To All The Boys I Loved Before er instrueret af Susan Johnson
To All The Boys I Loved Before er instrueret af Susan Johnson© Masha Weisberg/Netflix

I 2020 var der endelig flere kvinder bag filmkameraene

I 2018 havde kun 4 % af de bedste indtjente film en kvinde bag sig

4. januar 2021 af Ida Storm Frøslev Hansen

Har du nogensinde tænkt over, om din yndlingsfilm er instrueret af en kvinde? Hvis din favorit-film er fra 2020 er der større chance for det end nogensinde før!

Du tænker nok 2020 som et år, du glædeligt bare vinker farvel til, men året viste sig dog, at have noget godt i ærmet til kvindelige instruktører. For selvom der stadig er langt til ligestilling, har et universitet fra USA gode nyheder. En ny undersøgelse fra San Diego State University viser nemlig, at kvinder repræsenterer 16 procent af de, der står bag kameraet til de 100 mest indtjenende film i 2020. 

Der er stadig stor ulighed i filmbranchen, og det er stadig mændene, der instruerer langt de fleste af de film, vi ser i biografen, men tallene fra de seneste år tyder på, at vi er på vej i en retning, hvor kvinderne endelig kan komme til deres ret på det store lærred. I 2018 havde nemlig kun 4 procent af de bedst indtjente film en kvinde bag sig. I 2019 hed det tal 12 procent, og i 2020 står en kvinde altså bag hele 16 procent.  

Susanne Bier
En af de succesfulde filminstruktører er danske Susanne Bier (sejt).© Merrick Morton/Netflix

Kvinder holder sammen!

Når kvinder er instruktører, er det faktisk ikke kun godt for den enkelte kvinde, men for alle kvinder! Undersøgelsen viser, at når en kvinde er instruktør, hyrer hun generelt mange flere kvinder i sin produktion, end når en mand er instruktør. 

Undersøgelsen viser også, at hvis en kvinde er instruktør, er omkring 53 procent af forfatterne på filmen kvinder, hvorimod at hvis en mand er instruktør, er det kun sølle 8 procent af forfatterne, der er kvinder – det må vi sige, det er en ommer. Tilsvarende udgør kvinder 38 procent af filmens musikkomponister i en kvindelig-instrueret film, mens det tal er helt nede på 4 procent i en film instrueret af mænd.

Martha Lauzen, der er en af de, der står bag undersøgelsen, fortæller, at det stadig er helt vanvittigt, hvor meget ubalance, der er mellem mænd og kvinder i filmbranchen. Hele 67 procent af alle film har nemlig kun mellem 0 og 4 kvinder i de øverste roller bag kulissen. 

Taylor Swift i Miss America
Netflix dokumentar om Taylor Swift er instrueret af Karen Nocella.© Netflix

Endnu flere kvinder bag biograf-baskere i fremtiden

Selvom det her er gode nyheder, håber og tror vi på, at vi i de kommende år kommer til at se endnu flere film med mega seje, dygtige og kloge kvinder bag kameraet. 

Og noget tyder faktisk på, at det bliver en virkelighed. For eksempel skal den nye Star Wars-film for første gang have en kvindelig instruktør. Til at instruere den nye film om stjernekrigen står nemlig amerikanske Patty Jenkins, der lige nu er aktuel med den nyeste film om Wonder Woman, nemlig Wonder Woman 1984

Hvis du gerne vil se flere film instrueret af kvinder har Netflix lige lavet en hel kategori med gode film, der udelukkende er instrueret af kvinder. 

Kilde: Unilad.co.uk, Dr.dk

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.