Elvira Pitzner | Diamantfamilien | Stærk kvinde
© Instagram, @elvira_pitzner

Elvira Pitzner: “De fleste på sociale medier ved jo godt, at det er finpudset det hele”

Hvordan er det egentlig at have over 125.000 følgere på Instagram?

18. april 2018 af Helene Hyldgaard-Jensen

Du kender måske Elvira Pitzner som datteren af diamanthandler Katerina Pitzner. Derudover har hun både deltaget i Zulus tv-program Pigerne og reportageserien Diamantfamilien, som netop har fået en ny sæson. 

Vi har talt med Elvira om, hvordan det er at have 125.000 følgere på Instagram, som hver eneste dag følger med i hendes liv. Afspejler de stilede og opstillede billeder virkelig hendes eget liv? Eller er det bare iscenesat?

Sociale medier fylder en del

Sociale medier fylder selvfølgelig en del hos Elvira, som ofte både deler indhold på Instagram og Snapchat. Hun fortæller, at hun ikke føler et pres fra omverdenen om at poste noget hver dag, men at hun nogle gange kommer til at spamme meget. Når hun ikke deler noget i et stykke tid, frygter hun lidt, at folk tror, at hun er gået under jorden – men hvis hun har brug for det, kan hun sagtens lade mobilen ligge i flere timer uden at tjekke den.  

“Der kan godt opstå jalousi”

Med alle de følgere, likes, kommentarer og popularitet kunne vi godt forestille os, at venskaber og parforhold bliver sat en smule på prøve. Elvira fortæller, at hendes venskaber og parforhold godt kan tage en både positiv og negativ drejning på grund af opmærksomhed og kommentarer. Dog lader hun det ikke gå sig på: “Jeg tager det ikke så alvorligt. Det er jo kun en lille og til tider overfladisk del af mit liv,” siger hun.

Elvira Pitzner | Instagram | Dansk kvinde
© Instagram, @elvira_pitzner

“Det er meget normalt at finpudse det hele”

Vi spurgte Elvira, hvad hendes forhold til nøgenhed, filter og redigeringsprogrammer såsom ‘Facetune’ er. Vi lever jo trods alt i en tid, hvor der postes ufatteligt mange selfies på de sociale medier. Du kan ligefrem få konstateret ‘selfitis’, hvis du tager for mange selfies og slapper bedre af, når du gør det.

Elvira lægger ikke skjul på, at hun er træt af, at alle dømmer og peger fingre af hinanden. Efter hendes mening må alle lægge lige præcis det ud, som de føler for – så længe det ikke støder eller udstiller nogen. Dog er de sociale medier kun en lille del af virkeligheden, som hun selv forklarer: “Jeg kan sagtens finde på at lægge et billede ud, hvor det ligner, at jeg er mega glad og har det superfedt – men hvor jeg i virkeligheden har det røvdårligt, og det var et heldigt billede.”

Elvira Pitzner | Instagram | Dansk kendt kvinde
© Instagram, @elvira_pitzner

Instagram er ikke alt

Elvira fortæller, at hun ikke ser et problem i at kunne leve uden Instagram. Hun synes, at det er et sjovt medie, som hun opfatter som sin hyggelige billeddagbog. “Instagram har ikke decideret ændret mit liv, men jeg har formået at kunne tjene penge på det ved for eksempel at promovere ting for firmaer, fordi der er mange mennesker, der ved, hvem jeg er fra Instagram,” fortæller hun. 

“Alle skal kunne lægge det ud, de har lyst til”

Elvira er helt ærlig om, at hun godt kan finde på at dele billeder, som viser hende og sine oplevelser fra den allerbedste side. Hun fortæller os også, at hun synes, at alle skal have lov til at lægge præcis det ud, som de har lyst til, og at vi ikke bør dømme hinanden.  

Der er ikke nogen, hverken negative kommentarer eller jalousioplevelser, som kan få hende ned med nakken. “Hvis der er nogen, der er nederen, blokerer jeg dem bare med det samme og tager det ikke ind,” fortæller hun. 

Hvis du følger Elvira på Instagram, har du måske tænkt over, hvordan hun kan leve et så ‘perfekt’ liv. Men som der også afsløres i Diamantfamilien, er alt ikke som det ser ud på de sociale medier. Selvironiske, sjove Elvira og resten af familien kæmper med problemer, præcis som vi andre.

Elvira Pitzner | Instagram | Dansk kvinde
© Instagram, @elvira_pitzner

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Læs mere fra samme kategori