Ansigtsgymnastik: Hold din mest sete kropsdel i topform

Nemme øvelser, der gør godt for både din hud og din mimik

15. august 2015 af Tine Sandorf

Som i resten af din krop er dit ansigt fyldt med muskler – ja, faktisk gemmer der sig over 40 af slagsens under din ansigtshud, men hvis du er, som de fleste er, er det ikke nogen, du tænker på at træne, som du gør det med muskler andre steder i din krop.

Men faktisk kan det være en god idé at give dit ansigt en omgang jævnlig gymnastik. For der er ikke det, det ikke skulle være godt for, hvis man skal tro diverse eksperter fra ind- og udland, og både i byer som London og New York kan du gå til Face Fitness, hvor træningen er centreret omkring dit ansigt.

Med regelmæssig ansigtsgymnastik kan du løsne op for spændinger, stramme huden op, få en bedre hud, fordi blodgennemstrømningen forbedres, og udvikle din finmotorik, så du får en bedre og mere kontrolleret mimik. Hvis alt det er sandt, er det da et forsøg værd, ik'?

Derfor har vi her samlet otte grundøvelser, som du kan udføre på nogle minutter – for eksempel før eller efter du børster tænder om aftenen:

Nedenunder kan du se redaktionschefen, Tine lave øvelserne.

1. Fold dine læber ind i munden, og smil bredt ‘uden læber’. Gentag 10 gange. 

2. Form din mund som bogstavet o, (forestil dig, at du skal smile med helt åben mund). Gentag fem gange.

3. Stik din tunge ud og ned mod din hage. Gør den så lang, som det er muligt. Hold øvelsen i 10 sekunder, hold pause, inden du gentager. Lav øvelsen tre gange.

4. Stik din tunge ud og op mod din næse. Gør den så lang, som det er muligt. Hold øvelsen i 10 sekunder, hold pause, inden du gentager. Lav øvelsen tre gange. 

5. Åbn dine øjne, så meget du kan, uden at løfte øjenbrynene (forestil dig, at du stirrer eller bliver forskrækket). Gentag fem gange.

6. Løft dine øjenbryn, så højt du kan. Gentag fem gange.

7. Skift mellem at blinke med det ene og det anden øje. Gentag fem gange på hvert.

8. Kig op, og lav kyssemund fem gange. Ræk derefter tunge fem gange, inden du fører hovedet tilbage til normal position.

Find billeder af nogle af øvelserne og flere af slagsen her, og find andre øvelser, du kan kaste dig ud i, her.