Carrie fra Sex and the City
Argh... selv Carrie ved, hvad det vil sige at have elektrisk hår. © Darren Star Productions, Home Box Office, Sex and the City Productions

Sådan slipper du af med elektrisk hår

Flyvsk vinterhår er skabt i helvede! Se her, hvordan du tæmmer lokkerne

12. december 2018 af Skønhedsredaktør Camilla Haldrup

Åh, vinterens kulde går ret hårdt ud over dit stakkels hår. Parykken rejser sig i tide og utide, som om den havde fået stød af en højspændingsledning. Og synderen er altså den frostkolde luft – den er nemlig knastør, og manglen på fugt sætter gang i den statiske elektricitet. 

Men bare rolig! Herunder giver vi dig masser af gode råd til, hvordan du får lækkert vinterhår – og samtidig undgår elektrisk hår. 

Gå i bad med balsam

Første step til anti-elektrisk hår tager du i badet. For det første skal du lade være med at vaske lokkerne hver dag – så bevarer du bedst hårets beskyttende lag. Og for det andet skal du huske at give håret masser af fugt, når du en gang imellem vasker det. 

Forkæl dit hår med en lækker hårmaske og nærende shampoo og slut hvert bad af med at fordele en lille portion balsam i garnet. 

Efter badet skal du dræne det nyvaskede hår for vand ved at kramme det blidt i håndklædet eller i toiletpapir. Giver du det derimod en ordentlig frotté-rusketur, fremmer du den statiske elektricitet.

Kvinde vasker hår
Husk at forkæle dit hår med en fugtgivende balsam efter hvert bad. © Getty Images

Føntørrer du dit hår?

Bruger du allerede godt med balsam og hårkur, og er dit hår stadig elektrisk? Så er det måske under føntørringen, du påkalder dig elektricitetens onde ånd. For eksempel er det et stort no-go bare at vende hovedet mod gulvet og blæse ti tons luft uhæmmet op i lokkerne.

Ifølge Redkens hårstylist, Henrik Damm, der har tæmmet utallige flyvske frisurer, skal du komme en lille mængde anti-statisk stylingprodukt i dit våde hår, inden du tørrer det. Prøv for eksempel den her fra Redken til 118 kroner eller den her fra Gun-Britt til 60 kroner. 

Derefter skal du sætte ‘næbbet’ på din føntørrer, så du koncentrerer luftstrømmen. Fang en bane hår med børsten og red håret helt ud til spidsen, mens du holder føntørreren direkte på banen. Arbejd dig igennem hele håret på den måde, og afslut med et shine-produkt som lukker skæl-laget og giver fugt til håret. Prøv for eksempel den her fra Redken til 112 kroner. 

Kvinde føntørrer sit hår
Det er en god idé at komme et anti-statisk produkt i dit hår, inden du føntørrer det. © Getty Images

Andre råd mod elektrisk hår

I kampen mod elektrisk hår kan du aldrig få nok skyts. Så oprust dit våbenlager med:

  • En anti-statisk hårbørste som denne fra M. COSMETICS til 160 kroner. Børstens materiale gør, at risikoen for elektrisk hår mindskes gevaldigt. 
  • En god hårspray. Få styr på lokkerne ved at spraye lidt lak på en børste eller en bredtakket kam og red så håret forsigtigt igennem en enkelt gang. 
  • En helt almindelig fugtighedscreme. Når håret bliver elektrisk, så gnid en lille smule creme i hænderne og før dem ned over håret. Det giver tyngde og modvirker de elektriske hår. 

Tænk dig om i vinterkulden

Du kan også mindske risikoen for elektrisk hår ved at holde dig væk fra tøjbutikkernes prøverum på de virkelig kolde dage (ja, vi ved godt, at det kan være svært!). Men uanset hvor anti-statisk du styler dit hår i en flot håropsætning, så sætter den gentagende bevægelse af tøj af og på godt gang i det elektriske hår.

Desuden bør du droppe satin-sengetøjet, gemme kunststof-kjolerne væk til varmere tider og huske at fodre vaskemaskinen med lidt skyllemiddel for at mindske risikoen for elektrisk hår.

Vil du ikke risikere at gå glip af skønhedstips? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Læs mere fra samme kategori