1. Hun orker cirka 300 procent mere end dig. Mens du selv ligger på sofaen og jamrer ved tanken om, at du både skal tømme opvaskemaskine og vælge en ny serie på Netflix, har din veninde med børn allerede smurt madpakker, skiftet tre bleer og kæmmet den ældste for lus.
2. Hendes hørelse er så fintunet, at Superman ville være misundelig. Mens du sagtens kan sove fra din alarm, din kærestes tilnærmelser eller et mindre jordskælv, springer din veninde op fra sengen, så snart hendes barn mumler: “Glas vand, mor” fra sit værelse i den anden ende af huset.
3. Hendes smertetærskel er nu at sammenligne med en jægersoldats. Mens du og dine veninder kan få en halv time til at gå med at sammenligne smertelige krigsanekdoter fra jeres bikinivoksning i sidste uge, lytter hun bare og bemærker til sidst tørt: “Så skulle I prøve at revne hele vejen forneden." Alle ikke-mødres værste mareridt!
4. Hun har altid en snack i tasken, hvis I skulle gå sukkerkold på shoppingturen. Der er også vådservietter, håndsprit, en gummigiraf og et par Maoam-karameller, hvis nogen skulle være interesseret.
5. Hun kan forstå de lyde, som hendes læspende toårige gentager, mens han fægtende peger på sin dyne. Selv ser du bare til og tænker: “Sagde han lige: “Rul mig som en pølse” eller “Mor, jeg er bøsse”? Uanset hvad, så giver det mening i hendes ører. For dig lyder det mere som røversprog.
6. Når du har familiekrise eller kærestesorger, kommer hun direkte hjem til dig og trøster. Også selvom det betyder, at hun bagefter må sidde oppe til klokken to om natten og færdiggøre de fødselsdagsinvitationer på Elsa-brevpapir, hun har lovet sit barn.
7. Selvom hendes børn kan være flabede og opføre sig helt sindssygt, kunne hun aldrig drømme om at tale grimt til dem eller slå. Du nikker skaller, bare nogen hopper foran dig i køen til Crazy Daisy. Eller Netto!
8. Hun har tålmodighed nok til at spille verdens mest kedelige børnespil. Hvis hendes børn bliver glade af at glo på en plastikpilot, som kører i ring, er din veninde game i timesvis! Personligt har du svært ved at se fidusen ved spil, som ikke involverer nøgenhed eller alkohol. Måske du skulle prøve disse drukspil til næste fest?
9. Hun har trænet sin post-gravide krop tilbage i form. Selvom hun har slæbt rundt på ekstra kilo i ni måneder, finder hun viljestyrken til at komme tilbage i sit gamle tøj. Når I træner sammen, overvejer du misundeligt, om hun i virkeligheden er Charlotte Bircow og Robocops uægte barn.
10. Hun har lært at klare sig uden søvn. Hvor du selv er klatøjet og halvsur, når din overbo har trampet rundt hele natten, står din veninde sagtens op tre-fire gange, hvis hendes barn har tisset i sengen eller bare ikke vil sove. Næste morgen møder hun så på arbejde – næsten uden at brokke sig.
11. Hun lægger bånd på de søde anekdoter. Overvej lige, hvor ofte du har lyst til at snakke om en kæreste, når du er nyforelsket. Hvis man tænker på, at din mor-veninde har samme følelse overfor sine børn og de sjove ting, de siger, er det lidt af en superhelte-bedrift, at hun indimellem lader være – alene fordi du ikke har samme behov.
12. Hun er über-struktureret! Din veninde er vant til, at aftensmaden skal stå klar klokken 18, og at madpakkerne skal være smurt inden sengetid. I venindeflokken nyder I andre derfor godt af hendes organisator-gen, når der skal arrangeres ferie eller koncerttur i den anden ende af landet. Hun har nemlig strikket en tidsplan sammen, pakket tæpper og smurt køresnacks, før du overhovedet kan nå at sms'e: “Hvornår mødes vi?”
13. Hun giver ikke sine børn komplekser. Normalt kan I bruge oceaner af tid på at brokke jer over, at jeres mormor-arme er for store og brysterne for små. Men når hendes børn er i rummet, holder hun sig fra at kritisere sin egen krop, mens de hører det. De mange ekstra år uden selvkritik, som hun forærer dem, er en bedrift, der er en superhelt værdig!
14. Hun panikker ikke over at blive kastet op eller skidt på. Hvor vi andre ville hyle og manisk gå i gang med at desinficere os selv overalt med håndsprit, tager din veninde med børn det roligt, hvis hendes børn har et uheld. Deres behov vægter meget højere end det faktum, at hun lige har fået indholdet af en snotnæse eller mavesæk udover hele armen. Det er altså mad mommy skills!
15. Hun tager med i byen. Selvom hun er træt, når fredag rammer, har hun stadig lyst til at give den gas med venindeflokken. En del af hendes superkvinde-hemmelighed er nemlig, at hun lader op, når hun kan være sig selv med sine (voksne) yndlingsmennesker... Og når du sidst på natten kaster op på hendes arm, er hun jo i træning!