Møs mig!
Møs mig!© woman.dk

Snyd dig til perfekte læber

Få den rette form, farve og størrelse - helt uden magi eller kirugi

17. august 2009 af Stine Bødker Nielsen

Var Gud fedtet med fylden, da han gav dig dine læber? Gav han dig måske alt for meget? Eller er din mund bare en smule skæv? Du behøver ikke gå at ærgre dig - du kan bare snyde! Woman viser dig hvordan.

 

SMÅ LÆBER

Derfor er det nederen:
Har du meget små læber, kan du komme til at se sammenbidt og sur ud - selv om du er frisk og glad. Det er ikke helt så sexet som store læber, for den smalle mund leder ikke rigtig tankerne hen på alle de saftige ting, du kan gøre med den. Heldigvis er der masser af snydetricks, du kan bruge, hvis du gerne vil have store, frække, kysseklare læber.

Det kan du gøre:

Lyse farver - er et must! Lyse farver forstørrer og skaber en illusion af fylde. Pas dog på, at du ikke vælger en farve, som smelter sammen med din hudfarve, for så forsvinder læberne helt.

Lipliner - kan du bruge, men brug den klogt! Vælg ikke en mørk lipliner, men en der minder så meget om dine egne læbers farve som muligt. Du kan let komme til at se ”optegnet” ud, hvis kører den Pamela-style med en tyk, mørk streg. Begynd med at dække læberne med foundation, så kan du tegne, som du vil. Tegn gerne et par millimeter ud over læbekanten, så læberne får et større omfang. Jævn godt ud med en læbestift eller lipgloss.

Lipgloss - virker forstørrende, fordi den skinner. Alt med glimmer, shimmer og perlemor skaber den rigtige effekt. Det virker især godt hvis den når lidt ud over amorbuen. En god vaseline kan også bruges. Brug neglen til at skrabe lidt pulver fra din blush eller solpudder og bland den i vaselinen, hvis du gerne vil have lidt farve i.

Læbegift - eller Lip Venom, om man vil, er slet ikke så farligt, som det lyder. Det er en lipgloss tilsat forskellige olier, som sætter blodcirkulationen i gang i dine læber. Og så får du det, du gerne vil have: Hævede læber! Alternativt kan du også bare lade dig stikke af en bi, det skulle angiveligt have lidt af den samme effekt. Kendisser som blandt andet Paris Hilton er ret vilde med denne lipgloss.

Hold dig fra - mørke farver! Lad dig ikke friste af vamp-looket. Mørke læber er ikke for dig. Det får dine læber til at se endnu smallere ud - også selv om du bruger lipliner. Der er kun én ting at gøre: Lad være.


UENS LÆBER

Derfor er det nederen:
Hvis din overlæbe og underlæbe ikke matcher i størrelsen, eller dine læber er en smule skæve, kan det skabe en disharmoni i dit ansigt. Æstetisk, kan vi mennesker rigtig godt lide balance og ensartethed - især i ansigtet. Hvis munden tilter, så læs med her.

Det kan du gøre:

Foundation - foundation, foundation. Det er dit nye mantra. Dæk læberne med foundation, så kan du starte på en frisk med en lipliner,og tegne de læber, du gerne vil have.

Tegn - kunstværket som du ønsker dig, men vær forsigtig. Tegn et par millimeter ud over læben, de steder læben er for lille, og hold dig et par millimeter inden for læbekanten, hvor den er for stor. Er du i tvivl om, hvor symmetriske dine læber er? Det er ikke altid til at se i et spejl. Tag et billede af din mund, hvor du slapper af i kæben, og døm så.


STORE LÆBER

Derfor er det nederen:
Store læber er generelt slet ikke nederen - medmindre de er FOR store. Hvis du selv synes, du ligner en fisk med trutmund eller en hest, når du smiler, falder du sansynligvis ind under denne kategori.

Det kan du gøre:

Matte farver - giver ikke nogen fylde. Derfor kan du bruge matte farver, hvis du synes, dine læber er for fyldige. Overvej dog, at selv Angelina kan slippe afsted med en lipgloss - måske kan du også?

Mørke farver - mindsker læberne, men de drager også meget opmærksomhed. Vælg kun at bruge mørke farver, hvis du er klar på, at folk retter fokus mod din mund.

Hold dig fra - alt der skinner! En lipgloss i perlemor er ikke for dig. Dine læber vil virke endnu større, end de er.

Husk på - at alle læber bliver mindre med alderen, fordi huden omkring munden bliver tyndere. Så glæd dig til, at du bliver det hotteste på plejehjemmet, mens dine veninder må gabe om gebisset med næsten ingenting!