Kvinde tænker
Psykologens første råd er, at du ikke skal bebrejde dig selv.© Getty Images

5 gode råd til at håndtere overgreb for længe siden

En psykolog giver os her redskaber til at bearbejde de svære følelser

27. oktober 2020 af Redaktionen

Har du oplevet et seksuel overgreb af lille eller stor grad for lang tid siden? Og er det for nyligt begyndt at fylde mere i dine tanker? 

“Lige nu er nyhederne jo fyldt med historier om seksuelle overgreb, der ligger 5-10-20 år tilbage i tiden. Al den omtale har uden tvivl skabt en sneboldeffekt rent mentalt, hvor mange menneskers hjerner er blevet mindet om en ubehagelig oplevelse for mange år siden, som de har fortrængt og måske aldrig har fået bearbejdet,” fortæller Rikke Nørgaard Elster, der er psykolog hos virksomheden We.Care, hvor der blandt andet behandles ofre for seksuelle overgreb. 

Bearbejd dine følelser

Psykolog Rikke Nørgaard Elster forklarer også, at der er sket en ændring i, hvad vi stiltiende accepterede for bare fem år siden og så til i dag. Metoo har utvivlsomt gjort det nemmere for rigtig mange ofre at stå frem og fortælle om, hvad de tidligere har været ude for. Derfor hører vi om dem i dag.

Hvad du ifølge psykologien skal stille op for at bearbejde dine følelser, hvis du står tilbage med minder om alvorlige hændelser fra din egen fortid, kan du få gode råd til herunder. 

1. Stop med at bebrejde dig selv

Rigtig mange ofre bebrejder dem selv efter overgrebet. Især kan det være svært for dem at forstå, at de ikke reagerede med kamp eller flugt dengang. ‘Det var jo et overgreb? Hvorfor kæmpede jeg ikke mere imod?’ kan være nogle af de tanker, der kan fylde. 

“Du bør i stedet sige til dig selv, at du reagerede på en helt instinktiv måde. At kroppen i nogle tilfælde fryser og lukker ned, kan være en del af et forsvarssystem, hvor kroppen tager over og sørger for ikke at optrappe en mulig konflikt til at blive voldelig. En anden årsag til, at vi ikke reagerer på overgreb, er, at det ofte sker i sociale situationer, hvor vi er opdragede til at være høflige og venlige,” fortæller Rikke Nørgaard Elster.  

2. Sæt ord på hændelsen over for dig selv

Du kan først gøre dig klar til at komme videre, når du ved med dig selv, hvad der er sket. Derfor kan det være en vej mod forløsning at sætte ord og udtryk på hændelsen. Det fortæller psykolog Rikke Nørgaard Elster.

For nogen giver det mening at skrive det ned. For andre giver det mening at tænke hændelsen igennem i hovedet, at udtrykke det gennem et maleri eller at læse om andre, der har oplevet lignende situationer.

3. Sæt ord på hændelsen over for andre

Det kan være ekstra svært at gå alene med følelsen af overgreb. Så hvis du har en partner eller en betroet ven, er det en rigtig god idé at sige din oplevelse højt til en anden person. 

Det er muligt, at et seksuelt overgreb på et eller andet tidspunkt kan komme op igen i fremtidige, seksuelle relationer, og derfor vil det ofte give god mening at fortælle din partner om din oplevelse, råder psykolgen.

4. Kom videre gennem tilgivelse

“Selvom du kan have al ret i verden til at bære nag og måske hade personen bag overgrebet, kommer der sjældent noget ønskværdigt ud af den slags følelser. Så mit råd er at se, om du kan tilgive personen – for din egen skyld. Ellers vil de negative følelser blive ved med at tære på dig, og du vil have sværere ved at komme videre. Og hvis det ikke kan lade sig gøre, kan du måske starte med bare at tilgive dig selv,” fortæller Rikke Nørgaard Elster. 

5. Giv det tid

Hvis du har gået med en ubehagelig oplevelse i kroppen i adskillige år, kan du ikke forvente at ryste det af dig i løbet af en uges tid. Du bliver nødt til at acceptere, at det formentlig kommer til at tage lang tid at komme videre. Det er meget individuelt hvor lang tid det tager, før du får det bedre.

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.