og købe stort ind. Inden du går i gang, er der lige et par ting, du skal have overblik over først:

 

Tænk på dine behov
Hvordan er din dagligdag - hvad arbejder du med, og hvad laver du i din fritid? Der er stor forskel på at tilbringe dagen bag et skrivebord i en bank og rende rundt udenfor og lege med småbørn i en børnehave. Og er du typen, der fester hele weekenden, vandrer ture i skoven eller ser dvd'ere på sofaen, når du har fri? Det har alt sammen indflydelse på, om det, du skal have i din basisgarderobe, først og fremmest skal være præsentabelt eller praktisk.

 

Tænk på din smag
Er du til mest til flagrende, femine kjoler eller rå rock-chic jeans? Hvis du ved, at der er noget tøj, du med garanti aldrig kommer i (heller ikke ved særlige lejligheder), hører det selvsagt ikke til i din basisgarderobe, selvom nok så mange foreslår, at det er en del af en god basisgarderobe. Husk også, at hvert enkelt stykke tøj dækker over store variationer - en sommerjakke kan dække over alt fra en vindjakke til en fix lille læderjakke og et par jeans kan være stramme eller bootcut.

 

Vælg en farveskala
Pointen med en basisgarderobe er, at alt skal kunne kombineres på kryds og tværs, og at det hele skal kunne dresses op og ned med sæsonens hotteste accessories - derfor skal det hele også som udgangspunkt passe i sammen i farverne. Mange vælger sort som basisfarve, fordi det passer til alt, men måske er du slet ikke til sort? Der findes masser af andre gode neutrale farver, du kan bruge som udgangspunkt, når du bygger din basisgarderobe - mørkeblå, brun, grå, sand eller hvid, for eksempel. Støvede farver er også et godt udgangspunkt. Hvad end du vælger, så sørg for at holde dig inden for samme farveskala, så alt kan kombineres. Og sats så på ensfarvet tøj uden for mange blonder, flæser, pailletter og anden dekoration - det er lettest at kombinere.

Her er din basisgarderobe

HER ER DIN BASISGARDEROBE:

Her er woman.dks forslag til, hvad en god, allround basisgarderobe som minimum skal indeholde.

  • Et par bukser i en neutral farve
  • Et par velsiddende jeans (læs Woman.dks jeansguide)
  • En kjole, som du kan dresse op til fest og ned til hverdag
  • En nederdel til knæene
  • Et par stroptoppe eller tanktoppe (velegnede både til sommervejr og til at bruge lag-på-lag under dine andre overdele)
  • 3-4 t-shirts eller bluser, alt efter hvad der mest er din stil
  • En cardigan
  • En striktrøje
  • Støvler
  • Stiletter
  • Sandaler
  • Et par praktiske sko (for eksempel sneakers)
  • Et stykke vinterovertøj
  • Et stykke sommerovertøj (her er spillerummet lidt større - du kan vælge alt fra en denim- eller lædejakke til en blazer eller en standart vindjakke alt efter din smag)
  • En vind- og vandtæt stykke overtøj (meget praktisk i det danske vejrlig)
  • 10 par trusser
  • Et par gode, neutrale bh'er (hvid og sort er klassikerne, men overvej også en hudfarvet bh, den er ideel under lyse toppe)
  • 10 par strømper
  • Strømpebukser
  • Nattøj (hvis du bruger den slags)
  • Bikini eller badedragt
  • En mellemstor taske i en neutral farve
  • Solbriller
  • Halstørklæde
  • Handsker
  • Et bælte

Det skulle kunne klare dig igennem de fleste garderobe-kriser. Du kan selvfølgelig snildt finde mange andre ting, der er gode at supplere basisgarderoben med, som for eksempel:

  • Et par shorts
  • En mininederdel
  • Et par ballerina-sko
  • Et sæt frækt undertøj
  • Et sæt fritidstøj (nej, det behøver ikke være en campinghabit - du kan sagtens få lækre cashmerebukser eller lignende, hvis du er til det)
  • En festtop
  • En festkjole
  • En lille håndtaske eller en kuverttaske til aftenbrug

Når du shopper til din basisgarderobe

NÅR DU SHOPPER TIL DIN BASISGARDEROBE:

 

Ryd op og smid ud
Start med at få overblik over, hvilke ting der allerede gemmer sig i din garderobes dyb og hvilke ting, du skal investere i - så undgår du at spilde dine penge.

