Flirtende stjernetegn
Er dit stjernetegn et af de mest flirtende? © Getty Images

Disse stjernetegn er mest flirtende

Flirting er langt mere naturligt for Løven end for Jomfruen

29. maj 2023 af Henny Müller Dahl

Det kan være både sjovt og hårdt at date. Hvordan du ser på netop dét, kommer blandt andet an på, hvor nemt og naturligt du synes, det er at navigere i datingverdenen. Her spiller din personlighed en stor rolle, men faktisk kan nogle stjernetegn også være mere flirtende end andre. 

Er du mon et af de stjernetegn, der har en helt naturlig evne til at charmere dig ind på andre og som ikke er bange for at indlede en samtale med en fremmed? Herunder kan du blive klogere på, hvordan alle 12 stjernetegn egentlig har det med flirteri. Vi har her rangeret dem fra mest til mindst flirtende. 

1. Tvillingen 

Fødselsdag: 22. maj – 21. juni 

Tvillingen indtager førstepladsen som det absolut mest flirtende stjernetegn. Tvillingen er kendt for sin evne til at kommunikere på en ubesværet og charmerende måde, og dette er nærmest automatisk med til at gøre Tvillingen til et flirtende og legende væsen. Som Tvilling er du intellektuel og god til at deltage i spændende samtaler med alle dem, du møder på din vej – og du taler også gerne om følsomme eller kontroversielle emner. 

Tvillingen har ofte virkelig nemt ved at skabe romantiske forbindelser – og ingen problemer med at få det, den vil have. Som Tvilling er du både god til at hviske søde komplimenter og til at tage initiativ til fysisk berøring. Med andre ord er du nærmest verdensmester i flirting, og andre kunne faktisk lære en hel del af dig. 

2. Løven 

Fødselsdag: 23. juli – 22. august

På andenpladsen finder vi den karismatiske Løve, som ikke nødvendigvis tænker over, hvor flirtende den er. Den energiske Løve elsker at være centrum for opmærksomhed, og andre bliver tit tiltrukket af Løvens store personlighed. Dette stjernetegn elsker rampelyset og at give og modtage komplimenter. Løven stråler af selvtillid, hvilket også gør den attraktiv for potentielle partnere. 

Løven er et charmerende væsen, som er meget tilbøjelig til at tage initiativ til alverdens ting – og selvfølgelig også flirting. Når en Løve er interesseret i en anden person, skal den nok sørge for, at det bliver tydeligt. Gerne med en masse blinkende emojis i tekstbeskederne eller med en intens øjenkontakt, hvilket den også er god til. 

3. Skorpionen 

Fødselsdag: 23. oktober - 22. november

Skorpionen anses ofte som det mest sensuelle stjernetegn, og den er nærmest professionel, når det kommer til at være flirtende og forførende. Skorpionen ved præcist, hvordan den skal gøre sig bemærket, men den kan også lide at tage tingene langsomt. Den er faktisk forsigtig, når det kommer til, hvem den giver sin opmærksomhed, fordi den hader at spilde sin tid. Så hvis en Skorpion flirter med dig, har den nok overvejet det i noget tid forinden.

Skorpionen har ingen problemer med at udtrykke sine ønsker direkte, og det kan være enormt tiltrækkende. Skorpionen kan lide mystik, så hvis du vil fange dens opmærksomhed, kan du med fordel opføre dig lidt mystisk. Dog har Skorpionen også tendens til at være jaloux, så hvis du ikke har seriøse intentioner med flirteriet, så må du hellere lade være, da det ikke vil være gavnligt for nogen af jer. 

Skorpionen er et af de mest flirtende stjernetegn
Skorpionen har det nemt med at udtrykke sine ønsker direkte. © Getty Images

4. Vædderen 

Fødselsdag: 21. marts - 19. april

Vædderen er både energisk, udadvendt og lidenskabelig. Den er god til at tage initiativ og til at vise sin interesse, og netop denne direkte tilgang og modige natur vil være tiltalende for mange. Vædderen elsker at tage føringen i et forhold eller i et flirteri, og den er ikke bange for at gå efter det, den vil have. Dette stjernetegn går også meget op i milepæle og vil helt sikkert gøre et nummer ud af det første kys og lignende begivenheder. 

Vædderen hader at tabe, og det kan nærmest blive som en konkurrence for den at vinde dig over. Hvis Vædderen er interesseret i dig, vil det derfor også være ret indlysende. Den skal nemlig nok fortælle dig, hvad den synes om dig – og ikke mindst vise det med fysisk berøring. Det kan være lidt overvældende for nogle. 

