kvinde med øl
Skud ud til de kvinder, som udviklede øllen!© Getty Images

7 helt almindelige hverdagsting, som faktisk er opfundet af seje kvinder

Vidste du, at vi kan takke kvinder for fredage med en god, kold øl?

30. september 2022 af Maria Dalby Kamper

Der er mange virkelig revolutionerende ting, som er opfundet af seje kvinder, og det synes vi skal anerkendes. Derfor har vi samlet en liste med nogle af de helt almindelige ting, der faktisk er opfundet af kvinder, som på sin tid ofte måtte kæmpe for at blive anerkendt.  

1. Den moderne BH

Før den moderne BH blev opfundet i 1910, var det normal praksis for kvinder at bruge korset, hvor brysterne blev mast flade. Heldigvis fik Caresse Crosby (født Mary Phelps Jacobs) nok af det ukomfortable korset, da hun gjorde klar til en fest (as you should girl). Hun fik sin tjenestepige til at hente hende to lommetørklæder, et pink bånd samt nål og tråd, hvilket Caresse brugte til at sy elementerne sammen. 

Det blev til den første moderne BH, og Caresse fik patent på opfindelsen! Dette patent solgte hun dog ikke så længe efter til Warner Brothers Corset Company, som endte med at tjene mange millioner på opfindelsen. Selvom opfindelsen er mere end 100 år gammel, så begår vi stadig fejl, når vi bruger vores BH

2. Redningsbåden

Ja okay, det var mænd, som opfandt store skibe, men det var en kvinde, som sagde “Hmmm... måske der burde være en back-up”. Kvinden hed Maria Beasley, og hun opfandt altså grundlaget for den moderne redningsbåd. 

3. Kaffefilter

Kaffefilteret blev opfundet af Melitta Bentz, som var mor til tre. Opfindelsen kom til hende, efter at hun havde eksperimenteret i køkkenet med at få renere kaffe. Hun endte med at bruge et trækpapir fra sin søns skolearbejde, og det blev udgangspunkt for det kaffefilter, som vi kender i dag. Vi siger tak, for vi er ikke sikre på, at vi kunne leve uden vores rene kaffe

4. Øl

Øl kan nogle gange anses for at være en rigtig mande-drik, hvilket vi på Woman absolut ikke mener, det er. Men vidste du, at flere historikere mener, at det er kvinder, som har opfundet øl. Øl menes at være blevet opfundet for mere end 5000 år siden, og da mændene primært var ude for at jage, mener historikerne, at det så må have været kvinder, som har brygget øllen. De stod primært for køkkenarbejdet. Tak til de kvinder, da de har gjort det muligt at hygge på en sommerdag med øl-bowling

5. Vinduesviskere

Det kan være lidt svært at forestille sig en verden uden vinduesviskere, men før 1902 var det en realitet. Det blev der lavet om på, efter Mary Anderson besøgte New York. Hun var passager i en bil på en snevejrsdag, og hun oplevede, at chaufføren ofte måtte ud og fjerne sneen fra forruden, imens de kørte. Mary tænkte, at der måtte være en smartere løsning, og hun tegnede derpå et udkast til en vinduesvisker. Dejligt, at det ikke skal være en ting, vi tænker på som nye bilejere.

6. Opvaskemaskinen

Josephine Cochran opfandt den første opvaskemaskine, som benyttede vandtryk som rengøringsmetode. Hun fik patentet i 1886, og hun var overbevist om, at alle ville synes om idéen. Det var dog kun restauranter og hoteller, som købte ind på ideen. Først i 1950’erne blev opfindelsen almindelig blandt privatpersoner.

7. Monopoly

Et af de mest populære brætspil på jorden er nok Monopoly, og det forstår vi godt, men vidste du, at hjernen bag spillet var en kvinde? Elisabeth Magie Philips fik patent på reglerne til det, hun selv kaldte “Landlords Game” i 1903, og idéen var, at spillet skulle forklare nogle økonomiske grundregler. Med spillet håbede hun også på at advare imod, at kapitalister fik monopoler på ejendomsmarkedet. Hun var virkelig en bad-ass woman