En glad mand og kvinde går tur på stranden om vinteren
Der er flere gode grunde til at hoppe i vandet i vinterhalvåret – gør det sammen! © Getty Images

5 gode grunde til at vinterbade

Måske skulle du give det et forsøg?

12. september 2018 af Freyja S. Anderberg

Vinterbadning bliver mere og mere populært – og ikke kun blandt ældre mennesker, for flere og flere unge hopper nu også med på bølgen.  

Det officielle tal for “aktive vinterbadere” (som dækker over vinterbadere, der er medlem af en vinterbader-forening) er nu på cirka 30.000 – så der må være noget helt særligt ved vinterbadningen, der får så mange mennesker til elske det kolde gys.

Er vinterbadning noget for dig?

Er det noget for dig? Det kan du næsten kun finde ud af ved at prøve det af! Det er helt sikkert en oplevelse – om det så bare bliver en engangsaffære eller en ny fast vane. 

Hvis du starter nu, før vandet fryser til, vil det være ingen sag at hoppe i havet til vinter, når du gradvist har vænnet din krop til gyset. Vi giver dig fem gode grunde til, at du skal hoppe i vandet her i efterårskulden – og så får du også lige fem gode råd med på vejen!

1. Du får det vildeste adrenalin-kick

Når din varme krop kommer under det iskolde vand, reagerer kroppen ret så voldsomt, og du får et massivt adrenalin-kick ud af det. Der bliver frigivet en række stoffer fra hjernen – blandt andet adrenalin og dopamin, som medfører det rus, du kommer til at føle. 

Det er dog desværre ikke helt ualmindeligt, at førstegangs-vinterbadere hyperventilerer – så gå roligt til værks. Derfor skal du heller ikke vinterbade alene – læs mere om det i de fem gode råd vi har samlet til dig længere nede. 

2. Du får fornyet energi af at vinterbade

Når kroppen udskiller endorfiner og adrenalin vil du samtidig opleve et stort energikick – stærkere end en dobbelt espresso – så den iskolde dukkert vil helt sikkert banke dit humør i top, og du vil kunne mærke rusen og den fornyede energi helt op til fire timer efter dit dyp i det kolde gys. 

3. Du bliver frisk og klar i hovedet 

... Men du må ikke holde hovedet under vand – dyp det maks et par sekunder – ellers får du massiv hovedpine. Det er kun erfarne vinterbadere, der svømmer rundt med hovedet under vand, så det er bestemt ikke noget der anbefales en nybegynder. 

4. Du kan hoppe i sauna før og efter

Er du medlem af en forening for vinterbadere, så har du nok adgang til omklædningsrum og sauna i forbindelse med vinterbadningen. Så nu har du en rigtig god grund til at starte dagen i en lækker, varm sauna på en helt almindelig onsdag – det er som regel noget, der hører med til hele vinterbader-oplevelsen. Det er især en oplevelse at gå direkte fra saunaen til det kolde vand – op til flere gange. 

5. Vinterbadning styrker immunforsvaret

Selvom der ikke er meget forskning på området, så er der altså en række undersøgelser, der viser at vinterbadningen har en positiv effekt på vores sundhed – og især på immunforsvaret. 

Der er blandt andet en engelsk undersøgelse, som er lavet med vinterbadere, der viser, at antallet af antioxidanter i dit blod øges, når du vinterbader – og det betyder, at en vinterbaders immunforsvar derfor også forbedres. 

Er du overbevist? Det er vi! Så derfor får du også lige fem gode råd om vinterbadning med på vejen. 

En glad kvinde vinterbader
Du får fornyet energi og et bedre immunforsvar – så hvorfor ikke prøve? © Getty Images

1. Lad være med at vinterbade alene

Hop aldrig i det kolde vand uden mindst én anden til stede. I skal som minimum være to sammen, men tre er helt klart bedst. For skulle der ske jer noget – én af jer kunne for eksempel komme til skade – så er det vigtigt, at I er nok til både at ringe efter hjælp og til at passe på den, der er kommet til skade.

2. Hop kun i vandet, hvor du kan bunde

En anden vigtig ting er, at I kun vinterbader, hvor I kan bunde. Det samme er på spil her – kommer I til skade, må I ikke være i fare for at drukne. Der er jo desværre også mange, der oplever at hyperventilere den første gang, de prøver at hoppe i det iskolde gys, og derfor må du ikke være alene, og du skal kunne bunde.

3. Start gradvist med vinterbadningen

Fordi der er mulighed for, at du hyperventilerer første gang, du hopper i det iskolde vand, er det vigtigt, at du starter gradvist op med din (måske) nye hobby. Kroppen skal lige have lidt tid til at vende sig til kulden og kuldechokket (som det jo er), så lad være med at springe i vandet – og kom hurtigt op igen.

4. Spring ikke i vandet med hovedet først

Kroppen skal have tid til at vænne sig til kulden, og derfor er det ikke en god idé at hoppe i vandet med hovedet først. Desuden kan du slå hovedet, hvis du rammer bunden. Sænk i stedet kroppen langsomt ned i vandet, og hold dig tæt på badebroens trappe, så du kan nå den fra hvor du står i vandet. 

5. Meld dig ind i en klub for vinterbadere

Det kan være ret nyttigt at være medlem af en klub eller forening for vinterbadere. De har bestemte steder, de bader med praktiske forhold som omklædningsrum og sauna. Her har du også nogle erfarne vinterbadere at spørge til råds. Og nogle ordentlige omstændigheder så du kan vinterbade på en tryg og sikker måde!

Og så bliver vinterbadningen bare i det hele taget en lidt bedre oplevelse, end hvis du selv tager ned til stranden, havnen, den lokale sø eller lignende. Men alle de sundhedsmæssige fordele ved at vinterbade får du selvfølgelig uanset hvor og hvornår, du springer i vandet og får det kolde gys. 

Har du hjerteproblemer eller forhøjet blodtryk, så er vinterbadning dog ikke en god idé – tal i hvert fald lige med din læge først!

Kilder: Badesikkerhed, Vores puls

Vil du ikke risikere at gå glip af sundhedstips? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Læs mere fra samme kategori