Kvinde med næsespray
Få svar på helt almindelige spørgsmål om næsesprays i artiklen her. © Getty Images

6 ting, du skal vide om næsespray

Du kan godt blive afhængig af næsespray

5. februar 2020 af Rie Louise Kirkebjerg

Din næse er så stoppet, at du begynder at undre dig over, hvorfor i alverden du ikke sætter pris på, hvor nemt du normalt har ved at trække vejret gennem næseborene. Pludselig kommer du i tanke om, at du da har en næsepray liggende i skuffen sammen med Panodiler og plastre, og i løbet af et par minutter efter at have brugt næsesprayen er der igen luft igennem. Fedt! 

Hvis du derimod fragter en næsespray med dig, som var det nøglerne til din lejlighed eller en læbepomade i vintermånederne, kan det være, at du er blevet afhængig af næsespray. For ja, det kan du nemlig godt! Men hvor ofte må du egentlig bruge en næsespray? Og hvad er forskellen på de forskellige slags?

Vi har i denne artikel – sammen med klinisk farmakonom Rebekka Marx – samlet svarene på nogle af de mest almindelige spørgsmål om næsesprays og brugen af dem. 

1. Hvad er næsespray?

Næsespray er, ligesom eksempelvis tabletter, kapsler og øjendråber, et lægemiddel, som du kan købe på apoteket. Du kan også købe næsesprays mod forkølelse i supermarkeder eller i 7/11, hvis du er på farten med stoppet næse. 

Næsesprayen er en slags beholder for næsedråber, og den, du sikkert er stødt oftest på i supermarkedet eller på apoteket, er mod forkølelse eller høfeber. Denne næsespray har en lokal virkning på næseslimhinden. 

Der findes også andre typer næsesprays. Eksempelvis kan du købe en nikotin-næsespray, som kan anvendes til behandling af rygeafvænning. En nikotin-næsespray virker ved at stimulere specifikke steder i hjernen, så du oplever at få din dosis nikotin, men undgår de mange andre farlige stoffer i cigaretterne. 

2. Hvilken næsespray skal jeg vælge?

“Der findes mange forskellige næsesprays med forskellige aktive indholdsstoffer. Derfor er det vigtigt at anvende dem, som er mest hensigtsmæssige for de symptomer, du har,” fortæller Rebekka Marx.

I denne artikel tager vi udgangspunkt i næsesprays, du kan bruge, hvis du er forkølet eller har bihulebetændelse. Hvis din næse er stoppet på grund af snot, kan du anvende adrenerge næsesprays (det vil sige næsesprays med Xylometazolin – bedre kendt som Zymelin, Otrivin og Klarigen) eller saltvandsnæsespray.

Herunder kan du læse lidt om forskellige typer næsesprays: 

  • Næsespray med Xylometazolin (Zymelin, Otrivin og Klarigen). Disse næsesprays virker ved at trække blodkarrene i næseslimhinden sammen. Dette gør, at hævelsen mindskes, og luftpassagen øges. Nogle af disse findes i en variant med mentol, men denne er tilføjet udelukkende for friskhedens skyld – næsesprays med mentol har altså samme virkning som samme næsespray uden mentol. 
  • Saltvandsnæsespray. Der findes forskellige slags saltvandsnæsesprays, da koncentrationen af salten i sprayen kan variere. Nogle næsesprays indeholder samme saltkoncentration som i kroppen, mens der i andre er et højere indhold af salt. Uanset om du vælger den ene eller den anden saltvandsnæsespray, har begge den fordel, at de virker rensende for partikler, pollen, mikroorganismer og skorper. 