5. Skytten 

Fødselsdag: 23. november - 21. december

Skytten er et af de mest eventyrlystne stjernetegn – også når det kommer til flirteri. Den elsker nemlig nye og spændende oplevelser. Skytten er god til at skabe en behagelig atmosfære med sin optimistiske og venlige natur. Den er også kendt for sin sjove humor, evnen til at være en god samtalepartner og til at få smilet på folks ansigter. Den kan få dig til at grine natten lang med sjove bemærkninger. 

Skytter er risikotagere, der er gode til at gå ud af komfortzonen og som ikke er bange for at tage det første skridt. De er dog ikke lige så direkte som nogle af de andre stjernetegn, men hvis de kan lide dig, vil de ikke være blege for at fortælle dig det. Skytten elsker at have det sjovt og kan derfor også have tendens til at starte en tilfældig flirt – og de kan være hurtige til at miste interessen igen, hvis den ikke bliver gengældt. 

6. Vægten 

Fødselsdag: 23. september - 22. oktober 

Vægten er et utroligt romantisk stjernetegn, som kan diske op med alt fra blide berøringer til søde ord. Den elsker lange samtaler, der kan vare hele natten. Vægten har en særlig evne til at få andre til at føle sig specielle, og ligesom nogle af de andre stjernetegn går den efter at få den eller det, den vil have. 

Vægten er oprigtig og betænksom men ikke lige aggressiv i sin flirteteknik som nogle af de andre stjernetegn. Vægten er et elegant stjernetegn med god smag og stor æstetisk sans, og den forsøger også at være netop elegant, når det kommer til flirteri. Den sætter af samme grund pris på dates i smukke restauranter og naturomgivelser. 

Vægten er god til at skabe harmoni i sociale situationer, og derfor kan det sommetider også være svært at lure, om Vægten faktisk flirter eller bare er ekstra venlig, så at alle i selskabet føler sig godt tilpas. Vægten har brug for plads og tid til at beslutte sig for, om et flirteri skal føre til noget mere. Den kan hurtigt føle sig lidt kvælt, hvis den skal træffe hurtige beslutninger. 

Vægten er et ret flirtende stjernetegn
Vægten er ikke så aggressiv i sin flirteteknik. © Getty Images

7. Krebsen 

Fødselsdag: 22. juni - 22. juli

Krebsen er omsorgsfuld og følsom, hvilket kan gøre den til en empatisk flirt. Den er god til at læse andres behov og kropssprog og kan relativt nemt skabe en intim atmosfære. Krebsen er også kendt for sin evne til at være romantisk og opmærksom på detaljer. Den elsker kærlighed men er ikke så god til at give sine følelser til kende. 

Det vil typisk ikke være så åbenlyst, at Krebsen flirter med dig. Det vil mest af alt komme til udtryk ved hjælp af et simpelt kompliment eller søde måder at vise, at den bekymrer sig om dig. Selvom Krebsen ikke er så flirtende, vil den alligevel sørge for at få dig til at føle dig speciel med ord og handlinger – dette er dens foretrukne kærlighedssprog.

Krebsen har brug for, at dens flirt viser sin sårbare side frem, hvis den selv skal åbne sig. Den har brug for at få bekræftet, at du respekterer den, før de romantiske forbindelser kan spire. 

8. Vandmanden 

Fødselsdag: 21. januar - 18. februar

Vandmanden er ikke bange for at være anderledes, og dette gælder også for dens flirtende stil. Den går langsomt (!) frem, så det gælder om at have tålmodighed med Vandmanden. Dette kan nemt forveksles med, at Vandmanden er uinteresseret i relationen – især fordi dette stjernetegn samtidig elsker frihed og at kunne overveje sine muligheder (også når det kommer til kærlighed). 

Det er ikke altid til at finde ud af, hvad Vandmanden tænker. Det er vigtigt, at du udviser nysgerrighed, hvis du vil finde ud af, hvad der foregår inde i hovedet på dette lufttegn. Vandmanden elsker, når andre viser interesse i de ting, den selv værdsætter. 

Vandmandens originalitet og eksperimenterende tilgang til livet kan både være fascinerende og tiltalende for potentielle partnere. Vandmænd er kendt for at være gode til at opbygge dybe relationer og at have intellektuelle og meningsfulde samtaler. Den vil ofte vise dig, hvordan den har det, i stedet for at sige det med ord – så vær klar på en sød gestus. Dog er flirting ikke noget, der føles særlig naturligt for dette stjernetegn – og de flirter måske endda, uden at de er klar over det. 

