Kvinde lytter til podcasts
Kender du alle disse selvkærlig podcasts?© Getty Images

11 podcasts, der lærer dig, at du er god nok, som du er

Vi elsker dem alle!

25. november 2020 af Ida Storm Frøslev Hansen

Er det kun os, der nogle gange synes, det kan være svært at være os? Nogle dage synes vi, vores krop ser fjollet ud, og vi føler, vi er de eneste, der har uregerligt tankemylder – eller at alle andre end os har totalt styr på deres liv. 

Men det er der jo ingen, der altid har, og der er så mange, der, ligesom os, nogle gange kæmper med svære, dumme og destruktive tanker. Engang imellem skal vi lige huskes på, at vi er gode nok, som vi er, og at både vores krop, vores tanker, vores parforhold, vores lyster og vores meninger er helt okay!

Vi har fundet 11 fantastiske podcasts, der minder os om, at vi er helt og aldeles alletiders, præcis som vi er! Find dem på din podcast-tjeneste og begynd din selvkærlige lytte-rejse. 

Kvinde lytter til selvkærlige podcasts
Er du klar til at tage på en selvkærlig lytterejse?© Getty Images

1. Fries before guys

Hvis du ikke allerede kender til Josephine og Nannas helt specielle univers, hvor der ærligt deles ud af tanker omkring at føle sig som en noob, urealistiske forventninger til kærlighedslivet, hensynsbetændelse og deres egne (sjove) google-historikker, så er det virkelig nu, du skal møde dine nye bedste podcast-veninder!

Josephine og Nanna husker os ugentligt på, at vi alle sammen rummer så mange forskellige sider, følelser og tanker, og at det hele er helt okay. De husker os på, at det ikke kun er os, der nogle gange føler, vi totalt kikser i det der voksenliv, og deres podcast føles som at lytte til en samtale mellem dine bedste veninder. 

Du kan høre podcasten på Spotify, Apple eller Podtail her

2. Detox din hjerne

Kommer du, ligesom os, nogle gange til at gnave dig igennem hele slikskuffen på 12 minutter for derefter at fyldes med skyld og skam? Det fortjener hverken vi eller du! Og det afhjælper Morten Elsø og Anne Gaardmand dig med i denne podcast, hvor de gennemgår usandheder om sundhed.

I hvert afsnit punkterer Morten og Anne myter om træning, ernæring og vægttab. For eksempel forklarer de, hvorfor du ikke skal gå på juicekur, hvorfor det er problematisk at stigmatisere overvægt, og hvorfor den løftede pegefinger ikke er gavnlig, hvis du gerne vil tabe dig. Podcasten er super selvkærlig, og vi her på redaktionen elsker at lytte til den. 

Den kan lyttes til på iTunes, Spotify og SoundCloud her

Kvinde lytter til Fries before Guys
Har du hørt Fries before guys eller Detox din hjerne?© Getty Images

3. Det kan du selv vær'

I denne podcast taler de to selvværds-nørder, Astrid og Rikke, om forskellige emner, der alle drejer sig om selvværd og glæde. For eksempel taler de to seje kvinder om frygten for andres mening, daddy (og mommy) issues samt den indre kritiker, der konstant prøver at overbevise os om, at vi ikke er gode nok – vi kender til det hele og elsker at høre de to kvinder tale om det!

Podcasten er stadig forholdsvis ny og har kun 15 afsnit ude på Spotify. Dog er det 15 virkelig gode afsnit, og vi tjekker ofte vores Spotify for at se, om der er kommet nye afsnit!

Som nævnt, kan du høre podcasten på Spotify eller på SoundCloud her

4. Store Piger

“Er det fedt at være fed?” – sådan spørger veninderne Ditte og Marie hinanden, når de i podcasten Store Piger taler om alt det gode, dårlige, komplicerede, sjove og dejlige, der følger med at have en stor krop. 

Ditte og Marie er virkelig gode til at tale om et, for mange, lidt svært emne. De er sjove, nysgerrige og super ærlige – også når der er ting, de er i tvivl om, når de ønsker ting, de egentlig ikke har lyst til at ønske og andre svære og skamfulde tanker, vi totalt kan spejle os i! 

De to journaliststuderende bekræfter os i, det ikke kun er os, der kan have svære og komplicerede tanker om vores krop, og at det er helt okay, at ens krop nogle gange føles for lang, for stor, for lille, for kort eller noget helt femte – også selvom vi alle sammen er lige præcis, som vi skal være. 

Podcasten kan høres på Spotify eller på PodBean her

Kvinde lytter til podcast
Har du hørt Ditte og Maries podcast Store piger?© Getty Images

5. Helt Ærligt Mor

I Heartbeats podcast Helt Ærligt Mor snakkede seje, sjove og kloge Sisse Sejer hver uge med en ny mor (eller flere mødre). I podcasten vender de alt det, som de rosenrøde Instagram-opslag ikke viser – som for eksempel hæmorider, hormoner, parforholdskriser og identitetskriser.

Sisse og hendes gæster er utroligt ærlige omkring følelsen af ikke at kunne leve op til kernefamilie-idealet, at blive skuffet over sit barns køn, skærmtid og morkroppen. Det er så befriende at høre Sisse og hendes gæster tale om disse svære emner på en ærlig og kærlig måde, der minder os om, at det altså er umuligt at kunne alting altid. 

Der laves desværre ikke flere afsnit af denne podcast, men heldigvis er der 16 afsnit, du kan høre lige her på HeartBeats.

