Vi er klar til at gå ALL IN på den her fantastiske, nye regnbue-øjenskygge

Nu er havfrue-looket komplet

20. april 2016 af Maria Denise Christoffersen

Vi har lige måttet tænke hele vores weekend-outfit om, efter at denne fantastiske regnbue-øjenskygge så dagens lys. For med sådan en palette af smukke farver, bliver det svært ikke at dresse resten af vores look op til noget der minder om havfrue-niveau!

Vi overvejer pt., om vi kan slippe afsted med at bruge regnbuefarverne på øjnene, kinderne og læberne samtidig! ...Måske også lidt i håret, nu vi er i gang?

Hjemmelavet øjenskygge

Øjenskyggen hedder Prism, og den bliver lavet af en kvinde, som sælger sin egen hjemmelavede makeup på hjemmesiden Etsy.com under firmanavnet BitterLace Beauty (sejt!).

Efter at hendes regnbueøjenskygge er blevet opdaget af alverdens medier og instagrambrugere, har hun måttet sætte alle nye ordrer på en venteliste for at kunne følge med – for lad os bare sige det, som det er: ALLE vil have fat i den nye øjenskygge, der får os til at ligne en blanding af Miley Cyrus og en enhjørning!