Kvinde med migræne
Har du tænkt på, om du lider af menstruationsmigræne?© Getty Images

Disse ting skal du være opmærksom på, hvis du lider af migræne

Vidste du, at vin, øl og kaffe faktisk kan påvirke din migræne?

4. oktober 2021 af Camilla Stubbe

Har du oplevet en form for hovedpine, hvor smerterne føles mange gange værre, end hvad du normalt oplever? Sidder smerterne i den ene side af hovedet ved det ene øje? Så kan det være, at du lider af migræne.

Ved et migræneanfald kan du risikere at opleve kvalme, opkast, svimmelhed, træthed – og sågar diarré. Faktisk kan du se det, som at hele din krop gør oprør, og derfor får du en masse forskellige symptomer.

Der kan være mange årsager til, at du får et migræneanfald. Vi har sammen med Hanne Johannsen, som er formand for Migræne og Hovedpineforeningen, samlet en række ting, du skal være opmærksom på, hvis du lider af migræne.

1. Din menstruation kan spille en rolle

Får du migræne i samme periode, som du oplever din menstruation? Eller måske bare på samme tidspunkt hver måned? Så kan det være, at du lider af hormonelmigræne (også kaldet menstruationsmigræne). Det er nemlig en form for migræne, hvor dine kvindelige hormoner kan være med til at udløse dine anfald. Migrænen vil udløses på bestemte tidspunkter i din cyklus. 

Du kan jo prøve at skrive ned, hvornår på måneden din migræne kommer, og se om der er en sammenhæng.

2. Du kan arve migræne fra dine forældre

Det kan være, at du har arvet andet end din øjenfarve fra dine forældre. Migræne kan nemlig være arveligt, så hvis dine forældre lider af migræne, kan det sagtens være grunden til, at du selv oplever anfald. 

Du kan især prøve at snakke med din mor om det, da migræne er en sygdom, som ses mest arveligt fra mødre til deres døtre – dog kan du også sagtens lide af migræne, selvom dine forældre ikke har eller har haft det.

3. Alkohol og stærke drikke kan påvirke din migræne

Vin, øl og kaffe er drikke, vi har svært ved at undvære, men de er også eksempler på drikke, som kan have en påvirkning på din migræne. 

Nogle kvinder oplever, at blot et enkelt glas rødvin kan udløse et migræneanfald, og det samme gælder kaffe. Dog er der også andre, som oplever, at en enkelt kop kaffe faktisk kan tage toppen af deres migræne. 

Der er ingen forskning, som fastslår påvirkningen, og det er forskelligt fra person til person – men næste gang du får et migræneanfald, kan det være, at du skal tænke over, om du tilfældigvis har drukket kaffe i løbet af dagen.

4. Migræne kan være stress-relateret

Har du haft ekstra travlt for nylig? Måske endda følt dig lidt stresset i perioder? Stress kan nemlig godt påvirke din migræne, og derudover er stress også en klar udløser af mange tilfælde af spændingshovedpine, hvilket for mange godt kan forværres til et migræneanfald. 

Derfor kan vi klart anbefale dig at være ekstra opmærksom på din krops signaler i travle perioder – det kan nemlig være, at du er stresset, og at det er derfor, du oplever flere migræneanfald.

Kvinde med migræne og solbriller
Solbriller kan være en stor hjælp, hvis din migræne påvirkes af skarpt sollys!© Getty Images

5. Du kan blive følsom overfor lys, lyde og varme

Vil du også allerhelst ligge i et koldt, mørkt og stille rum, når du har et migræneanfald? Så er du nok en af dem, som er ekstra følsom overfor lys, lyde og varme – og det kan du med fordel have med i dine overvejelser i løbet af dagen. For eksempel kan det være, at du skal sørge for, at der altid ligger et par solbriller, en kasket og en flaske vand i bilen eller i tasken. 

Generelt kan det være en god ting, hvis du er ekstra opmærksom på dine omgivelser, når ting som lys, lyde og varme kan udløse et migræneanfald hos dig.

6. Bestemte fødevarer kan trigge et anfald

Oplever du, at det kan være svært at gennemskue, hvorfor du får et migræneanfald? Det kan være, du skal være opmærksom på, hvad du spiser. Flere personer oplever nemlig, at visse fødevarer kan udløse deres migræne. For eksempel er fødevarer med nitrit og kunstige sødemidler en trigger for mange. 

Det kan også være krydderier, frugter med mere. Det kan dog ikke generaliseres, da det varierer fra person til person – men måske du skal prøve at skrive ned, hvad du har spist i løbet af en dag, når du får et migræneanfald.

7. Synsforstyrrelser og midlertidige lammelser kan være tegn på aura

Du kan have migræne med og uden aura, hvor aura er en form for symptomer, du kan opleve forud samt under et migræneanfald. Det er meget normalt at opleve synsforstyrrelser, føleforstyrrelser og faktisk også midlertidige lammelser, hvis du lider af migræne med aura. Det lyder voldsomt, men disse symptomer kan være tegn på, at et migræneanfald er på vej. 

Hvis du oplever symptomerne under et anfald, skal du heller ikke gå i panik. De går som oftest over igen, dog vil vi altid anbefale dig at opsøge læge, hvis du pludselig oplever symptomer ud over det sædvanlige.

Vi anbefaler, at du kontakter din læge, hvis du er i tvivl om, du har migræne, eller hvis du har spørgsmål.

Vil du ikke risikere at gå glip af sundhedstips? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Du vil (garanteret) også kunne lide