Sådan bliver du en god wing-woman på shoppeturen

Har du svært ved at sige fra, når veninden hiver den ene hæslighed efter den anden med ind i prøverummet?

28. november 2014 af Woman

SÆT DIG I HENDES STED:
Bare fordi du ikke selv ser godt ud i pink, skal du respektere, hvis det er din venindes yndlingsfarve. Du kan selvfølgelig godt prøve at præsentere nogle items for hende, som du synes, er federe. Men hvis hun holder fast i det lyserøde, må du respektere, at I har forskellig stil.

SE PÅ HENDES FIGUR:
Fremhæver blusen hendes delle på maven? Foreslå hende at prøve en størrelse større. I længden bliver hun ikke glad for at have brugt 1.000 kroner på noget, der får hende til at se tyk ud.

TÆNK BRUGBART:
Passer den paillet-jakke, som din veninde er ved at forelske sig hovedkulds i, ind i hendes garderobe? Spørg hende om, hvad hun vil bruge den sammen med, og i hvilke anledninger. Du er fornuftens stemme lige nu.

VÆR (K)ÆRLIG:
Lad være med at sige, at hendes numse ser gigantisk ud i skinny jeans - også selv om den måske gør det. Foreslå hende i stedet at prøve en bootcut-model, der fremhæver hendes former på den lækreste Beyoncé-måde.

DROP MISUNDELSEN:
Det er meget menneskeligt at blive misundelig, hvis din veninde har verdens lækreste krop eller mange flere penge til at shoppe for end dig. Vær opmærksom på, om du fraråder nogle køb, fordi du ville ønske, du selv så lige så godt ud i dem, eller fordi de rent faktisk ikke er gode til hende.

HUSK:
Det er nu, du skal sige det, hvis din veninde er ved at begå en kæmpe stil-brøler. Når først hun har svinget dankortet, får hun ikke noget ud af, at du siger, hendes hundedyre jakke er grim. Speak now or forever hold your peace...

Bragt første gang i Woman nr. 178