Fertilitetsklinikken Trianglen

7 myter om ægdonation – sandt eller falsk?

Får du sværere ved at blive gravid, efter du har doneret æg? Og gør det egentlig ondt at få taget æg ud? Få svaret her.

1. maj 2022 af Benjamin Creative for Fertilitetsklinikken Trianglen

Har du hørt om ægdonation? Så har du sikkert også hørt mange forskellige fordomme. Der findes nemlig et hav af myter, når det kommer til ægdonation. Kort og godt kan man sige, at ægdonation er, når en kvinde donerer sine æg, som derefter kan bruges til at gøre en anden kvinde gravid. Men hvorfor er der brug for ægdonorer? Og hvad indebærer det overhovedet?

Det forsøger vi at blive klogere på sammen med Bettina Breitowicz, der er speciallæge i gynækologi og obstetrik hos Fertilitetsklinikken Trianglen. Her får du hendes svar på 7 myter om ægdonation. 

Fertilitetsklinikken Trianglen

Som ægdonor kan du være med til at realisere drømmen om et barn for dem, der ikke selv kan få børn.

Myte 1: Der er mange bivirkninger og risici ved at donere æg

Falsk. Det er meget sjældent, at der opstår bivirkninger, når man donerer æg.

For at du kan donere dine æg, skal du igennem både en lægesamtale, undersøges gynækologisk og have foretaget blodprøver – og bliver du godkendt som ægdonor, skal du igennem en mild hormonbehandling inden din ægudtagning. Du bliver altid grundigt oplyst på klinikken, som kan fortælle meget mere om, hvilke bivirkninger, der i sjældne tilfælde kan opstå.

Hvad er ægdonation?

Ægdonation er kort og godt, når en kvinde donerer sine æg til en anden kvinde, der ikke kan blive gravid med egne æg. Som ægdonor kan du hjælpe barnløse kvinder og par med at få deres store drøm om et barn til at gå i opfyldelse. Som ægdonor skal du igennem en process, hvor du først får en mild hormonbehandling, derefter en ægløsningssprøjte og til sidst kan du få taget æggene ud. 

Myte 2: Jeg får sværere ved selv at blive gravid efter at have doneret æg

Falsk. Ægdonation gør det ikke sværere at blive gravid.

Du gør det ikke sværere for dig selv at blive gravid senere hen, hvis du er ægdonor. Ægdonation påvirker nemlig ikke antallet af tilbageværende æg i dine æggestokke. Når du donerer æg stjæler man ikke fra ægreserven ved at modne flere æg og tage dem ud i samme cyklus. De æg man modner ville være gået tabt i den pågældende cyklus. Det betyder altså ikke noget for din mulighed for selv at blive gravid på et senere tidspunkt. 

Fertilitetsklinikken Trianglen

Der kan være mange grunde til, at nogle kvinder og par har brug for hjælp til at blive gravide, og i Danmark er ca. hvert tiende barn kommet til verden ved hjælp af fertilitetsbehandling. 

Myte 3: Det gør ondt at få taget æg ud

Både og. Langt de fleste oplever ikke store smerter.

De fleste, der får taget æg ud, siger, at det var meget mildere end de havde forventet, og at det gjorde mindre ondt, end de troede. Dog kan der være ubehag, når man skanner æggestokkene. 

Smertefri ægudtagning

Hos Fertilitetsklinikken Trianglen er de specialister i at udtage æg. De har, som den eneste privatklinik, anæstesisygeplejersker ansat, så du er bedst muligt smertedækket, når de tager dine æg ud. Ved ægudtagning skal du igennem et mindre indgreb, der tager ca. 15 minutter. 

Myte 4: Jeg kan ikke være ægdonor, når jeg bruger p-piller eller spiral

Falsk. Du påvirker ikke din mulighed for at donere æg, at du bruger p-piller eller spiral.

Du kan godt donere æg, selvom du er på p-piller. Det kræver blot, at du holder en pause med dine p-piller i den cyklus, hvor du donerer. Hvis du har en almindelig kobberspiral, behøver du ikke at få den fjernet, fordi du skal donere æg. Men hvis du har en hormonspiral, skal den fjernes, før du kan donere æg, da den kan have en negativ effekt på ægkvaliteten.

Myte 5: Jeg kan donere mine æg til en veninde

Sandt. Du kan selv vælge, om du vil donere dine æg til en bekendt eller til en fremmed.

Som ægdonor kan du donere på flere måder. Du kan vælge at være anonym donor, hvor du og modtager ikke kender hinanden og aldrig kommer til det. Du kan også være kendt donor, hvor du donerer til en, du kender. Det kan være en veninde eller et familiemedlem (dog ikke mor eller datter). Eller du kan være åben donor, hvor du og modtager ikke kender hinanden nu, men hvor barnet senere kan få oplyst, hvem du er og får mulighed for at kontakte dig. 

Fertilitetsklinikken Trianglen

Der er stor mangel på ægdonorer i Danmark. Derfor er der mange, der ikke kan få drømmen om et barn opfyldt.

Myte 6: Jeg får penge for at donere æg

Sand. Du bliver betalt for at donere æg.

Som ægdonor modtager du et honorar på 7.000 kroner pr. donation, som du selv skal indberette til SKAT, og du må donere æg seks gange i alt. Det er dog vigtigt, at du donerer dine æg frivilligt, og at du ikke gør det af økonomiske grunde. Donerer du til en, du kender, ses det som en vennetjeneste – og det får du ikke penge for. 

Myte 7: Jeg ved ikke, om det er lykkes en anden kvinde at blive gravid med mine æg

Falsk. Du kan godt få at vide, om dine æg har været med til at gøre en kvinde gravid.

Mange, der har doneret æg, bliver meget glade for at høre, at deres æg har hjulpet en kvinde eller et barnløst par. Derfor kan du godt få at vide, om dine æg har gjort en anden kvinde gravid – hvis du altså ønsker det. Du kan dog ikke få yderligere oplysninger om modtageren af din donation.

Sådan bliver du ægdonor

For at blive ægdonor er der nogle sundhedsrelaterede krav, du skal opfylde:

  • Du skal være mellem 18 – 35 år.

  • Du skal være helt fysisk og psykisk rask.

  • Du må ikke have arvelige sygdomme.

  • Din BMI (Body Mass Index) skal være mellem 19-29.

Er du blevet nysgerrig på ægdonation, kan du læse meget mere her