Din krop
Din krop© Colorbox

10 tricks til at holde af din krop

FRA BLAD TIL NET Sådan får du det bedre med dig selv

22. december 2005 af Mette Andrea Boesgaard

1. RET RYGGEN
Hvis du går rundt med ludende skuldre og hænger i ryggen, viser du ikke din krop fra sin bedste side. Går du derimod med rank ryg, så du holder skuldrene tilbage og maven stram og flad, får det dig til at se højere og mere selvsikker ud - og det kan da kun gøre din krops-bevidsthed større (og dit humør bedre)!

 

2. FORKÆL DIG SELV
Uden din krop - intet dig. Så giv din krop den opmærksomhed, den fortjener. Få en ansigtsbehandling eller en dejlig massage. Det vil få dig til at føle dig både smuk, forkælet og glad for din krop!

 

3. FÅ DIN SKØNHEDSSØVN
Din krop er en fantastisk og meget kompliceret maskine, men for at virke perfekt, har den brug for hvile. Det er nemlig om natten, at din krop reparerer og fornyer sig selv, så sørg for at få nok søvn. Som bonus får du også mere overskud, når du er udhvilet og frisk.

 

4. LÆR AT DANSE MAVEDANS
Eller at spille golf eller at dyrke yoga. Når du bruger din krop på nye måder, hjælper det dig til mærke din krop og huske på, hvad den kan gøre for dig - din krop er nemlig andet og mere end bare et kønt hylster. Dertil kommer at motion er sundt, og at det får dig til at føle dig lækker. Regelmæssig motion øger dit niveau af endorfiner, som er kroppens egen lykkepille.

 

5. SPIS SUNDT
Ja, slik smager godt. Men hvor godt har du det egentlig, når du har proppet dig med søde sager? Din krop har brug for ordentlig næring for at være i tip-top form, så giv den det, den behøver - det får dig til at føle dig godt tilpas (og styrker i tilgift din krops udholdenhed og immunforsvar)

 

6. SE PÅ DIN KROP
Hvis du betragter din krop som et fejlbehæftet fremmedlegeme, er der ikke noget at sige til, at du ikke er så glad for den. Men du kan faktisk vænne dig til din krop ved dagligt at kigge på den og røre ved den. Gør det til en vane at se dig selv nøgen i spejlet hver dag. Og smør din krop ind i bodylotion jævnligt, så du også bliver vant til at røre ved dig selv.

 

7. ELSK MED DIG SELV
Sex er skønt - også når det er med dig selv! Und dig selv den glæde at røre ved din krop og mærke, hvordan det føles. Og så er der ikke noget som en god orgasme, der kan få det bedste frem i dig!

 

8. GØR NOGET UD AF DIG SELV
Det er lettere at være glad for din krop, når du ved, at du viser omverdenen dig selv fra din smukkeste side. Og det koster dig ikke særlig meget at gøre lidt ud af dig selv. Brug make-up til at fremhæve dine bedste træk, få en god frisør til at klippe dit hår ordentligt og klæd dig, så du fremhæver dine bedste fortrin.

 

9. TAL PÆNT TIL DIG SELV
Hvis din kæreste eller bedste veninde hele tiden fortalte dig, at du var fed, havde appelsinhud eller var deform, ville du sikkert smide dem ud, for den slags ville du nok ikke finde dig i. Men hvad så, når du selv fortæller dig det samme? Hold op med at tale grimt til dig selv omgående, for du kommer nemlig til at tro på det til sidst. Fortæl i stedet dig selv, at du er smuk og perfekt, lige som du er ? og gerne højt! Ganske som du tror på de dårlige ting, du fortæller dig selv, kommer du også til at tro på, at du er smuk, hvis du bare fortæller dig selv det hele tiden.

 

10. VÆR REALISTISK
Lad være med at tænke, at hvis du tabte dig, motionerede hver dag eller fik større bryster, så ville alt være anderledes. Hvis du tænker sådan, lærer du aldrig at acceptere din krop, for du vil altid vente på det perfekte øjeblik (som aldrig kommer). Din krop er unik og fantastisk som den er lige NU!

 

I Woman nr. 70 kan du læse om, hvad mændene synes om kvindernes krop.