Sådan giver du dig selv den dejligste massage

Ingen kæreste eller hjælpsom veninde i nærheden? No probs!

17. september 2016 af Redaktionen
Ømme muskler og ingen mand eller veninde i nærheden? No worries, vi guider til selv-massage fra hovedbund til tåspidser.

Skuldre og nakke

Du får mest ud af oplevelsen, hvis du starter massagen med et langt, varmt bad og en gavmild dosis olie på hele området.


1. Et let klem
Læg hovedet tilbage, og brug begge hænder til at klemme sammen om skuldermusklerne der, hvor halsen rammer skuldrene. Løft forsigtigt dit hoved op, og lad det falde langsomt forover, mens du stadig holder fast. Hold strækket i ti sekunder, løft hovedet op igen, og giv slip med
hænderne.

2. Cirkler i nakken 

Varm huden i nakken op ved at gnubbe blidt med dine hænder på hele området. Brug derefter alle ti fingre til at lave cirkelbevægelser i hele området, dog ikke direkte på nakkehvirvlerne.

3. Rul skuldrene 

Brug venstre hånd til at klemme sammen om musklen på højre skulder. Hold fast, idet du langsomt ruller skulderen bagud. Gør det samme med højre hånd på venstre skulder.

5. Ryk lidt rundt 

Støt venstre albue med din højre hånd, og grib fat om højre skulder og muskel med den venstre hånd. Med fingrene masserer du blidt skulderen, mens armen bare hviler. Brug samme fremgangsmåde på modsatte skulder.

6. Selv-krammer 

Omfavn dig selv i et fast kram, så skuldrene strækkes helt. Hold krammet lidt, og ryst til sidst arme og skuldre let op og ned.

Fødder 

Kør de fire trin igennem på begge fødder, gerne efter et lunt fodbad og en indsmøring i olie eller fodcreme.

1. Hold om foden 

Grib fat om din fod med begge hænder, så tommelfingrene ligger øverst, og resten af fingrene holder under foden. Gnub oversiden med tommelfingrene og det yderste af håndroden, og ælt samtidig undersiden. Lad hænderne bevæge sig i hver sin retning.

2. Dybdemassage 

Hiv foden op på knæet, og hold nu fast om den med tommelfingrene mod fodsålen og de andre fingre øverst. Med tommelfingrene masserer du nu hele fodsålen med dybe, faste tryk, før du fortsætter på fodens overside ved anklen og hælen.

3. Vrik, Vrik

Støt hælen i den ene hånd, og brug den anden til at holde fast om alle fem tæer. Vrik dem frem og tilbage flere gange, og hold strækket i nogle sekunder på hver side.

4. Hiv i tæerne

Tag fat om storetåen med tommel- og pegefinger. Drej den rundt, vrik den fra side til side, og hiv fingrene af ved tåspidsen, som hev du en klemme af. Fortsæt med de andre tæer. Slut af med at vippe fødderne op og ned i ankelleddet for at strække det godt ud.

Hænder

Smør poterne ind i en lækker håndcreme, inden du begynder på gnubberiet.


1. Håndleds-nusning

Brug den ene hånds tommelfinger til at massere indersiden af håndroden på den anden hånd. Begynd på yderkanten af hånden, og bevæg dig langs kanten af håndfladen, til du når tommelen.

2. Brug tommelfingeren  

Massér de muskler, der forbinder tommelfingeren med resten af hånden, ved at gnubbe i cirkelbevægelser mellem tommel- og pegefinger.

3. Husk de andre fingre 

Musklerne under de fire andre fingre skal også have en lille tur. Massér dem i små cirkler med den anden hånds tommelfinger. Start ved lillefingeren, og bevæg dig hen til pegefingeren.

4. Gnub oversiden 

Glem ikke håndryggene! Læg et let tryk på håndleddet med fire fingre fra den modsatte hånd, og bevæg dem i små spiraler op til knoerne.

5. Hiv til 

Saml fingrene på begge hænder, og krum dem lidt sammen som en flad krog. Lås de to kroge fast i hinanden, og træk dem i hver sin retning, så håndfladernes muskler strækkes.

6. Rundt med håndleddet 

Til sidst er det håndleddenes tur. Tag fat om leddet, som om du skulle tage din egen puls, og rul hånden rundt, frem og tilbage.

Hovedbund

Skal det være ekstra spa-agtigt, kan du give dig selv denne dejlig afslappende hovedbundsmassage i badet, for eksempel mens din hårkur virker.

1. Udgangsposition

Placér begge hænders fingre på panden, og lad dem mødes på midten. Tommelfingrene skal hvile på tindingerne. Pres ned med fingrene, og let trykket igen. Gentag tre gange.

2. Flyt fingrene opad

Ryk hænder og fingre et par centimeter opad ad gangen, mens du skiftevis presser og letter trykket. Bliv ved, til dine pegefingre er allerøverst på hovedet.

3. Fra ende til anden

Massér hele den forreste del af hovedbunden ved at bevæge fingerspidserne i små cirkler i fem-ti sekunder. Fortsæt derefter med punkt 2, men nu ned langs bagsiden af hovedet – og ned til hårgrænsen.

4. Én gang til 

Flyt hænderne op til panden igen. Denne gang skal hænderne være adskilt med en-to centimeter. Pres og let trykket hele vejen hen over hovedbunden som før.


5. Sidste gnubbetur 

Når alt fra pande til nakke er masseret, begynder du forfra en sidste gang, nu med tre-fire centimers afstand mellem dine fingre.


Artiklen har tidligere været bragt i magasinet og er skrevet Maria Rothmar

Læs mere fra samme kategori