9. Tyren 

Fødselsdag: 20. april - 21. maj

Tyren er jordnær, og dens tålmodighed og stabilitet kan være attraktivt for dem, der søger en rolig og pålidelig partner. Selvom den måske ikke er det mest udadvendte og flirtende stjernetegn, er Tyren dygtig til at skabe en tryg og behagelig atmosfære. 

Tyren har en afslappende tilgang til livet, og dette kan være frustrerende, når det kommer til flirteriet. Tyren tager sig god tid, når den skal vinde dit hjerte – medmindre den har en rival, for den vil for alt i verden vinde mod en konkurrent. Hvis du møder Tyren i nattelivet, vil du opleve, at du sikkert allerede er på vej til at forlade barren, før Tyren overhovedet har taget sig sammen til at tage kontakt til dig. 

Tyren er ellers sød og støttende, og når du først har vundet dens hjerte, vil den gøre alt for at få dig til at smile – det bliver nærmest som et personligt mål for Tyren! Den vil få dig til at føle dig unik, og dens foretrukne måde at vise det på er gennem berøringer og øjenkontakt. 

Tyren er ikke så flirtende som de andre stjernetegn
Tyren tager sig god tid, når den skal vinde dit hjerte. © Getty Images

10. Fisken 

Fødselsdag: 19. februar - 20. marts

Fisken er blid, drømmende og følsom. Den er en god lytter og dygtig til at skabe dybe forbindelser, men eftersom den er en af de mest indadvendte stjernetegn, kan det tage tid, før den åbner sig. Dette gør sig især gældende, hvis den generte Fisk tidligere har fået sit hjerte knust. Den vil ofte foretrække, hvis du starter en samtale med dem – og ikke omvendt. Fisken vil dog hurtigt kunne spotte, hvis dine intentioner ikke er oprigtige. 

I stedet for at flirte direkte, vil Fisken dagdrømme om dig. Men hvis Fisken er stille eller nervøs, når du er i nærheden, er det en fin indikator på, at der er interesse. Fisken er dog en ægte romantiker, som vil give dig mange uforglemmelige oplevelser, så du skal være klar på at udleve alle mulige cheesy drømme, som Fisken bærer rundt på. 

11. Jomfruen 

Fødselsdag: 23. august - 22. september

Jomfruen er kendt for sit intellekt og sin sans for detaljer – så hvis en Jomfru giver dig et kompliment, ved du, at den mener det. Jomfruen er ellers ret reserveret og forsigtig – også når det kommer til flirting. Jomfruen foretrækker at tage tingene langsomt og roligt, men når det kommer til stykket, vil den gå langt for, at du skal føle dig speciel og værdsæt. 

Jomfruen er typen, der foretrækker at starte ud som venner, før noget udvikler sig i romantisk retning. Den er meget ordentlig og vil holde sine følelser i skak, hvilket også betyder, at flirting ikke rigtig er Jomfruens ting. Den vil ikke vise dig interesse med det samme, og dens flirtestil er typisk ret sarkastisk. Når den endelig flirter, vil den typisk stille dig et hav af spørgsmål, hvilket kan føles som en afhøring – så vær klar på en masse samtaler, som skal lære Jomfruen, hvad du egentlig er for en. 

12. Stenbukken 

Fødselsdag: 22. december - 20. januar

Stenbukken er både seriøs og ambitiøs af natur. Den kan derfor virke reserveret ved første øjekast. Stenbukke er også kendt for deres tålmodighed og stabilitet, hvilket kan tiltrække dem, der søger en solid relation. Ligesom nogle af de andre stjernetegn foretrækker de at tage tingene langsomt, og det vil sandsynligvis ikke være Stenbukke, der tager initiativ til flirtende samtaler. Stenbukken er meget selektiv, når den skal udvælge en potentiel flirt. Men når du først er blevet valgt, vil du opleve, at Stenbukken er meget ligetil. 

Stenbukken er nok det stjernetegn, der har mest kontrol over egne følelser. Den er ikke særlig romantisk, følelsesladet eller udtryksfuld, men dens høje ambitionsniveau vil også gøre, at den vil gøre meget for at få det, den gerne vil have. 

Stenbukken kan godt lide at vise sin intelligente side, så vær klar på samtaler om emner, du ikke nødvendigvis aner noget om. Spørg ind til dens mål og ambitioner, hvis du vil vække dens interesse. Stenbukken er dog god til både at være opmærksom på egne og andres behov, så dette stjernetegn vil gøre meget for at sikre, at I begge har det godt, mens I forsøger at flirte løs.