Inspirerende illustrationer på Instagram
Vi elsker at følge disse opmuntrende profiler på Instagram! © Instagram: @harmonywillowstudio, @crazyheadcomics

Med søde illustrationer løfter disse 8 inspirerende Instagram-profiler dig op på en dårlig dag

Har du brug for lidt flere positive vibes i dit Instagram-feed?

17. november 2020 af Henny Müller Dahl

Selvom mange af os dagligt bruger utallige timer på at scrolle op og ned ad vores feeds på Instagram, er vi nok mange der kender til, at det sociale medie også kan slide på vores energi. 

For hverdagen er ikke altid lige så fotogen som på de mange kvadratiske billeder, vi så ofte spammes med – og nogle gange orker vi bare ikke længere at se på flere nyvaskede lejligheder, farverige brunch-tallerkener eller glamourøse make-up looks. 

Til de stunder elsker vi på Woman at følge nogle opløftende og inspirerende profiler, der bryder med den evige strøm af perfekthed og i stedet fokuserer lidt mere på selvkærlighed. Her har vi samlet otte profiler, der gennem søde illustrationer giver dig et smil på læben, når du udøver din tommelfingergymnastik på telefonen. 

1. Selfcarespotlight 

Profilen her laver de sødeste krusedulletegninger med fokus på mentalt helbred. De små illustrationer ledsages af opmuntrende ord, som vi alle har brug for at høre engang imellem. 

2. Hannahgoodart

Vi elsker at følge denne profil på Instagram! Vi får et smil på læben af Hannahs tegninger, der altid består af seje kvinder og et par sigende ord omkring vigtigheden af self-love. Profilen bekræfter os altid i, at vi er gode nok, som vi er. Og så ville vi altså også bare ønske, at vi var lige dygtige til at tegne. 

3. Crazyheadcomics

Når vores humør daler på en regnvejrsdag, skal vi blot se på nogle af denne profils farverige illustrationer – og så har vi det (næsten) helt godt igen. Følg Crazyheadcomics for at få nogle positive ord i dit feed, og bliv samtidig præsenteret for sjove takes på nogle af de typiske hverdagssituationer, vi alle kender. 

4. Makedaisychains

Kvinden bag denne profil hedder Hannah Daisy, og hun er endnu en fortaler for at sætte det mentale helbred på dagsordenen. På hendes profil finder du blandt andet denne serie af billeder, som hun kalder “boring self care”, der viser, at vi også sagtens kan være stolte af vores små sejre. Og så laver hun en hel masse kattetegninger – så cute! 

5. Avamariedoodles

Denne Instagram-profil laver ærlige og relaterbare illustrationer, som altid får os til at stoppe op, når de dukker op i vores feeds. Tegningerne giver altid lidt stof til eftertanke – se bare denne fine oversigt over ting, som vi helt sikkert også gerne ville fortælle vores tidligere selv. 

6. Soolooka

Denne Instagram-profil laver hjertevarmende tegninger, hvor dette søde væsen er det gennemgående element. De mange illustrerede budskaber rammer os lige i hjertet! 

7. Harmonywillowstudio 

Denne profil tilføjer de smukkeste illustrationer til vores Instagram-feeds. De fleste billeder består af seje kvinder i diverse yoga-positioner, som vi ville ønske, vi var lige så gode til. Profilen deler en masse vigtige budskaber og indholdet omhandler oftest selvkærlighed. Det er vi altid vilde med! 

8. Blessingmanifesting

Til næste gang du brug for en lille reminder om, at du er god nok, som du er, skal du helt klart følge denne skønne profil. Vi garanterer dig, at de mange farvestrålende opslag og søde ord vil gøre dig i godt humør – og hvordan kan man blive andet end glad af at se en så kær enhjørning som denne? 

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.