Nikita Klæstrup
© Nikita Klæstrup

Nikita Klæstrup: “Der er ingen forkert måde at være kvinde på”

Det er lige meget om du duller dig op hver dag eller foretrækker joggingtøjet

20. maj 2018 af Simone Overgaard Aaberg

Er du egentlig ikke en rigtig kvinde, hvis du ikke går i de fine kjoler, sørger for at håret er velfriseret, og bekymrer dig om, hvordan du ser ud? 

Det er du i den grad, hvis du spørger 23-årige Nikita Klæstrup. Hun håber, at hun med sin offentlige og efterhånden velkendte person kan være med til at ændre på det forvrængede billede af, hvad det vil sige at være en ‘rigtig kvinde’. 

Du kan godt både være bimbo og kontormus

Nikitas Instagram er genstand for meget debat. Her lægger hun jævnligt billeder op, der afslører en hel del bar hud, og det bliver for meget for nogle af hendes følgere. Det har blandt andet gjort, at hun på egen person har oplevet at blive slutshamet, fordi der, som hun selv siger, er en generel opfattelse af, hvordan vi som kvinder skal opføre os.

“Det er, som om at der er en opfattelse af, at vi som kvinder skal være enten eller – du kan være kontormus, eller du kan være bimbo – der er ingenting midt imellem,” siger hun og henviser til, at mange ikke tager hende seriøst på baggrund af de billeder, som hun lægger ud på sin Instagramprofil. Det til trods for, at hun til dagligt læser på Journalisthøjskolen og tidligere har læst på universitetet. 

Af samme årsag havnede hun, lidt ved en tilfældighed, midt i feminismedebatten. Hendes letpåklædte billeder er flittigt blevet kommenteret af folk, der ikke synes, at det er i orden at fremstille sig selv på den måde og som blandt andet synes, at hendes opførsel er for skanky. Men det giver hun ikke meget for: “Jeg synes, at det er utroligt befriende, at jeg bare kan lægge billeder op, fordi jeg har lyst! Fordi jeg synes, at jeg ser knald godt ud!” 

Der er jo ingen, der brokker sig over Christophers mave

Der går ikke langt imellem, at Nikita bliver konfronteret om hendes måde at være på, og hun oplever, at hun langt fra er alene. Ifølge hende er det af mange ilde set, hvis kvinder eksempelvis viser lidt for meget hud.

Hun fortæller, at hvis vi kvinder godt kan lide at tage korte kjoler på og krølle håret, så får vi tit at vide, at vi er ‘en dum dulle, der ikke kan tages seriøst’. Hos hende er det primært mænd, der går ind og kommenterer hendes billeder, og det er ifølge hende enormt dobbeltmoralsk:

“Der er jo ingen, der går ind på Christophers Instagram og siger ‘hey du, dæk lige den mave til!’ På den måde er det jo ikke en generel idé, som mændene har om, hvad der er rigtigt og forkert, men mere en idé om at det er forkert, når kvinder gør det,” siger hun. 

Du er også en rigtig kvinde, hvis du går i lange bukser og store trøjer

Nikitas skarpe holdninger – og måde at udtrykke dem på – får også mange til at stille spørgsmålstegn ved, om du så kun kan være en rigtig kvinde, hvis du ser ud som hende og ligeledes lægger bikinibilleder op på de sociale medier. 

Men det er ifølge Nikita fuldstændigt underordnet: “Hvis det føles rigtigt at pakke dig ind i lange bukser og store trøjer, så er du lige så meget en rigtig kvinde. Der er ikke en forkert måde at være kvinde på,” siger hun og fortæller, at det handler om ikke at lade sig begrænse af andres meninger:

“Du skal have lov til at være, den du er, lige meget hvad andre folk mener om dig, og det du laver, eller måden du går klædt på.”

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Læs mere fra samme kategori