© asos.com

Vælg den rette vinterfrakke

Sådan gør du en investering, der bare holder og holder og holder

25. september 2013 af Mette Andrea Boesgaard

Vælg den rette vinterfrakke


Det er værd at investere i en god vinterfrakke. Din frakke er nemlig - særligt her i vinterhalvåret - det første folk ser, når de møder dig. Derfor skal den afspejle din stil og være mindst lige så fed, som det tøj, du har på indenunder. Men vinterfrakker er som regel ret dyre, og derfor er der grund til at tænke sig ekstra godt om, inden du finder dankortet frem og køber din frakke.

Inden du køber

Her er et par spørgsmål, det er værd at stille dig selv, inden du vælger frakke:

Hvordan er din stil? Det er fint nok at vælge en klassisk frakke, hvis du er til klassisk og tidløst tøj, men er du til tøj, der mere piget, punket eller noget helt tredje, så sørg for at vælge en frakke, der supplerer din garderobe, og ikke en, der sender et helt andet og forvirrende signal.

Hvor stort er dit budget? Har du råd til at købe sæsonens mest trendy frakke i den hotteste modefarve, også selvom den måske kun holder en vinter eller to, før den ser gammeldags og forkert ud? Eller har du mere brug for noget, der er mere holdbart? Du kan jo også vælge den gyldne middelvej: Find en billig version af sæsonens hotteste trend-frakke, eller opdater din klassiske frakke med nogle trendy accessories (et nyt halstørklæde eller et bælte i taljen for eksempel) så den kommer til at se fiks ud igen.

Hvordan er dit frakke-behov? Skal du bruge din frakke til at rulle rundt i sneen med, eller er den mere beregnet til at holde dig varm på vej gennem storbyens jungle? Tænk også på, om du har nogle særlige behov, som du skal tænke på, når du shopper frakke. Hvis du er kuldskær, kan du med held vælge en dunfrakke fremfor en uldfrakke - de holder bedre på varmen. Cykler du meget? Så vælg en frakke, der er vandtæt eller som minimum vandafvisende. Hellange frakker kan godt være lidt upraktiske i snesjap, særligt hvis du skal stige meget af og på busser og toge - omvendt kan en halvlang frakke lune godt om numsen. En kort frakke er mest praktisk, hvis du kører i bil, så slipper du nemlig for at kæmpe mod lange frakke-skøder.

Når du shopper

Når du står i butikken, så kig efter tre ting:

Passer jakken dig perfekt? - du skal bruge den hver eneste dag i en hel vinter, så lad være med at gå kompromis med faconen! Husk at prøve din vinterfrakke med dit vintertøj under, så du sikrer dig, at der er plads til yndlingssweateren under frakken, uden at du ligner Michellin-manden! Tjek også, at ærmerne er så lange, at de dækker dine håndled, og prøv at sætte dig ned i frakken for at se, om den kravler op.

Et par tips om at vælge den rette frakke til din facon:

  • En lang, smal frakke, der følger din krops facon, er altid den mest flatterende facon - du går oftest med mange lag tøj om vinteren, og så kommer du altså let til at se udstoppet ud, hvis du vælger et løsere snit.
  • Hvis du er et lillebitte nips, så undgå de hellange frakker - de drukner dig. Vælg i stedet en, der slutter ved knæet, så ser du højere ud.
  • Har du en stor barm? Så vælg en enkeltradet frakke (dvs en frakke med en enkelt række knapper), det får din barm til at se mindst mulig ud.

Er frakken af god kvalitet? Det kan du teste ved at tjekke for løse tråde, rykke lidt i knapperne for at se, om de er syet ordentlig fast, og se efter, om sømmene godt er lavede, og foret sidder pænt.

LÆS MERE Sådan ser du om tøjet er af høj kvalitet

Findes frakken i flere farver? En frisk farve er en glimrende måde at få lidt kulør ind i garderoben; den tiltrækker til gengæld mere opmærksomhed, og så kan den være med til at tidsbestemme frakken. En neutral farve ser altid mere tidløs ud, så gå efter det, hvis pengene er små.