Woman guider dig gennem hårfjerningsjunglen
Woman guider dig gennem hårfjerningsjunglen© colourbox

Sådan får du en hårfri bikinilinje

FRA BLAD TIL NET Woman guider dig gennem hårfjerningsjunglen

25. april 2006 af Mette Andrea Boesgaard

Få en hårfri bikinilinje

 

Sommeren står for døren og snart er det på tide at springe i bikinien igen. Jubiiiiii! Men inden du kaster dig på stranden for at nyde solens stråler, skal du lige sørge for at slippe af med håret i bikinilinjen. Mulighederne for hårfjerning i bikinilinjen er efterhånden mange, men frygt ikke - her leder Woman dig sikkert gennem junglen og giver dig fordelene og ulemperne ved alle hårfjerningsmetoderne.

Barbering

Sådan gør du:

  • Start med at trimme måtten, så du kun skal fjerne et minimum af hår med skraberen. Brug for eksempel en saks eller en trimmer til formålet.

 

  • Spring så i bad - et langt, varmt bad blødgører hårene, så de bliver lettere at fjerne.

 

  • Find barberskum og en frisk skraber (eller alternativt et friskt barberblad) frem. Sløve barberblade giver nemlig både rifter og irriteret hud.

 

  • Sørg for at fjerne dine hår med 2 strøg: Det første strøg skal gå mod hår-retningen, på den måde fjerner du let og elegant størstedelen af hårene. Det andet strøg skal gå med hårretningen, så får du de sidste stubbe med.

 

Fordele: Det er let, det er smertefrit, og det er relativt billigt, selvom barberblade let kan løbe op. Du kan gøre det selv på alle tidspunkter og steder. Du behøver ikke vente på, at stubbene vokser sig lange nok til en voksbehandling eller en epilering.

Ulemper: Det kræver hyppig barbering at holde området fri for stubbe, og for kvinder med kraftig hårvækst kan det være decideret umuligt. Du kan risikere at få rifter, sår, barberknopper og indgroede hår.

 

Hårfjerningscreme

Sådan gør du: Der findes særlige hårfjerningsprodukter til bikinilinjen - Veet har blandt andet et - så start med at anskaffe dig sådan et. Følg produktets brugsanvisning. Standartproceduren er noget a la: Fordel cremen og lad den virke, fjern creme og hår, og vask så området grundigt af.

Fordele: Det er let, billigt og smertefrit, og du kan gøre det selv derhjemme. Det holder ca. en uge - det vil sige noget længere end en barbering.

Ulemper: Du kan få allergiske reaktioner, så husk altid at teste produktet på et lille område af din hud, fjernt fra dine sarte nedre regioner, før du tværer det ud over hele missen. Husk også at læse instruktionerne grundigt og følg dem til punkt og prikke. Hårfjerningscremen kan svie på din hud, og det kan lugte grimt og kemisk. Nogle kvinder har stædige hår, der er modstandsdygtige overfor den slags cremer.

 

Epilering

Sådan gør du: Epilering kræver en epilator - der findes masser på markedet,  Brauns Silk-epil Xelle Epilator er for eksempel et glimrende bud; den har nemlig både lys, så du kan se i området og så masserer den huden, så smerten ikke bliver så stor. I bund og grund er epilering den industrielle version af at fjerne hår med pincet: Hovedet på epilatoren roterer og trækker derved hårene ud med rod.

  • Det er vigtigt, at din hud er HELT tør inden du går i gang med epileringen. Husk også at dine hår skal være minimum 0,5 mm lange, inden du giver dig i kast med epilatoren.

 

  • Sæt epilatoren til huden og bevæg den mod hårretningen - det gør mindst ondt, hvis du gør det hurtigt, men du fanger flere hår ved at gå langsomt til værks.

 

  • Gør det ondt? Så start med at køle huden lidt ned med isposer, inden du går i gang med epilatoren. Husk dog at tørre huden over bagefter, så den er helt tør.

 

  • Epilering kan gøre din hud irriteret, så afslut med at køle huden ned - fx med koldt vand og en god creme, der ikke stopper porerne.

