Bare dig og mig og et par millioner husstøvmider....
Bare dig og mig og et par millioner husstøvmider....© Getty

Dit soveværelse er en bakteriebombe

Unge danskere slækker på sengehygiejnen

10. juli 2009 af Mette Andrea Boesgaard

Når du møder en hot fyr og drager med ham hjem for at få lidt hanky-panky, er der muligvis mange farer, der lurer i dit baghoved: Er det sikkert at gå med ham hjem? Hvordan får vi snakket om kondomer? Og bliver det en god nat eller en skuffelse? Men måske bør du i lige så høj grad overveje, om dit booty call kan være uhygiejnisk eller endda allergifremkaldende!

En ny undersøgelse, lavet af sengespecialisten Auping, viser nemlig, at vi danskere sløser med sengehygiejnen. Særligt de unge skifter sengetøj alt, alt for sjældent. Astma & Allergiforbundet anbefaler, at du skifter dit sengetøj minimum hver anden uge, men hver fjerde unge mellem 19 og 25 år indrømmer, at de kun skifter sengetøj 2-5 gange hvert halve år! Og dermed er deres senge en fest for husstøvmider...

Undersøgelsen viser også, at halvdelen af danskerne kun støvsuger soveværelset hver fjortende dag. Og den dårlige soveværelseshygiejne er ikke bare noget gris - mere end 20 % af de adspurgte klager over, at de sover dårligt, fordi de plages af allergi-gener. Men du kan faktisk forebygge det helt enkelt.

4 råd til et rent soveværelse (og god nattesøvn!):

  • Luft ud i soveværelset flere gange dagligt.
  • Skift sengetøj 2-4 gange månedligt og vask ikke bare sengetøj, men dyner, puder og madrasbetræk regelmæssigt. Det tager livet af husstøvmiderne
  • Støvsug dit soveværelse jævnligt
  • Ventilation er alfa og omega for, at din seng er tør og dermed sund at sove i. Når du køber seng, så vælg en, der har en åben sengebund og en madras med luftige og åndbare materialer