6. Hjerteflimmer for voksne

Det er nogle år siden, vi måtte lære at undvære søde, nervøse teenagere, der ringede på deres crushs dør med favnen fuld af blomster for at “sige det med blomster” i Hjerteflimmer – og helt ærligt? Vi har savnet det lige siden!

Men Sara Bro er tilbage i Hjerteflimmer for voksne, og helt seriøst, det er lige så godt, som vi husker det, fra da vi var teenagere. Men nu stiller Sara alle de spørgsmål, vi sidder med som voksne – også de spørgsmål, der normalt er ret tabubelagt. Skal man nødvendigvis bo sammen med sin kæreste? Og findes kærlighed kun i tosomheden?

Saras podcast cementerer, at kærligheden ikke kun skal være på en bestemt måde for at være rigtig kærlighed – I kan være kærester på tusindvis af forskellige måder, og det er helt okay at ønske noget andet end det, der er “normalt” ude i samfundet. 

Podcasten kan høres på Spotify eller lige her på DR

Kvinde griner af podcast
Vi er vilde med, at Hjerteflimmer er tilbage for voksne!© Getty Images

7. Psykologen i Øret

Bosslady Birgitte Sølvstein (som blandt andet har været ekspert på vores artikel om tankemylder) taler i denne podcast om, hvordan du kan leve et liv med mindre stress og mere ro – og helt ærligt, kunne vi ikke alle sammen godt bruge det? 

Birgitte lærer os i denne podcast, at vi skal passe på os selv! Hun guider os til, hvordan vi undgår en stresset jul, hvordan vi bearbejder vores traumer og giver os konkrete redskaber til, hvad vi skal gøre, når hovedet flyder over. Det er virkelig en luksus, at vi kan få vores helt egen psykolog i ørerne, præcis når vi har brug for hende! 

Du kan lytte til podcasten på Spotify eller på Apples tjeneste her

8. Perfekt Uperfekt

Måske kender du Katrine Gisiger fra Instagram? Det er i hvert fald en profil, vi klart vil anbefale dig at følge. Katrine minder os om, at alle kroppe er gode kroppe, og at diætkulturen altså nogle gange lige skal tage en chill pill

Vi er dog så heldige, at Katrine også har lavet en podcast, hvor hun folder sine meninger og holdninger ud – oftest ledsaget af en eller flere (seje) gæster. Her taler de om ting som angst, stress, skam, selvværd, sex, forhold, vægttab og sundhed. Katrine nedbryder virkelig nogle tabuer i denne podcast, og det er så rart, at Katrine kan få de ting, vi normalt skammer os over, til at føles som helt almindelige hverdagsting.  

Der er massevis af afsnit at gå i gang med, enten på Spotify eller her på PodTail. 

Kvinde hører podcast
Det er totalt luksus, at kunne få en psykolog i ørene, når vi har brug for det. © Getty Images

9. Østrogenial

Hvorfor har vi kvinder så travlt med at gemme vores trusser, når vi klæder om i fitness, og hvorfor taler vi egentlig ikke med vores veninder om, hvor sindssygt nederen det er, når vores udflåd misfarver vores dyre Calvin Klein-trusser? 

Det er nogle af de emner, super seje Sarah Butt Balaganeshan, der er læge, og virkelig cool Anne-Louise Nørlev, der er sygeplejerske, taler om hver fredag i deres podcast Østrogenial. Og ikke nok med det, så oplyser de os også om for eksempel endometriose og andre ting vi ikke havde hørt om inden.

Begge kvinder er simpelthen så giga kloge på kvindens underliv, og det er vildt befriende, at de sætter ord på nogle af de intime emner, der kan være svære at tale med andre om. Det får os til at føle os mindre alene med nogle af de problemer, vi slet ikke anede var almindelige! Vi ville totalt meget ønske, denne podcast fandtes, da vi var 14 år gamle, og fik vores første menstruation. 

Du kan lytte til podcasten her eller på Spotify. 

10. Parforhold #UdenFilter

Selvværdscoach Louise Luckow og sexolog Julie Houe taler i denne podcast om alt, parforholdet indebærer – også det svære! De stiller skarpt på, at intet parforhold er perfekt, og de taler ærligt om svære emner som: frister din gamle flamme, jalousi på sociale medier og problematikken når skærmen stjæler opmærksomheden i dit parforhold. 

Wow, hvor har det været befriende for os at høre denne podcast! Den minder os om, at intet parforhold har det hele, og at op- og nedture er en naturlig del af enhver romantisk relation. 

Podcasten kan høres på Spotify og på PodTail her

Kvinder lytter til Østrogenial.
Hvorfor fandtes Østrogenial ikke, da vi var yngre? Det ville vi ønske!© Getty Images

11. Astropod

Har du overvejet, om du bare er meget følsom, fordi du er Fisk i stjernetegn? Eller om du reagerer voldsomt, fordi du er Vædder? I den månedlige podcast Astropod kan du lære så meget om dig selv, din kæreste, dine veninder eller søskende ud fra deres horoskop og stjernetegn

Det er enormt spændende og lidt uhyggeligt at høre, hvor præcist Marianne Gellert og Amalie Bendixen rammer, når de beskriver de forskellige stjernetegn. Vi vil næsten love dig for, det både vil være en åbenbaring og en lettelse at høre om dit eget tegn. For det er næsten sikkert, at nogle af de ting, der kan gøre, du føler dig forkert, er kendetegnet i dit stjernetegn – og helt ærligt, så er der jo ikke noget at gøre, hvis stjernerne har bestemt det, vel? 

Du kan høre den enormt spændende podcast på Spotify eller her på PodTail

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.