Caroline Wozniacki
Caroline Wozniacki er i dag mor til to børn og gift med sin amerikanske mand. © Getty Images / Graham Denholm / Stringer

Caroline Wozniacki er tilbage – disse 6 ting vidste du måske ikke om tennisstjernen

Ved du, hvad Caroline Wozniackis børn hedder?

15. august 2023 af Henny Müller Dahl

Caroline Wozniacki er uden tvivl en af Danmarks allerstørste sportsstjerner nogensinde. Den 33-årige tennisspiller kan prale med at være den dansker, der har opnået den bedste ranglisteplacering i kvindernes single gennem tiden. Gennem sin karriere har hun vundet hele 30 WTA-sejre i single, ligesom hun har vundet én ud af de tre Grand Slam-finaler, hun har deltaget i. Den sejr fik hun til Australian Open i 2018, hvor hun vandt over Simona Halep fra Rumænien, og sejren bragte Caroline Wozniacki tilbage til verdensrangslistens førsteplads. 

Tilbage i december 2019 annoncerede Caroline Wozniacki, at hun ville trække sig tilbage og stoppe sportskarrieren. Men i juni 2023 skete der noget vildt: Caroline fortalte nemlig, at hun ville gøre comeback. Den 8. august spillede hun sin første kamp efter sit comeback, og den danske verdensstjerne er for alvor tilbage. 

Men hvem er Caroline Wozniacki egentlig? Altså udover at være en verdensberømt sportsstjerne? Vi har her samlet fem ting, du skal vide om Caroline Wozniacki som privatperson – bliv klogere på hende herunder. 

Caroline Wozniacki
Caroline Wozniacki ses her ved US Open. © Alex Goodlett/Getty Images

1. Caroline Wozniacki har to børn – og de hedder Olivia og James 

Caroline Wozniacki blev mor for første gang den 11. juni 2021, hvor hun fødte datteren Olivia. Og i 2022 blev familien endnu et medlem rigere, da sønnen James kom til verden den 24. oktober. Caroline Wozniacki er altså nu mor til to små børn under tre år. Begge børn hedder Wozniacki Lee til mellem- og efternavn. 

2. Caroline Wozniacki er gift med amerikaneren David Lee 

Faren til Caroline Wozniackis to børn er hendes mand, amerikaneren David Lee. Han er en tidligere NBA-spiller, som har vundet diverse sejre i den professionelle, amerikanske basketball-liga. Han er oprindeligt fra byen St. Louis i staten Missouri, og omkring slutningen af 2016 eller starten af 2017 begyndte han at date Caroline Wozniacki. Faktisk annoncerede Caroline Wozniacki deres forhold på Valentins dag den 14. februar i 2017. Der er syv års aldersforskel mellem parret.

Parret blev forlovet i november 2017, og den 16. juni 2019 blev de to gift i Toscana i Italien. Mange kendte ansigter tog del i festlighederne, og blandt andet var Serena Williams en af Carolines brudepiger. Vildt nok! 

De to kan blandt andet ses sammen i programmet Wozniacki & Lee på Viaplay. 

David Lee og Caroline Wozniacki
David Lee og Caroline Wozniacki i Viaplay-programmet Wozniacki & Lee. © NENT Group/Vaplay

3. Caroline Wozniacki og David Lee bor både i Europa og i USA 

Parret har en bolig i Miami, som de købte for 140 millioner danske kroner, og så har de i slutningen af 2022 købt en lejlighed i David Lees fødeby, St. Louis. Her har de en lejlighed i luksuskomplekset The Hutton, hvor lejlighederne har en pris på omkring 13 millioner danske kroner. Parret har altså to boliger i USA, men de opretholder sig også en stor del af året i deres europæiske hjem i Monaco, hvor Caroline Wozniacki også selv har boet en del som ung. 

4. Caroline Wozniacki har leddegigt 

Allerede da Caroline Wozniacki vandt Australian Open i 2018, havde hun symptomer på, at der var noget i kroppen, der generede hende. Ømme led gjorde hende nemlig træt og uoplagt, selvom hun var på toppen af sin tenniskarriere og kun 28 år på daværende tidspunkt. I 2019 kunne Caroline Wozniacki fortælle omverdenen, at hun havde fået konstateret en gigtsygdom, nemlig leddegigt. En inflammatorisk ledsygdom, der også kaldes rheumatoid arthritis. 

5. Caroline Wozniacki har polske forældre 

Caroline Wozniackis forældre er fra Polen men flyttede til Danmark, inden hun blev født. Caroline Wozniacki blev født i Odense men voksede op i Farum, hvor hun første gang fik tennisundervisning. Carolines forældre hedder Anna og Piotr Wozniacki, og hendes far var selv coach for hende i nogle år. Familien kom oprindeligt til Danmark, fordi faren skulle spille fodbold her i landet. Fra barnsben har Caroline både lært at tale dansk og polsk. 

Caroline Wozniacki er også en bror, Patrik Wozniacki, som er fire år ældre end hende. Han er tidligere professionel fodboldspiller, og har siden blandt andet været fodboldagent og tenniskommentator på TV2 Sport. Broren bor i Danmark med sin kone og sine to børn, mens Caroline Wozniackis forældre nu bor i Monaco. 

Caroline Wozniacki og familien
Caroline Wozniackis forældre bor i Monaco i dag. © Discovery Networks Danmark / Per Arnesen

6. Caroline Wozniacki har tjent mange penge på sine turneringer

Som den verdensstjerne hun er, har Caroline Wozniacki opbygget en stor formue gennem sin karriere. Flere medier mener, at hendes såkaldte nettoværdi er omkring 50 millioner dollars. Men det beløb, hun har tjent sammenlagt på alle sine turneringer, er hele 35 millioner dollars. Det svarer til over 240 millioner danske kroner.