 

Fordele: En epilator er let at håndtere og det holder hårene væk i helt op til 4 uger - du får med andre ord alle fordelene ved en voksning, men med meget mindre rod og bøvl. Og så kan du heller ikke skære dig på din epilator.

Ulemper: Det gør ondt, men smerten bliver mindre med tiden. Det tager længere tid end at barbere sig. Du har brug for en stik-kontakt for at kunne epilere dig. En epilator er dyr at anskaffe (men til gengæld er det en engangsudgift). Den barske hår-udrivning kan godt irritere din hud, og endelig er du nødt til at leve med stubbe, for du kan først epilere, når din hår er mellem 0,5 og 2 mm lange.

 

Hjemmevoksning



Sådan gør du:
Anskaf dig et voks-kit til hjemmebrug. Vælg mellem kold voks eller varm voks: Kold voks er lettest at gå til, for det er klar til brug direkte fra pakken, varm voks er lidt mere bøvlet, for der skal det varmes op ? det kan for eksempel ske i mikroovnen, over et vandbad eller ved hjælp af en vokspistol. Til gengæld udvider varm voks hudens porer, så hårene bliver lettere at fjerne. Voksen virker helt enkelt ved at du påfører den huden og trækker den af, så hårene (med rod) følger med op.

Fordele: Det er effektivt. Resultatet holder helt op til 4 uger. Og smerten ved behandlingen er hurtigere overstået end hvis du havde epileret området.

Ulemper: Det gør ondt, men det bliver mindre smertefuldt med tiden. Det kan være en rodet affære at gøre det selv, og det bliver ikke lettere af, at det er lidt svært at se hvad du laver i det område. Du er nødt til at leve med stubbe, indtil hårene er lange nok til at du kan vokse dem væk igen. Du kan også få indgroede hår, selvom du vokser, og din hud kan blive irriteret.

Voksning på klinik


Sådan gør du: De fleste kosmetologer og skønhedsklinikker laver voksninger, også af de mere private dele af din anatomi, så ring og forhør dig hos din lokale klinik. Inden du lægger dig på briksen, så tjek at hygiejnen på stedet er i top, og din bikini-vokser har erfaring med jobbet. Det bedste tidspunkt at blive vokset på er en uge efter din menstruation - der er din smertetærskel nemlig højest. Og ja, det gør ondt! Den bedste måde at overkomme smerten på er ved at forsøge at slappe af og trække vejret DYBT, inden kosmetologen rykker hårene ud.

Fordele: Det er let, det er effektivt og resultatet holder længe - helt op til 4 uger.

Ulemper: Det gør nas, men det kommer til at gøre mindre ondt med tiden. Det koster mange penge, især hvis du skal have holdt det ved lige hver 4. - 6. uge. Hvis du vil have fjernet al hår i den region, kan det virke rimeligt grænseoverskridende, for din kosmetolog skal røre dig på nogle ret intime steder for at få al hår med. Du kan stadig få knopper og indgroede hår. Og så skal dine hår være min et par mm inden du kan blive vokset igen, så du er nødt til at rende rundt med lidt stubbe mellem behandlingerne. Vær også meget opmærksom på hygiejnen på den klinik, som du benytter, for hvis de ikke bruger nye redskaber hver gang der kommer en kunde, kan der være grimme baktierier på udstyret - og en kønssygdom er ikke det fedeste at komme hjem med.

Laserbehandling

Sådan gør du: Hvis du er virkelig træt af hårfjerning, findes der altid den ultimative løsning: Permanent hårfjerning med laser. Behandlingen virker ved, at en behandler zapper dine hårsække med laserlys - det ødelægger hårsækkene, så håret ikke kan vokse. Der findes efterhånden en hel del klinikker rundt omkring i landet, der fjerner hår permanent - se for eksempel Klinik Cassiopeia (www.cc1.dk), de har klinikker i hele landet og de fjerner hår til en rimelig penge.

Fordele: Det er en permanent løsning, der får has på dine hår en gang for alle.

Ulemper: Det er dyrt, ikke mindst fordi det tager adskillige behandlinger at få det ønskede resultat. Du får ikke nødvendigvis al hår væk. Og så er det altså ikke helt smertefrit.