© costume.no

Sådan vælger du de rette jeans

I tvivl om, hvad der klæder bag og ben bedst? Så få svaret i Womans store jeansguide!

5. september 2012 af Mette Andrea Boesgaard

Sådan vælger du de rette jeans

Jeans - can't live without them, men nogle gange kan det også være rigtig svært at leve med dem. For hvor mange gange har du ikke stået hos din lokale jeans-pusher, begravet i et bjerg af jeans, der bare slet ikke får det bedste frem i din krop?

Men nu skal det være slut! Og derfor har Woman lavet den store jeansguide, hvor du får fif til at finde de ultimative jeans til din facon!

Lange ben

Problemet: De fleste kvinder ønsker sig lange ben - men hører du til de heldige, der har lange, labre stænger, ved du også, at det kan være supersvært at finde jeans, der er lange nok.

 

© costume.no
Det skal du gå efter:

* Alle jeans-specialister og en hel del high street-butikker har efterhånden jeans i lange længder - se for eksempel H&M, Only, Vero Moda og Vila, der ofte har jeans i lange længder. Hvis du shopper i en engelsk butik som for eksempel Topshop, så gå efter de jeans, der hedder tall.

* Skinny jeans ser fantastiske ud på dig, fordi de fremhæver dine lækre stænger.

* En lysere vask er perfekt til at fremhæve dine ben uden at gøre dem alt for lange. De mange kulørte jeans er også perfekte til dig!

* Se efter jeans med tekstur - folder, slid, huller eller lignende. Det tiltrækker nemlig øjet og bryder den lange flade, så dine ben ikke ser helt så lange ud.

* Hvis du ikke vil gøre dine ben længere at se på, så vælg en flad sko i en anden farve end dine jeans. Sko med pynt på snuden er også god til at bryde lange ben og tiltrække øjet.

* En top med et iøjenfaldende mønster trækker øjet væk fra dine lange stænger - og striber på tværs trækker øjet på tværs i stedet for op og ned.

Undgå: Jeans, der stumper. Det er superpopulært lige nu, men det får dine ben til at se endnu længere ud - på den ranglede, ufikse måde!

Korte ben

Problemet: Dine ben ser uforholdsmæssigt korte ud i jeans. Og hvad værre er: Hver gang du finder et par, der passer i taljen og om numsen, er de så lange, at du skvatter i dem.

© costume.no
Det skal du gå efter:

* Hold øje med jeans, der kommer i korte længder - H&M har ofte (men ikke altid) jeans i 30 inches, og Topshop har masser af jeans (og bukser i øvrigt) i petite størrelser.

* Er dine jeans alligevel for lange? Så find en god skrædder, der kan lægge dem op - ofte kan dit lokale renseri hjælpe dig. De eneste jeans, du ikke skal få taget op, er dem med detaljer på knæene; detaljerne flytter jo ikke op til det rigtige sted. Desværre.

* Gå efter højtaljede skinny jeans og jeans med let bootcut eller bare lige ben - det får dine ben til at se længere.

* Vælg mørke jeans - det får dine ben til at se længere ud.

* Vælg top og sko i sammen farve som dine jeans - det får dig til at se højere ud. Alternativt kan du hoppe i højhælede sandaler og lade buksebenet hænge ud over, så buksen rammer jorden; det er den lette vej til alenlange stænger!

Undgå: At bruge et bælte eller flade sko i en kontrastfarve; det skærer dine ben over og får dig til at se lavere ud. De populære jeans med mønster er heller ikke gode til dig, for de forkorter stængerne.

Brede hofter

Problemet: Du har sikkert meget svært ved at finde bukser der passer godt i taljen. Enten gaber bukserne i livet, eller også er de ikke til at hive op over hofterne.

© costume.no
Gå efter:

* Bootcut jeans eller jeans med lige ben er virkelig gode til din facon, for de afbalancerer dine hofter. Jeans med lav talje og er også supergode til dine figur, for de passer bedre og skærer dine hofte i to.

* Vil du i skinny jeans? Så kombiner med tungt fodtøj - bikerstøvler eller en ankelstøvle med robust hæl. Det afbalancerer dine brede hofter.

* Gå altid efter mørke jeans - mørk dølger og slanker!

* Sko med en solid hæl afbalancerer dine hofter og får dine ben til at se længere ud, så andre tror, at dine hofter er smallere.

* Vælg toppe, der tiltrækker øjet - de kan enten bare være lysere eller deciderede knaldfarvede og mønstrerede. Husk bare, at din top ALDRIG må stoppe på hoften, for det får dig til at se bredere ud.

Undgå: Jeans med høj talje - de får dine hofter til at se gigantiske ud!

Deller på maven

Problemet: Du har svært ved at finde jeans, der sidder pænt om bagen og som samtidig kan lukkes over maven. 

© costume.no
Det skal du gå efter:

* Bootcut jeans eller jeans med lige ben er de mest slankende og flatterende jeans, du kan ønske dig.