 

Brug pengene på det, du bruger dagligt
De ting, der er i din basisgarderobe, er der af to årsager:

  • fordi det er det, du har på hver dag
  • fordi det skal redde dig fra tøjkriser - og visse af dem opstår kun ved sjældne lejligheder.

Gå listen igennem og se, hvilke stykker tøj der hører til i hvilken kategori for dig. Er du udelt kjole-pige, er dine neutrale bukser måske mest til særlige events, hvor den slags er påkrævet (et forretningsmøde, en jobsamtale, en begravelse) - er du jeans-pige, er det nederdelen, du sjældent får brug for. Brug dine penge på det, du ved, du skal have på næsten dagligt og spar på det, du ikke har på særlig tit (H&M har glimrende basistøj).

 

Kend din kropsfacon
Moden skifter hele tiden, og således også faconerne på bukser, bluser og toppe. Det vigtigste, når du køber ind til basisgarderoben, er dog ikke, at du er med på moden, men at du har præsentabelt basistøj, der passer til dig. Derfor: Kend og erkend din kropsfacon og vælg tøj i faconer, der passer til din krop. Husk også at købe tøjet i den rigtige størrelse - elementært, javist, men for småt eller for stort tøj ser bare ufixt ud.

 

Vælg tøj af god kvalitet
Nej, det handler ikke bare om at købe dyrt - det handler om at købe ting, der er vellavede. Køb så vidt muligt ting af naturlige fibre - bomuld, uld, cashmere og silke (husk at silke og uld kræver særlige vaske-foranstaltninger) - det er mest behageligt at have på og holder faconen.

Sådan ser du, om tøjet er af god kvalitet

Vedligehold din garderobe

VEDLIGEHOLD DIN GARDEROBE

Nu er basisgarderoben i hus - og så er den skid vel slået? Nix, det er den ikke...

 

Organisér din garderobe
Det nytter ikke noget, at du har en alsidig og god basisgarderobe, hvis du ikke kan finde noget som helst, når du kigger ind i dit garderobeskab! Organisér dit tøj i et system, der passer dig - efter beklædningsdel (trøjer for sig, kjoler for sig), efter farve, efter sæson - så du har overblik over det og altid kan finde det, du har brug for.

 

Vedligehold dit tøj
Dit tøj holder ikke sig selv, og det holder noget længere, hvis du behandler det ordentligt. Hæng det på bøjler, så det kan lufte og ikke skal vaskes hele tiden, læs vaskeinstruktionerne og følg dem, og får du huller i tøjet og de kan lappes, så gør det, så snart du får øje på dem, inden de vokser sig store og bliver umulige at redde.

 

Opdatér din basisgarderobe
Tøj bliver slidt og moden skifter hele tiden - det ene år er habit-jakker topmoderne om, det næste år er det kapper; så ryger taljen på bukserne helt i top og lige pludselig er den tilbage i bund. Selvom din basisgarderobe ikke skal være moderne, kan tingene i den let komme til at se gammeldags og umoderne ud, når de har et par år på bagen. Derfor: Tag jævnligt et kritisk kig på din basisgarderobe, for eksempel når sæsonerne skifter, og du alligevel pakker tøj væk eller planlægger dine køb til næste sæson, og overvej om det er på tide at opdatere.

 

LÆS MERE:
Sådan får du god stil

Læs mere fra samme kategori