Sugaring / voks af ben
Få gode råd og tips til din voksbehandling.© Getty Images

5 ting, din kosmetolog ville ønske, du vidste, når du bliver vokset

Gør det meget ondt? Og hvor lange skal hårene være, før du bliver vokset?

22. november 2021 af Camilla Stubbe

Gør det meget ondt? Hvor lange skal hårene være, før du kan blive vokset? Og hvad er sugaring egentlig? 

Vi har sammen med Stella Nisreen Kanaan, som er indehaver af Beauty Avenue, samlet fem ting, som din kosmetolog ville ønske, du vidste.

1. Der er forskel på sugaring og almindelig voks

Sugaring og almindelig voks er to forskellige hårfjerningsmetoder, hvor sugaring er et rent naturprodukt baseret på... Ja, sukker. Så du kan faktisk også godt spise det, men lad for en sikkerheds skyld bare vær' med det. Almindelig voks er baseret på plastik og indeholder ofte parfume og kunstige farvestoffer. 

“Derfor tilbyder vi altid sugaring, som den bedste metode til følsomme steder på kroppen”, fortæller Stella. “Dog kan den rette voks fungere rigtig fint til de mindre sarte kropsområder som på arme og ben, da det kan give et lige så godt resultat som sugaring.”

Metoderne er meget forskellige, hvor sugaring er mere skånsom, da det ikke binder sig til huden på samme måde som voks, og så rives det af med hårenes groretning i stedet for mod. Det mindsker risikoen for indgroede hår, og hårene, som vokser ud igen, bliver meget blødere og finere. “Sugaring is the Queen!”, siger Stella.

Sugaring er en sukkermasse
Sugaring er et rent naturprodukt, som er baseret på sukker.© Getty Images

2. Du skal lade hårene gro mindst 14 dage

Når du skal vokses eller have sugaring, skal du lade hårene gro i nogle uger, før voksen/sukkermassen kan fange hårene, som skal fjernes. Stella anbefaler, at du lader hårene gro i intimområdet og i armhulerne i mindst 14 dage, hvis det er første gang, du skal behandles. Hvis du skal have fjernet hår på benene eller andre dele på kroppen, anbefaler hun minimum tre uger.

Mellem behandlinger anbefaler hun, at der går mellem tre til fem uger, da hårene vokser langsomt og blødere ud – men det er også meget individuelt.

Hår i armhulen
Hårene under armen skal du lade gro i mindst 14 dage inden din behandling.© Getty Images

3. Du må altså godt sige av, når det gør ondt

Har du prøvet at blive vokset eller få sugaring før, ved du nok også godt, at det ikke er heeeelt smertefrit, og det kan være ganske svært ikke at udbryde et “aaaav, for f.....!”.

“Første gang nogensinde, kan det godt gøre mere ondt – specielt hvis du har barberet i lang tid. Og jeg lover, at allerede efter dine første behandlinger, vil det gøre mindre ondt. Så længe du ikke går i gang med barberbladet igen. Og det er altså helt okay, du synes det gør ondt og at du siger av!”, siger Stella.

4. Det er ikke pinligt!

Skal du have lavet sugaring eller vokset frøkenen, kan det let føles grænseoverskridende at ligge der helt bar med spredte ben i de 30-40 minutter, som en behandling tager.

“For os er det at lave en behandling i intimområdet noget af det mest normale. Og som professionelle behandlere ser vi det som noget hud med hår på, ligesom alle andre steder på kroppen. Vi ser typisk 25-35 forskellige yonier om dagen, så det skal du overhovedet ikke være bekymret for!”, understreger Stella.

Pinlig kvinde
Det er ingen grund til at blive pinlig, når du skal have fjernet hår i intimområdet!© Getty Images

5. Du skal huske at pleje huden derhjemme 

“Én ting, som jeg synes er enorm vigtig, og en ting, som mange aldrig får at vide, er, at du skal pleje din hud derhjemme efter hårfjerning. Og det er ligegyldigt hvilken type hårfjerning”, fortæller Stella. 

Det er nemlig rigtig vigtigt, at du sørger for at eksfoliere/skrubbe og fugte din hud, der hvor du er blevet behandlet. Stella anbefaler en scrub eller en loofah, som er en natursvamp. På den måde kan du fjerne døde hudceller og hjælpe med at løfte de nye hår, som er på vej ud. Bagefter kan du smøre dig med en god olie eller creme – både praktisk og selvforkælende! 

Exfoliate and moisturize is key”, siger hun til sidst.

Loofah til eksfoliering
En loofah fjerner døde hudceller og hjælper med at løfte de nye hår.© Getty Images

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Du vil (garanteret) også kunne lide