  • Andre typer af næsesprays. På apoteket er det også muligt at købe næsesprays mod høfeber og næsesprays med sesamolie (den er god til dig, der kæmper med tørhed i næsen). Der findes en lang række typer af næsesprays – disse vil medarbejderne på dit lokale apotek kunne forklare dig, da de er uddannet til at vejlede og rådgive dig i forhold til din behandling.
  • Næseskyllehorn. Prøv dig med et næseskyllehorn, hvis du døjer med problemer med bihulerne, høfeber eller forkølelse. Næseskyllehornet er let at anvende. 
adrenerge næsesprays Zymelin, Otrivin og Klarigen
Her ses næsesprays med Xylometazolin (Zymelin, Otrivin og Klarigen). © Zymelin, Otrivin, Klarigen

3. Hvor ofte må jeg bruge næsespray?

Zymelin, Otrivin og Klarigen, som sikkert også er de næsesprays, du oftest har set på apoteket eller i supermarkedet, må for vokse og børn over 10 år bruges en gang i hvert næsebor, højst tre gange dagligt, højst 10 dage i træk. Det er meget vigtigt, at du overholder dette, så du ikke ender med at blive afhængig af din næsespray. Du bør holde pause på cirka en måned, efter du har anvendt næsesprayen i 10 dage.

Hvis du – efter at have brugt Zymelin, Otrivin eller Klarigen som behandling i 10 dage – har behov for længere tids behandling, så anvend en saltvandsnæsespray efterfølgende.

I isotoniske saltvandssprays (det vil sige, at de indeholder lige så høj saltvandskoncentration som i din egen krop) er der nemlig ingen doseringsbegrænsning på. Det samme gælder næseskyllehorn. 

4. Må du bruge næsespray, når du er gravid?

“Hvis du er gravid eller ammende, må du normalt ikke anvende adrenerge næsesprays (Zymelin, Otrivin og Klarigen). Der kan dog være undtagelser, men som udgangspunkt nej, medmindre din læge har sagt, at du gerne må,” fortæller Rebekka Marx.

Du må derimod gerne anvende den isotoniske saltvandsnæsespray eller næseskyllehorn, som begge er to virkelig gode alternativer til stoppet næse hos gravide og ammende.

Apotekets saltvandsnæsespray
Her ses en saltvandsnæsespray. © Webapoteket

5. Kan du blive afhængig af næsespray?

“Ja, du kan godt blive afhængig af de adrenerge næsesprays (Zymelin, Otrivin og Klarigen),” fortæller Rebekka Marx. Det er vigtigt, at du ikke anvender næsespray oftere end det, som er anbefalet. Hvis du bruger næsespray ofte, kan du opleve, at næseslimhinden bliver irriteret, hæver op (så næsen stopper til) og danner mere sekret. Derudover kan der over længere tids misbrug af næsespray udvikles nasalstenose. Det er en sygdom i næsen, som gør, at du bliver kronisk stoppet til i næsen. 

Hvis du er afhængig af næsespray

Hvis du har brugt næsespray mere, end det er anbefalet, og nu er blevet afhængig, skal du tale med din læge. Du kan eventuelt købe en lokaltvirkende steroid næsespray, som er meget effektiv på din irriterede og hævede næseslimhinde.

Rebekka Marx pointerer: “Virkningen for steroid næsesprays indtræder først efter en til to dage, hvorimod de adrenerge næsesprays virker efter få minutter. Dette er ofte grunden til, at du forsætter med at tage de adrenerge næsesprays – fordi du mærker virkningen meget hurtigt. Min klare anbefaling er dog, at du ikke anvender dem mere end et pust i hvert næsebor, højst tre gange daglig, i højst 10 dage.” Herefter anbefales det dig at holde en pause på cirka en måned, før du benytter en af de adrenerge næsesprays igen.

Næseskyllehorn rhino horn
Et næseskyllehorn kan være en fordel at bruge, hvis du ikke vil bruge næsespray – eller er blevet afhængig af næsespray! © Apopro

6. Før du bruger næsespray

Vælger du at købe en adrenerg næsespray (altså Zymelin, Otrivin eller Klarigen), skal du være opmærksom på, om du får medicin, som ikke kan arbejde sammen med næsesprayen. Det kan du gøre ved at læse indlægssedlen eller spørge på dit lokale apotek. Du må eksempelvis ikke anvende adrenerge næsesprays, hvis du lider af grøn stær. 

Derudover skal du være forsigtig med næsespray, hvis du er i behandling for:

  • Forhøjet stofskifte

  • Sukkersyge

  • Forhøjet blodtryk

  • Forstørret prostata

  • Forstyrrelser i hjerterytmen

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Læs mere fra samme kategori