Sådan bliver du en udsalgs-haj

Spar penge og undgå dumme fejlkøb, når udsalget er i gang

26. december 2013 af Mette Andrea Boesgaard

Sådan bliver du udsalgs-haj


Udsalg er skønt! Tænk sig bare, du kan få det hele til den halve pris - det er jo den rene svir! Men udsalg kan let ende med fornemmelsen af, at du har tisset i bukserne for at holde varmen: Lige så begejstret, som du var, da du svingede dankortet, lige så sjældent får du brugt dine billige køb?

Vil du undgå dyre udsalgs-fejlkøb? Så følg Womans guide til at blive en god udsalgs-shopper:

Forbered dig

FORBERED DIG

Kend din garderobe
Den gode udsalgsshopper er altid velforberedt, så start derfor med at tage et kig på, hvad du allerede har i gemmerne og find ud af, hvad du egentlig mangler - og om du overhovedet mangler noget!


Tag på rekognosceringstur
Tag en rundtur i byens butikker eller online, allerede inden udsalget starter, og udse dig de ting, du gerne vil erhverve dig  - skriv gerne ned, hvad du har set hvor, så du har noget at støtte hukommelsen ved.

Skriv dig op til butikkernes nyhedsbreve
Så ved du straks, når udsalget bliver skudt i gang. Du bliver muligvis også inviteret til før-udsalg, så du kan få fingre i dit udsete køb, inden horderne bliver sluppet løs.


Lav en slagplan
Det er urealistisk at du når samtlige byens butikker på en dag eller alle online-butikker, det sekund udsalget skydes i gang (det går tit meget stærkt online), så lav en prioriteret liste over, hvad du prioriterer højest at få fingrene i, og hvad du derfor skal satse på at gøre først.


Giv dig selv et budget
så du ikke skal leve af havregrød i de næste tre måneder. Og hold så øje med, hvor meget du bruger - husk dankort-penge er også rigtige penge, og det tingel-tangel, der næsten altid ryger med i indkøbskurven, koster også!

Gode råd til shopping i butikker

GODE RÅD TIL SHOPPING I BUTIKKER

Pak tasken
Skal du ud og shoppe irl? Så tag en flaske vand og lidt at spise med, så du har noget at styrke dig på i løbet af dagen. Hvis du mangler noget for at gøre et bestemt outfit komplet - en top, sko, strømpebukser - så tag den ting med, som dit køb skal matche. På den måde kan du let afgøre, om dit køb virker, som du tænkte, at det ville. Tag også et par stiletter med i tasken, hvis du jævnligt går i høje hæle, så du kan se, at dine favorit-sko passer til købet.


Klæd dig praktisk på
Vælg dit mest neutrale undertøj, så du kan se tøjet ordentligt, undgå besværligt tøj med en masse knapper og snører, og træk i de flade sko - de er bedst, hvis du skal race om kap med dine medsøstre og / eller gå langt. Pas på med at klæde dig for varmt på - det er hårdt arbejde at mase sig rundt i butikkerne. Hold make-uppen til et minimum - det smitter bare af på tøjet, når du tager det af og på hele tiden - og husk en hårelastik, hvis du har langt hår (dit hår bliver let elektrisk af alle de tøjskift). Sørg for at vælge tøj, du føler dig veltilpas i; hvis du føler dig som en sæk kartofler, påvirker det dit shoppe-sindelag.


Gå på udsalg alene
Det er hyggeligt at shoppe med vennerne, men sandsynligvis vil de se på noget helt andet, end du vil, så det kan let blive en langsommelig affære at shoppe i par. Hvis du er sammen med veninderne, bliver det også sværere for dig at fokusere på, hvad du egentlig går efter.

Husk fornuften

HUSK FORNUFTEN


Lad dig ikke lokke
Selvom udsalgsskiltene skriger op om "slagtilbud", "70 % rabat" og "sidste chance!", så slå koldt vand i blodet og spørg dig selv, om du ville købe tingen, hvis den ikke var nedsat? Et godt køb er kun et godt køb, hvis du får det brugt! Lad også være med at lade mode-bloggeres gode køb lokke dig i uføre - bare fordi de har gjort et lækkert køb, er det jo ikke sikkert, det bliver et drømmekøb for dig. Slå koldt vand i blodet!


Vær i shoppe-humør
Lad være med at shoppe, hvis du er desperat eller sur - det er lidt ligesom at gå ud og handle, når du er skrupsulten: Du glemmer, hvad du mangler, du synes, du fortjener alt i butikken, og når du kommer hjem, er ingen af tingene rigtig gode.

Hold pauser
Husk at spise og drikke, så du ikke bliver helt rundtosset af alt det shopperi - du kan jo evt. mødes med veninderne midt på dagen og fremvise køb eller få gode råd og tips til dine køb.

Undgå fejlkøb

UNDGÅ FEJLKØB

Tjek byttereglerne
Vær opmærksom på, om du kan bytte dit køb, allerede inden du køber / trykker køb. Normalt gælder butikkens normale regler også for udsalgsvarer, men nogle steder kan du ikke få pengene retur på en udsalgsvarer. Spørg i butikken eller læs FAQ'en - og behold så bonen, til du har prøvet købet med det tøj, du allerede har i garderoben, og du er sikker på, at du vil få brug for det! Du har stadig krav på din vare byttet, repareret eller få pengene igen, hvis der er fejl på din vare.

Læs om dine shopperettigheder i købeloven

De gode køb
Klassiske ting i lækker kvalitet er altid gode køb på udsalg - køb gerne mærkevarer, der er for dyre til, at du ville betale normal pris for dem; der er mange penge at spare! Men brug også udsalget som en lejlighed til at eksperimentere lidt og købe ting, som du er i tvivl om vil passe til din stil - så har du gjort forsøget uden at tabe for mange penge. 

De dårlige køb
Lad være med at købe ting, der ikke passer. Du kommer sandsynligvis ikke til at tabe dig en tøjstørrelse, du får sikkert heller ikke syet kjolen om, så den passer - og nej, dine nye stiletter udvider eller trækker sig nok heller ikke sammen på mirakuløs vis! Lad også være med at købe tøj, der ikke passer til noget som helst i din garderobe.

Hav is i maven

HAV IS I MAVEN

Vil du virkelig gøre et godt køb? Eller pønser du bare på at gøre et køb, der i virkeligheden er alt for dyrt til dig budget? Så husk, at jo længere du venter, desto større besparelse har du i vente.

Udsalget starter typisk med en forsigtig nedsættelse på 20 %, som så bliver til 50 % i løbet af kort tid. Men sidst på udsalget, når butikkerne bare vil af med deres varelager, så de kan gøre plads til de nye kollektioner, kan du let spare 70-80 %....

Happy shopping, derude!