Jacqueline Adan
© Instragram @jacquelineadan44

Bodyshaming: Hun så sin værste frygt i øjnene – og vendte oplevelsen til noget positivt

Efter at have tabt 150 kilo, gjorde Jacqueline Adan noget, hun ikke havde gjort i årevis: Hun tog en badedragt på. Og det havde folk åbenbart en mening om...

2. oktober 2017 af Katrine Ellen Allentoft Haslund

Nogle er rigtig gode til at elske deres krop præcis som den er – andre kæmper med kropskærligheden. Vores eget forhold til vores krop er evigt foranderligt og kan til tider være problematisk. 

Det værste er dog, når andre (og især fremmede) lige pludselig synes, at de har ret til åbent at udtrykke en holdning til, hvordan vores krop ser ud. Det burde ikke ske, men der er desværre flere kvinder (og også mænd), der oplever at fremmede kommer med negative kommentarer til deres udseende. Det oplevede blandt andet Jacqueline Adan, da hun viste sig frem i en badedragt for første gang i lang tid. 

Hun tabte sig 150 kilo – og blev bodyshamet

Fornyligt delte bloggeren Jacqueline Adan en historie på sin Instagram om en oplevelse, hun havde haft på en badeferie.

Hun har tabt 150 kilo (sejt gået!), og det har (naturligvis) efterladt noget løs hud på hendes lår. På Instagram fortæller hun, at det efterhånden var lagt tid siden, at hun havde vist sig frem i en badedragt, og tanken gjorde hende nervøs. Alligevel tog hun badedragten på, og den reaktion hun fik, da hun bevægede sig mod poolen, var lige præcis den hun havde frygtet: Et par begyndte rent faktisk at grine og pege fingre ad hende! 

En sådan reaktion kan tage modet fra selv de mest hårdføre. Alligevel valgte Jacqueline Adan at tage en dyb indånding, sætte et smil på læben, og fortsætte sin gang mod poolen.  

Elsk din krop – selvom det ikke altid er nemt

Selvom det var en ubehagelig oplevelse, vender Jacqueline Adan den til noget positivt. I stedet for at dvæle ved parrets grove opførsel, fokuserer hun på sin egen reaktion. Det var nemlig et ret stort øjeblik for hende og en personlig sejr; i det øjeblik beviste hun for sig selv, hvor langt hun er kommet siden sit store vægttab. 

Hun vil ikke lade andre stoppe hende fra at leve sit liv. For det er lige meget, hvad andre siger, understreger hun i sit opslag. Det der betyder noget, skriver hun, er hvordan du selv reagerer, og hvordan du selv har det med din krop – andre kender nemlig hverken din baggrund eller din kamp for at nå dertil, hvor du er. 

Biledet herunder viser en glad kvinde, der har lært at elske sin krop på trods af, hvad andre siger og gør. Og du kan også læse hele hendes fantastiske opslag: 

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.