5 fejl, kvinder begår i fitnesscenteret

Pukler du afsted i træningscenteret uden resultater? Så er der nok en (eller flere) af disse ting, du gør galt

7. april 2015 af Rikke Hovn Poulsen

1. Du har ikke nok vægt på

Rigtigt mange af os kvinder træner med for lette vægte, fordi vi er bange for at få store mandemuskler. Men det er en kæmpestor misforståelse! Det kræver en enorm indsats for kvinder at komme til at se pumpede ud, da vi ikke har nær så meget testestoron i kroppen som mændene. Så i stedet for at lave 200 gentagelser med en lille vægt er det meget bedre at lave 8-12 hårde løft, hvor du virkelig anstrenger musklerne. Det gør dig stærkere, strammer mere op - og på sigt taber du dig mere, fordi du opbygger en større muskelmasse.

2. Du laver de forkerte øvelser

En del kvinder vil gerne have fedtet på inder- og yderlårene til at gå væk, og derfor laver vi mange øvelser, hvor vi enten ligger på siden og løfter benene op og ned eller sidder i maskiner, der træner de samme steder. Men det er fuldstændigt fjollet, for du kan ikke punkttræne fedtet væk. Stående benøvelser, som for eksempel lunges, er meget mere effektive, da de former benene pænere og giver en højere fedtforbrænding.

3. Du holder dig til cardio

Du har hørt, at kredsløbstræning er den store fedtdræber, og derfor står du på stepmaskinen eller crosstraineren fra det øjeblik, du ankommer i fitnesscenteret, til du går hjem igen - så kan du jo også lige få set et gammelt afsnit af Venner imens. Men det er slet ikke optimalt, hvis du træner for at tabe dig. For det første vænner kroppen sig til det, når du bliver ved med at lave den samme type træning i længere tid ad gangen, og så virker det ikke nær så godt længere. Og for det andet bliver din træning meget mere effektiv, hvis du kombinerer med styrketræning, da stærke, veltrænede muskler forbrænder mere end slappe, utrænede muskler, både mens du træner, og når du kommer hjem.

4. Du løber for langsomt

Det er ikke kun ved styrketræningen, at vi træner ved for lav intensitet. Også når vi løber, cykler eller dyrker andre former for kredsløbstræning, vælger mange kvinder at løbe med en lav intensitet i lang tid ad gangen i stedet for at løbe lidt kortere med pulsen helt op i det røde felt. Men det er dumt, for når du sætter farten i vejret, forbrænder du flere kalorier på kortere tid, og din kondition bliver meget bedre. Så kort løbeturen lidt ned, og sæt tempoet i vejret. Eller indsæt intervaller på din rute - så går der ikke ret lang tid, før du ser resultater!


5. Du tænker på udseendet

Sidder håret nu rigtigt, og lægger folk mærke til mine hoppende bryster? Alt for mange kvinder bruger energi på at tænke på udseendet i stedet for bare at give den fuld gas, og det hæmmer deres træning. Men du træner jo for din egen skyld - for din sundheds, dit udseendes og din velværes skyld. Så er det da fuldstændig ligegyldigt, hvad andre tænker (og helt ærligt, så er sandsynligheden for, at nogen holder øje med dig, nok ret lille - mon ikke de andre har travlt med selv at træne, nu de er her?). Tryk den af!

Eksperten: Marina Aagaard, master i fitness og træning, ekstern lektor ved Aalborg universitet og fitnessblogger på Marinaaagaardblog.com

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.