Lena Dunham
© HBO

Lena Dunham fra Girls: “Tak for at vise min appelsinhud!”

Og vi takker seje Lena for at vise sin krop, som den er!

4. januar 2017 af Amira Høg Daimar / Costume

Lena Dunham står ved sine holdninger og er stolt af sin krop. Girls-stjernen har gennem hele sin karriere været bannerfører for et nyt kvindeideal, hvor feminisme og naturlige former er i højsædet.

Derfor har Lena tidligere været ude med riven, når hun ufrivilligt er kommet under Photoshop-kniven for at matche modemagasiners skønhedsideal.

Glamour Magazine er tilsyneladende bekendt med Lenas had til Photoshop. Sammen med resten af Girls-castet pryder hun magasinets februarnummer, og forsiden fremstår umiddelbart Photoshop-fri.

Det fik Lena Dunham til at skrive en inspirerende Instagram-post, hvori hun takker Glamour for ikke at redigere små skønhedsfejl som appelsinhud. 

“Gennem alle mine teenageår fik jeg at vide, i utvetydige vendinger, at jeg så f**king sjov ud. Topmave, kanintænder, hjulbenet – jeg lykkedes aldrig med at gøre det rigtige, og det hjemsøgte mig hele tiden. Jeg lod som om, jeg var selvsikker, men egentlig var jeg skræmt og såret af skødesløse kommentarer og fjendtlighed,” skriver Girls-stjernen blandt andet og tilføjer, at hun altså ikke skammede sig over sig udseende, men over den kultur, der dikterede, at hun så forkert ud.

Dunham skriver endvidere, at folk gennem hendes karriere har “hyldet [hendes] udseende, men altid gennem linsen ‘er hun ikke modig? Er det ikke et modigt træk at vise DEN krop på tv?'”.

Nu er det blevet Lenas tur til at hylde, og hun hylder den nye Glamour-forside, der viser hende præcis, som hun er. Læs hele Lenas opslag her: