Kvinde med kyssesyge
Ondt i halsen og træthed kan være tegn på kyssesyge. © Getty Images

Kender du symptomerne på kyssesyge? Her er alt, du skal vide

Det er ikke kun ved kys, du kan blive smittet

3. februar 2019 af Simone Overgaard Aaberg

I daglig tale går sygdommen under ‘kyssesyge’, men i virkeligheden er den rigtige betegnelse mononukleose. Men hvad ved vi egentlig om sygdommen – andet end at den på en eller anden måde må have noget at gøre med kys? 

De fleste kender en eller flere, der har været ramt at kyssesyge, og de vil hurtigt kunne konstatere, at det ikke er en ‘juhu’-oplevelse. Vi har her samlet alt, du skal vide om kyssesyge – hvad er det, hvorfor får du det, og hvordan skal det behandles? 

1. Hvad er kyssesyge? 

Kyssesyge, eller mononukleose, er en virusinfektion, der skyldes virussen Epstein-Barr (EBV). Sygdommen er smitsom, og symptomerne viser sig først tre til seks uger efter, at du er blevet smittet. Du kan altså sagtens være blevet smittet ved sommerens festival, men først finde ud af det i september.   

Det er også muligt, at du allerede har været ramt af kyssesyge – bare uden at vide det. Ifølge Sundhed.dk har omkring halvdelen af den voksne befolkning nemlig haft Epstein-Barr-virussen – uden at være blevet syge af den. 

Mand smitter kvinde med kyssesyge
Kyssesyge smitter – som navnet antyder – blandt andet ved kys. © Getty Images

2. Hvorfor får du kyssesyge? 

Hvis du drikker af samme genstand, som en der har kyssesyge, så er det blandt andet her, at du risikerer selv at få det. Det samme gælder, hvis du har haft kysset rundt på ham eller hende den søde, som – måske helt uden at vide det – bar rundt på sygdommen.

Kyssesyge smitter nemlig gennem spyt, og da du, som tidligere nævnt, bliver smittet allerede tre til seks uger, inden symptomerne viser sig, så er det ikke sikkert, at ‘smitteren’ er klar over, at han eller hun kunne smitte (så du kan ikke nødvendigvis bebrejde mr. Dreamy fra baren). 

Du kan også blive smittet, selvom du ikke direkte har delt mundvand med andre – det kan nemlig også komme fra små partikler i luften. 

3. Hvad er symptomerne på kyssesyge? 

Hvis du døjer med en grum halsbetændelse kombineret med en ekstrem træthed, kan det være symptomer på kyssesyge. Men ofte kan det også starte i det mildere, med det som måske i starten føltes som en almindelig, mild influenza.  

Symptomerne på kyssesyge kan være: 

  • Feber
  • Træthed
  • Kvalme
  • Mavesmerter
  • Kulderystelser
  • Muskelsmerter
  • Halsbetændelse
  • Hævede mandler
  • Hævede lymfeknuder
Kvinde med kyssesyge slapper af i sofaen
Du kan føle dig meget træt og tung i hovedet, når du har kyssesyge. © Getty Images

4. Hvordan behandles kyssesyge?

Ligesom ved anden sygdom er det en god idé at gå til din læge, hvis du føler dig syg. Lægen vil formentlig undersøge dig for halsbetændelse og samtidig se på dine andre symptomer. Viser det sig, at du har kyssesyge, er der dog (som udgangspunkt) ingen medicinsk behandling. 

I stedet står den på hvile, varme drikke og generelt masser af væske. De fleste læger anbefaler også, at du holder dig fra alkohol, mens sygdommen står på – kyssesyge kan nemlig give infektion i lever og milt, og så er det bedst ikke at genere den mere end højst nødvendigt. 

De anbefaler som regel også, at du skruer ned for hård fysisk aktivitet, indtil sygdommen er helt ovre (så du kan med fordel bytte fitness ud med de 15 bedste serier på Netflix!). Snak med din læge om, hvordan lige du skal forholde dig under sygdommen og i ugerne efter.  

5. Hvor lang tid kan du forvente at være syg med kyssesyge?

Kyssesyge kan (desværre) stå på i ret lang tid – det kan være meget forskelligt fra person til person. Nogle er kun syge en uges tid, men kan stadig føle sig ramt i ugerne efter. Andre kan være nødt til at blive hjemme fra studie/arbejde i to til fire uger og kan måske stadig føle sig trætte og matte i flere uger efter. 

Kilder: Netdoktor.dk, Min.medicin.dk, Sundhed.dk.

Vil du ikke risikere at gå glip af sundhedstips? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Læs mere fra samme kategori