Appelsinhud på låret
© iStock

6 overraskende ting, du sikkert ikke anede om appelsinhud

Mellem 80 og 90 procent af alle kvinder får appelsinhud

13. maj 2018 af Rie Louise Kirkebjerg

Du kender det sikkert – og ellers kommer du sandsynligvis til det. De små buler i huden, der oftest kommer ved numse og lår: Appelsinhud.

Appelsinhud, som også kaldes cellulite, er helt normalt at få for os kvinder. Alligevel er det måske ikke noget, du taler med veninderne om. Men det burde I, for mange af os kan mærke den appelsin-lignende overflade et eller flere steder på vores hud. 

Hvis appelsinhud ikke har været et af din venindegruppes (sikkert mange!) samtaleemner, har vi her samlet seks facts, I måske ikke vidste om appelsinhud. Så skub de tabubelagte tanker langt væk, og tal om cellulite, som er helt almindeligt at have.

1. Appelsinhud skyldes ophobning af fedt

Når du kan mærke de bulede bakker på din hud, skyldes det, at der er fedt i de små hulrum i hudens bindevæv. Jo ældre vi bliver, jo stivere bliver bindevævet, og det giver huden små buler.

2. Mellem 80 og 90 procent af alle kvinder får appelsinhud

Troede du, at du er den eneste, der kan mærke den bølgede overflade på din hud? En tidligere undersøgelse viser, at mellem 80 og 90 procent af alle kvinder sandsynligvis får appelsinhud. Du er altså på ingen måde alene.

3. Der findes tre typer af appelsinhud

Måske troede du, at appelsinhud bare er appelsinhud. Det er det så ikke helt, for der findes intet mindre end tre typer af cellulite. Dem har vi forklaret her:

  • Adipose cellulite – i hudoverfladen. Denne type appelsinhud kender de fleste. Huden er blød, og oftest er det folk over 20 år, som får denne form for appelsinhud. Tit kommer den, hvis du ikke dyrker motion.
  • Fibrotisk cellulite – tættere på musklerne. Denne slags appelsinhud er ikke lige så synlig som adipose, og huden føles ikke blød, men tilgængæld mere hård, hvis du har denne form for appelsinhud. Du kan både få fibrotisk cellulite som teenager og voksen.
  • Ødematøs cellulite – den sjældne. Ødematøs cellulite er en form for appelsinhud, som kommer på grund af dårligt blodomløb og ophobning af væske i hudens væv. 
Appelsinhud på numse og lår
© iStock

4. Din appelsinhud kan have forskellige stadier

Der findes ikke kun forskellige typer af appelsinhud, men også forskellige stadier. Dem kan du få et overblik over her:

  • Stadie 0. Du kan slet ikke se buler i huden. 
  • Stadie 1. Du kan se buler og bakker i din hud, når du klemmer forsigtigt i huden ved din numse eller lår.
  • Stadie 2. I forhold til første stadie, hvor du kun kan se appelsinhuden, når du klemmer på din hud, kan du se bulerne i huden, når du står op.
  • Stadie 3. Du kan hele tiden se appelsinhuden. Både når du sidder ned og står op. 

5. Mænd kan også få appelsinhud

Appelsinhud kan komme af forskellige årsager. Blandt andet har østrogenniveuet i kroppen noget at sige, og hvis du er gravid og derfor har et øget østrogenniveau, udvikler appelsinhuden sig ofte hurtigere. Mænd har et meget lavere indhold af østrogen i kroppen end kvinder, og derfor udvikler de ikke lige så ofte appelsinhud som os. Men mænd kan altså også sagtens få cellulite steder på kroppen alligevel.

6. Appelsinhud kan være arveligt

Nogle af os har større tendens til at få appelsinhud end andre. Appelsinhud kan nemlig også godt være arveligt. Så hvis din mor og mormor har appelsinhud, kan du godt forvente, at du også selv får det.

Kilder: Medical News Today, Shy to By, Lose Cellulite Now og Urtegaarden

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Hvad synes mændene?