Instagram kroppe
Kender du de 9 profiler?© Instagram: Katrine.gisiger og Malene_Nelting

9 Instagram-profiler, der husker dig på, at din krop ser ud, præcis som den skal

Gør dig selv en tjeneste, og fyld dit feed med disse seje kvinder

28. april 2021 af Ida Storm Frøslev Hansen

Her på Woman-redaktionen har vi dage, hvor vi synes, vores lår ser mærkelige ud, vores sorte rande under øjnene er på størrelse med Mount Everest, og hvor vi gruer for, at graderne sniger sig op, så vi ikke længere har en undskyldning for ikke at hoppe i den bikini, der ligger og skuler ondt til os inde i skabet.

Har du også sådan nogle dage? Det fortjener hverken vi eller du! 

Et af vores bedste tips til at huske på, hvor seje, stærke og skønne, vi er, er at proppe vores Insta-feed med bad ass kvinder, der netop hjælper os med at huske os på det. Her er ni Instagram-profiler, der hjælper dig med at huske, at din krop er helt perfekt, ligesom den er.

1. Ida_Kys

Måske kender du seje Ida fra hendes DR-programmer Tykke Ida eller Idas Fede Fatcamp? Ida er indbegrebet af power, og hun nægter at lade samfundet diktere, hvad hendes krop er værd eller ikke værd. For Ida er (ligesom vi andre!) skide sej, hammerlækker og enormt klog, og som hun skriver i sin Insta-bio: “We can be heroes ... just for one day.

2. Celestebarber

Er du en af de syv millioner mennesker, der følger den australske komiker Celeste Barber? Hvis ikke, kan vi virkelig anbefale dig at hoppe ind på hendes profil og trykke på den lille blå knap, for Celeste husker os nemlig på, at perfekthedskulturen er helt ude i hampen, og de fleste mennesker bare ikke ser lige så elegante ud som Kim Kardashian, når de bliver viklet ind i diverse stropper og snore.. Sandt...

3. Malene_Nelting

Malene tager bladet fra munden omkring nogle af de ting, der er svære for os alle sammen: Kropsskam, mental sundhed, sygemelding, feminisme og alt derimellem. Desuden er Malene fotograf og tager de smukkeste billeder – blandt andet af sin egen krop. Mega sejt!

4. Georgie.clarke

Georgie forsøger med sin profil at vise os, at sociale medier blot er et udpluk af virkeligheden: Selvom du ser lækre babe-billeder på Insta, betyder det ikke, at de babes ikke får oppustede maver, har cellulite på lårene, eller bryster der hænger: Præcis som alle vi andre. 

5. Rianne.meijer

Hvis du ikke fik rørt lattermusklerne nok, da du var inde og stalke Celeste Barber, kan vi kun anbefale dig at hoppe et smut over til Rianne. Hun viser os gang på gang, at vi ikke skal tro på alt, vi ser på sociale medier.

6. Saggysara

Endnu en vidunderlig profil, der minder os om, at vi er lige meget værd, uanset hvordan vi ser ud. Hvis du nogle dage synes, dit spejlbillede er lidt uoverskueligt, kan vi virkelig anbefale at følge med ved Sara, der giver massevis af tips og tricks til, hvordan du kan komme et skridt videre i rejsen på at acceptere din egen krop. 

7. Karingonzales.dk

Karin er det, der hedder vægtneutralbehandler, og hun hjælper folk med at slutte fred med både mad og deres egen krop. Dog er vi så heldige, at Karin også smider nogle af sine guldkorn på Instagram, så vi alle kan få fornøjelsen af hendes kloge ord, der hjælper med at huske os på, at tallet på vægten ikke definerer vores værd. 

8. Katrine.Gisiger

Måske du allerede kender seje Katrine? Hun er i hvert fald en fest at følge på Instagram! Katrine tager os lige ned på jorden igen, og husker os på: Hey, det jo bare en krop? Nå ja, og så er hun bare enormt klog, sjov og modig. 

9. Cecilieschmeichel

Seje Cecilie arbejder med, at alle vores fordomme skal skylles direkte ud i kloakken: Vi har ikke brug for dem! Cecilie hjælper os med at huske på, at vi kvinder ser ud på 10.000 forskellige måder, og der er ikke en af dem, der er bedre og mere værd end de resterende 9.999. Vi er vilde med at følge Cecilie. 

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.