* Vil du i skinny jeans? Så vælg et par leggings med masser af strech - ellers passer de ikke over din mave. Et andet godt tip: Prøv gravid-jeans! Det lyder kikset, men de er lavet til at holde på formerne. Og både H&M og asos har altså masser af cool af slagsen. Stop så dine skinny jeans ned i et par ankelstøvler med hæl - det afbalancerer din kropsfacon, så din overkrop ikke virker tung i forhold til dine smalle ben.

* Mørke jeans er perfekte til dig.

* Hold dig fra lavtaljede jeans for at undgå side-frikadeller. Vælg bukser med medium talje og gerne nogle der strammer maven lidt ind og holder på formerne.

* Sørg for at din bluse er løs og går et godt stykke ned over dine jeans. Toppe med empiresnit (skåret under busten) udglatter maven.

Undgå: bælter - de fremhæver netop det, du helst vil skjule.

Flad numse

Problemet: Jeans er egentlig ikke det store problem for dig, men du er ked af, at din numse er så flad i dem....

 

© costume.no
Det skal du gå efter:

* Hvis din numse hænger lidt lavt, skal du gå efter skinny jeans eller en model med slanke, lige ben; det giver illusionen af længere ben, og så ser numsen ikke så lavthængende ud. Lavtaljede jeans skærer din bag over og giver mere form til din bag.

* For at gøre din numse lidt mere voluminøs og spændstig, så vælg jeans med masser af stretch i - det kan give lidt ekstra løft til bagdelen, så den ser ud af lidt mere.

* Er din bagdel flad, skal du holde et vågent øje med baglommerne - de kan nemlig ændre din bag fuldstændigt. Jeans med lommer midt på bagdelen giver et løft og får numsen til at syne af mere. Fine detaljer som syninger, similisten og lommer med klap giver også yderligere fylde.

* Høje hæle giver en struttende bagdel!

Undgå: Leggings uden lommer - de gør din rumpe totalt pandekageflad. Lavtsiddende lommer skal du også styre udenom, for de har en formindskende effekt. Og glem alt om højtaljede bukser; de gør din bag stor og endnu mere flad.

Stor numse

Problemet: Dine ben er såmænd pæne nok - men dine numse er du ked af, for du synes, at den er uproportionelt stor.

© costume.no
Det skal du gå efter:

* Jeans med lige ben eller boot-cut skaber balance foroven og forneden; så bliver du mere timeglas end pære. Vil du vride din bag i et par skinny jeans, så tag en lang top ud over og kombinér med solidt fodtøj, der kan afbalancere din popo.

* Vælg bukser med lav talje; det skærer bagen over og giver mindre numse.

* Vælg jeans i en mørkere nuance - det dølger din bag og slanker.

* Stift, tungt denim med kun en lille bitte smule stretch er super godt til din numse, for det tæmmer bagen.

* Hvis du gerne vil din booty til at se lidt mindre ud, skal du holde øje med baglommerne. Vælg jeans med store lommer, der er placeret forholdsvist højt oppe på numsen og ikke for langt fra hinanden - de holder øjnene fokuseret på centrum af numsen og væk fra det yderste af dine hofter.

Undgå: Jeans uden lommer og højtaljede jeans er absolut no-go. De giver en aaaalt for stor, ensartet flade henover rumpen. Undgå også baglommer med klap og knapper, logoer, similisten, slid, print og anden udsmykning, som suger opmærksomheden til numsen. Og drop så coatede jeans - de får din bag til at stråle!

Fyldige lår

Problemet: Hvis dine jeans passer perfekt i livet, får de dine lår til at ligne noget, der spændt inde. Og passer dine jeans i lårene, sidder de ikke til i livet....

© costume.no
Det skal du gå efter:

* Klassiske jeans med bootcut eller lige ben er perfekte til dig, for de afbalancerer dine lår.

* Vil du i skinny jeans? Så sørg for at vælge nogle, der ikke sidder alt for stramt til om hverken lår eller lægge - det fremhæver nemlig bare, at dine lår er store. Kombinér med en lang top og solide sko til at afbalancere look'et.

* Vælg bukser med stretch, men de må ikke være så stramme, at de spænder dine lår helt ind. Vælg en størrelse der føles behagelig, og som du ikke skal skrue dig ned i.

* Gå efter mørke jeans eller jeans med et ensartet, diffust print - de slanker og dølger. Undgå jeans med slid på strategiske steder; det sætter nemlig fokus på dine lår og bagdel og får dem til at se endnu større ud.

* Brug højhælede sko eller støvler - ud over at gøre dine ben længere, så skræller højden et par centimeter af lårene. Vælg gerne et par sko med god tyngde til at afbalancere dine lår.

 Undgå: Broderede detaljer, diverse flapper og lommer på benene - du vil skjule det område, ikke fremhæve det!


Læs mere fra samme kategori