Graviditetstest der er positiv
To streger på graviditetstesten betyder ikke nødvendigvis, at du er gravid. © Getty Images

Er du i tvivl, om du er gravid? Her er alt, du skal vide, når du tager en graviditetstest

Eksperten fortæller, hvornår du tidligst kan tage en test

10. november 2018 af Simone Overgaard Aaberg

Er kondomet smuttet, menstruationen udeblevet eller oplever du symptomer, som du forbinder med graviditet?  

Hvis du er kommet i en situation, hvor du er i tvivl, om du er gravid (hvad end det var planlagt eller et uheld), så er det en god idé at tage en graviditetstest og vente på resultatet. Det kan være nogle nervepirrende minutter, mens testen arbejder på højtryk for at få dit tis forvandlet til én eller to streger, og du bliver måske helt i tvivl, om du nu har gjort det rigtigt, om der er gået lang nok tid, og om du burde have købt flere tests. 

Alle de spørgsmål, du måtte have om graviditetstest, vil vi med hjælp fra jordemoder Mia Skaarup Jørgensen forsøge at give svar på her.  

1. Hvor tidligt kan jeg tage en graviditetstest?

Hvornår du kan tage en graviditetstest afhænger meget af den graviditetstest, du køber. Der er nemlig forskel på, hvor ‘følsom’ testene er over for det hormon, som siger noget om, hvorvidt du er gravid eller ej. Du kan blive gravid, når du har ægløsning, hvilket sker cirka 14 dage efter førstedagen af din menstruation (du kan læse mere om kvindens cyklus lige her). 

Ifølge Mia Skaarup Jørgensen måler en graviditetstest det graviditetsbevarende hormon, der hedder HCG. Dannelsen af HCG starter, lige så snart det befrugtede æg sætter sig fast i livmoderen – og det gør det omkring femte til syvende dag efter samlejet, hvor ægget er blevet befrugtet. Hormonet stiger så stille og roligt dag for dag, og det betyder altså, at du relativt tidligt kan teste, om du er gravid.

Nogle graviditetstests kan allerede seks dage efter selve samlejet som udgangspunkt be- eller afkræfte en eventuelt graviditet. Ofte kræver de billigere graviditetstests en lidt højere koncentration af graviditetshormonet, og derfor er det måske nødvendigt at vente lidt flere dage, før du tager den. Vil du vide det hurtigst muligt, så skal du købe de hormonfølsomme graviditetstests.

Det korte svar: Fra seks dage til 14 dage efter samlejet.  

Graviditetstest
Du behøver ikke vente længe for at finde ud af, om du er gravid. © Getty Images

2. Hvornår er det bedste tidpunkt at tage en graviditetstest? 

Den generelle anbefaling er, at du venter 14 dage efter samlejet med at tage en graviditetstest. Det vil ifølge Mia Skaarup Jørgensen kunne give et mere præcist svar, uanset hvilken graviditetstest du bruger. 

Som udgangspunkt er der nemlig ikke nogen graviditetstests, der er mere ‘korrekte’ i deres svar end andre – forskellen ligger mest i, hvor følsomme de er, og altså hvor hurtigt de kan give dig afklaring. Du behøver derfor ikke investere i de dyreste graviditetstests, hvis du kan strække den 14 dage, inden du tager en test. 

Udover antal dage der skal gå, før du kan tage en graviditetstest, så har det også betydning, hvornår på dagen du tager testen. Det mest optimale tidspunkt at tage testen er med morgenurinen – her er din urin mere koncentreret, og det betyder, at det er nemmere at måle en højere koncentration af graviditetshormonet om morgen.

Det korte svar: Om morgenen 14 dage efter samlejet. 

3. Kan jeg tage en graviditetstest, selvom jeg er syg?

Fordi det er hormoner, der gør, at du kan se, om du er gravid eller ej, så har det ifølge Mia Skaarup Jørgensen ingen betydning, om du er syg, når du vil tage en graviditetstest. Ægget udskiller graviditetshormonet, som bliver optaget i blodbanen og går over i urinen – så du kan sagtens tage en test, selvom du ikke føler dig på toppen. 

Det korte svar: Ja.

Graviditetstest
Du kan godt tage en graviditetstest, selvom du er syg. © Getty Images

4. Hvor sikker kan jeg være på resultatet på min graviditetstest?

Jo tidligere du tester, jo større sandsynlighed er der for, at du tester positiv (gravid) på en test, som faktisk ikke ender med at blive til noget – det kaldes en biokemisk graviditet.

En biokemisk graviditet opstår, når der i den tidlige celledeling, hvor ægget bliver befrugtet, går et eller andet galt, som gør, at graviditeten ikke bliver til noget alligevel. Det oplever vi typisk som en forsinket menstruation. 

Det betyder altså, at hvis du i sådan en situation har taget en graviditetstest tidligt, så vil du måske få et positivt resultat, der enten på grund af din menstruation, et besøg hos lægen eller ved en graviditetstest to uger efter vil vise sig at være negativ.    

Hvis du tester for tidligt, så kan du også risikere, at der sker det lige modsatte: Graviditetstesten kan vise sig negativ, selvom du faktisk er gravid. Den situation vil ske, hvis graviditetshormonet er så lavt, at det ikke kan måles endnu. Venter du derimod de anbefalede antal dage, vil du få et mere sikkert resultat. 

Det korte svar: Meget sikker (hvis du har ventet de 14 dage).

Vil du ikke risikere at gå glip af sundhedstips? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Læs mere fra samme kategori