Kvinde går til pole dance
Det er god træning at pole dance. © Getty Images

7 grunde til, at pole dance er den træningsform, du skal kaste dig ud i

Du styrker flere muskelgrupper på én gang

4. februar 2019 af Simone Overgaard Aaberg

Har du nogensinde overvejet at starte til pole dance? Så er det bare med at komme afsted – der er nemlig flere gode grunde til, at du skal give dig i kast med den alternative træningsform. 

Hvis du ikke helt ved, hvad pole dance indebærer (udover at det har noget med en stang at gøre), så kan du blive meget klogere på det her i artiklen. Måske får vi dig endda overbevist om, at pole dance er det helt rette for dig?  

Hvad er pole dance?

Hvis du tror, at pole dance udelukkende går ud på at bevæge sig sensuelt op ad en stang, så tro om igen! Vi har nemlig at gøre med en træningsform, der kombinerer dans med akrobatik (jo, jo – og en stang, selvfølgelig) og udfordrer ens fysiske kunnen.

Faktisk er pole dance, som vi kender det i dag, en udvikling af kinesisk pole og indisk pole, der kan spores maaaange år tilbage. 

Kinesisk pole blev særligt udøvet af kinesiske cirkusartister, på samme måde som vi ser akrobatik i cirkus i dag. De brugte blandt andet polestangen til i fuld armstræk at holde sig selv i en 90 graders vinkel fra stangen (hvilket lyder vanvittigt hårdt!). Indisk pole var lidt anderledes; Det blev nemlig brugt af wrestlere som et træningsredskab, så de kunne styrke både muskler og koncentration.

I dag er pole dance både brugt som hverdagstræningsform, i professionel sammenhæng og som underholdende aktivitet til eksempelvis polterabends. 

To kvinder går til pole dance i fitness
Pole dance er en kombination af dans og akrobatik. © Getty Images

7 grunde til, at du skal kaste dig ud i pole dance

Udover at det i sig selv er en ret blæret ting at kunne, så er der faktisk også en række sundhedsmæssige fordele ved pole dance. Hvis du mangler en god grund til at komme igang, så kan vi nævne et par stykker, som burde overbevise dig: 

  1. Du forbedrer din koordination og balanceevne. Det sker næsten helt automatisk, for det kræver virkelig kontrol over kroppen at bevæge sig omkring en pole stang.

  2. Det er en særdeles effektiv motionsform. Oh yes, vi tør godt at love sved på panden efter en omgang pole dance!
  3. Det er godt mod stress. Pole dance er som sagt en blanding af dans og akrobatik, og vi ved, at der er flere sunde fordele ved at danse.
  4. Pole dance styrker dine muskler. Og her snakker vi især om mavemusklerne, der virkelig kommer på arbejde!
  5. Du kan træne dig til en stærk ryg. En anden muskelgruppe som pole dance virkelig kan gavne (hvis udført korrekt) er din ryg.
  6. Du bliver mere smidig. Det kræver lidt af kroppens fleksibilitet at smyge sig om en polestang, og bare rolig, er du stiv som et bræt, burde du gerne blive løsnet lidt op med tiden.
  7. Du kan næsten ikke undgå at blive i godt humør. Enten af hvor god du er blevet eller (helt forventeligt i starten) hvor fjollet, du måske ser ud. 
      Kvinde holder om en stangen til pole dance
      Det gælder om at holde godt fast på pole stangen, når du skal svinge dig rundt. © Getty Images

      Sådan danser du pole dance 

      Okay, det store spørgsmål, når det kommer til pole dance, må jo uden tvivl være; “Hvordan filan er det lige, at vi gør det?” For ja, det ser en anelse svært ud, vil vi godt indrømme. 

      Den nemme løsning er klart at opsøge en professionel første gang, så hun kan hjælpe dig til, hvordan du bevæger dig med og omkring stangen.  

      Du kan også give dig i kast med det på egen hånd – eller det vil sige, du skal selvfølgelig finde et sted, hvor der er en pole stang, du kan bruge (medmindre du tilfældigvis har en installeret derhjemme). Men herfra kan du selv prøve dig frem ved hjælp af pole-videoer. Dem kan du finde mange forskellige af på Youtube. 

      Se for eksempel den her:  

      Her kan du gå til pole dance 

      Der er mange muligheder for at starte til pole dancing rundt om i landet, og de fleste steder tilbyder forskellige slags medlemskaber, afhængigt af dine behov. Det er også forskelligt, om der er træning med en træner, eller om der er mulighed for træning på egen hånd. 

      Du kan blandt andet gå til pole dance disse steder: 

      • Pole Republic, Frederiksberg (mulighed for selvtræning) 
      • ElitePole, København 
      • PerfomanceArt, Brønshøj
      • iPole, har flere centre på Sjælland, Fyn og i Jylland
      • House of pole, Slagelse
      • Pole-Academy, Århus 
      • Polefitness 8800, Viborg (mulighed for selvtræning) 

      Kilder: Ipdfa.com, Health24.com.  

      Vil du ikke risikere at gå glip af sundhedstips? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

      Læs mere fra samme kategori