Glad kvinde i pool
Gå sommeren i møde med en skøn selvtillid. © Getty Images

5 gode råd til at elske din krop, når du er på stranden eller ved poolen

Føler du, at det kan være svært at slappe af, når du har badetøj på?

28. juli 2022 af Ida Hagsholm Jonassen

Får du en følelse af ‘åh nej’ fremfor ‘yes, fedt’, når dine veninder foreslår, at I skal på stranden? Måske fordi du ved, at så skal du finde dit badetøj frem, som du ellers havde gemt godt væk i håb om, at du ikke skulle se dig selv i det i den nærmeste fremtid. 

Sådan har rigtig mange det, når der står badetøj og stranddag på programmet. Og det er en skam, for der findes ingen forkerte sommerkroppe, og hverken du eller nogen anden burde føle skam eller ubehag over at hoppe i en bikini og nyde livet ved poolen.  

Derfor har vi samlet fem gode råd, som kan hjælpe dig til at elske din krop, når du er på stranden eller ved poolen. 

1. Tænk og tal pænt om dig selv

Din krop er en fantastisk gave, du har fået, og som gør dig til lige præcis den, du er. 

Derfor er det utroligt vigtigt, at du både tænker og taler pænt om den. Måden, du taler til din krop på, er nemlig med til at påvirke dit syn på den. 

Hvis du konstant fortæller dig selv, at din krop er forkert, at du ikke er lækker nok til at have en bikini på, eller at du aldrig bliver tilfreds med din krop, så vil det blive din virkelighed. 

Kunne du nogensinde finde på at sige de samme ting til dine veninder? Nej, vel? For det er forfærdelige ting at sige til et andet menneske, og derfor skal du heller ikke sige dem til dig selv. 

I stedet for at skælde din krop ud, så prøv at fokusere på de positive ting. Tænk ‘jeg er perfekt, lige som jeg er’ (selvom det er svært!). 

En god huskeregel er: Tal om din egen krop, som du ville tale om dine veninders kroppe. 

Kvinde elsker sin krop.
Tal pænt til din krop, for den er helt fantastisk. © Getty Images

2. Stop med at sammenligne din krop med andres

Når du ligger ved poolen eller stranden iført badetøj, så er det rigtig let at komme til at sammenligne din egen krop med andres. 

‘Hun har flottere ben’, ‘hun har flere former’, ‘hun har smukkere arme’... Og det kan blive ved. Men selvom det er utrolig svært at lade være med at sammenligne din egen krop med andres, så vil vi råde dig til virkelig at forsøge! 

For det eneste, du får ud af at sammenligne, er, at du kommer til at føle dig utilstrækkelig og ked af det. 

Så når du ligger på stranden og tager dig selv i at sammenligne din krop med andre smukke kroppe så husk, at alle kroppe er forskellige og smukke på hver deres måde.

Tænk på, hvor kedelig verden ville være, hvis vi allesammen så helt ens ud! Det er fantastisk, at din krop ser ud, akkurat som den gør, for den er helt unik. 

3. Din drømmekrop er ikke vejen til glæde

Har du nogensinde tænkt ‘hvis bare jeg tabte mig fem kilo, så ville jeg blive glad’ eller ‘denne ene delle er skyld i min usikkerhed’? Det er vi rigtig mange, som godt kan komme til. 

Men vejen til glæde handler ikke om, hvordan du ser ud, men hvordan du har det indeni. 

Du opnår glæde, fordi du laver ting og omgiver dig med mennesker, som giver dig glæde, og ikke fordi din krop ser ud på en bestemt måde. 

Det er selvfølgelig helt okay, at du har mål omkring, hvordan du ønsker, at din krop skal se ud eller føles, så længe at du er glad gennem hele processen og ikke kun kan være det, når du har nået dit mål. 

glad kvinde i bikini.
Elsk din krop lige som den er. © Getty Images

4. Føl dig godt tilpas

Det allervigtigste ved en dag på stranden eller ved poolen er, at du føler dig godt tilpas. 

Et skridt på vejen til det kan være at tage tøj på, som du føler dig komfortabel i. Om det er en bikini, en badedragt, et par shorts, en luftig skjorte eller noget helt fjerde er op til dig. 

Du behøver absolut ikke gå rundt iført en lille bikini, hvis du ikke har lyst, selvom du skal på stranden eller til poolen. 

Hvis du gerne vil have badetøj på, men samtidig føler, at du bliver meget blottet i det, så kan du tilføje en oversize skjorte eller en sarong til dit strand eller pool-outfit. Det ser nemlig både super cute ud, og så er det en god måde at føle sig mere tryg på. 

Og husk nu, du skal ikke have én perfekt sommerkrop for at hoppe i en bikini, for alle kroppe er perfekte, lige som de er. Det handler bare om, hvad du selv har lyst til at have på. 

5. Du er ikke alene

Hvis du indimellem bliver uvenner med din krop, og du mister lysten til for eksempel at tage på stranden med dine veninder, så må du endelig ikke blive vred og bebrejde dig selv. 

Det er nemlig en helt normal følelse, som rigtig mange oplever gennem livet. 

Når du er i en periode, hvor du er uvenner med din krop, kan det hjælpe at snakke højt om det. Fortæl dine veninder, hvad du føler, for vi er helt sikre på, at de kan sætte sig ind i dine følelser, og måske har de selv haft samme oplevelser. 

Det kan også være en tryghed, at dem, du skal på stranden eller til poolen med, kender til dine usikkerheder og tanker omkring din krop. På den måde vil du få den sidste tryghed, du har brug for, så du kan få en fantastisk dag.