Hvad er mit stjernetegn?
Det er vigtigt, at du beregner dit stjernetegn helt præcist © Getty Images

Hvorfor kan jeg ikke relatere til mit stjernetegn?

Det er helt normalt ikke at kunne kende sig selv i sit stjernetegn

25. marts 2020 af Maria Clara Iuel

Hvis du kender til problematikken med, at dit stjernetegn eksempelvis er Tvilling, men du kan kende dig selv meget bedre i Krebsen, så skal du læse med her. Det er nemlig helt normalt ikke at kunne relatere til sit stjernetegn, og der findes også en forklaring på hvorfor.

For det første er det vigtigt at slå fast, at du er meget mere end dit stjernetegn. Du har også en ascendant og et månetegn, som er med til at sige noget om, hvordan du er. Ascendanten fortæller, hvordan du møder verden, og ascendanten fungerer som et førstehåndsindtryk. Månetegnet repræsenterer dit følelsesliv, og det fortæller blandt andet noget om, hvordan du reagerer, når du bliver ked af det. De to tegn har altså også noget at skulle have sagt, når det kommer til din personlighed. 

Kend den rigtige dato

Desuden er det godt at huske på, at der findes flere forskellige måder at inddele de 12 stjernetegn på. Det betyder, at én astrologi-hjemmeside mener, at Tyren strækker sig fra 20. april til 20. maj, mens andre måske mener, at den strækker sig fra 21. april til 21. maj. Derudover vil datoerne også, helt naturligt, variere fra år til år. Hvis du vil vide mere om det, så har vi samlet et par gode Instagram-profiler, du kan følge med hos her.

Derfor er det vigtigt, at du beregner dit stjernetegn helt præcist. Det kan du eksempelvis gøre her. Grunden til, at det er vigtigt at beregne stjernetegnet med dato, tid og sted, er, at netop disse parametre kan afgøre, om du det ene eller det andet tegn. Måske har du altid tænkt over, om du er Vægt eller Skorpion, fordi du har på datoen, hvor det skiller, og det kan en beregning afgøre for dig.  

Cusp Birthday

Men der findes faktisk endnu en forklaring på, hvorfor du måske ikke kan relatere til dit stjernetegn. Nogle astrologer arbejder med det, der kaldes ‘Cusp Birhtday’, som på dansk kan oversætte til ‘på nippet-fødselsdag’. ‘Cusp Birthday’ kan bedst beskrives som en bestemt periode, der finder sted hver måned på bestemte datoer. Det varierer fra måned til måned, og du kan tjekke de præcise datoer ud her.

Det specielle ved perioden er, at det er her, solen bevæger sig fra det ene tegn til det andet – for eksempel fra Skytten og ind i Stenbukken. Det betyder, at hvis du har fødselsdag i den periode, hvor det skiller, for eksempel i slutningen af august, så kan du opleve, at du genkender dig selv mere i Jomfruens væremåde end i Løvens, selvom dit officielle stjernetegn er Løven – og omvendt.

Der findes altså en god forklaring på, hvorfor du måske kan kende dig selv i et andet stjernetegn, end det, din fødselsdag dikterer. Så er du en af dem, der har gået og gemt på en Vandmand, Fisk eller Vædder uden at kunne forstå hvorfor, så håber vi, at det hele giver lidt mere mening nu.

Kilder: Astrostyle.com, Refinery29.com, Astrology.com

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.