Få en stærk krop
© iStock

Sådan får du en stærk krop uden utallige ture i fitnesscenteret

Et af de simple råd er faktisk, hvordan du bedst tager strømper på...

11. januar 2018 af Rie Louise Kirkebjerg

Hverdagsbevægelser er det at rejse sig, sætte sig, gå, stå, løfte, bukke sig forover og tage trappen i løbet af dagen. Hverdagsbevægelser er altså bevægelser, der ikke foregår et specifikt sted som eksempelvis i træningscenteret – det er bevægelser, du kan lave hele tiden. Elin Solheim, der er fysioterapeut, gør os her meget klogere på, hvordan vi kan bevæge os stærke uden at bruge timer i fitnesscenteret.

Hverdagsbevægelser er lige så vigtige som træning

“Lægger vi dine hverdagsbevægelser på vægtskålen, vil bevægelserne i dine vågne timer tidsmæssigt fylde langt mere end tiden på træningsmåtten eller på en løbetur. Det betyder, at de er mindst lige så vigtige, som den specifikke træning, du laver, er,” fortæller Elin. På den måde kan de fleste af os altså sagtens styrke vores krop ved at udnytte disse bevægelser bedre.

Er løbeturen så ikke vigtig?

Turen i fitnesscenteret eller løbeturen kan stadig have en funktion. Løbeturen er god for hjertet og kredsløbet, og der er mange andre fordele ved løb, som handler om velvære, lykkehormoner og kontakt til naturen.”

Det er altså ikke et enten-eller. Men når du ændrer dit mindset og får øje på, hvordan du bruger din krop i alle de små bevægelser, du i forvejen laver, bliver det til en livsstil, som bliver ved med at holde dig stærk – HELE livet.”

Sådan laver du flere bevægelser i hverdagen

Hvis du tænker meget på at bruge din krop i hverdagen, har du brug for mindre træning. Elin fortæller, at du på den måde simpelthen får et liv fyldt med nærende bevægelse i stedet for timevis med træning.

Der er to ting, du skal tænke på, når du gerne vil styrke din krop med hverdagsbevægelser:

  • Hvor meget du bevæger dig
  • Hvordan du bevæger dig

Herunder har Elin samlet fire gode råd til dig, der gerne vil være mere opmærksom på de simple bevægelser, du laver i din hverdag. 

1. Læg mærke til din krops dovenskab

Er der et ryglæn, vil du søge mod det. Står du op, vil du hurtigt stå og hænge på det ene ben eller læne op ad noget. Ikke sandt? Tænk derfor over at stå og sidde uden støtte, og vælg eventuelt en stol uden ryglæn, eller stå et sted, hvor du ikke har mulighed for at læne dig op ad en væg. Det styrker din krop at få lov til at stå helt selv.

2. Vælg ikke altid sofaen

I vores hjem indretter vi os komfortabelt. Læg mærke til, hvor nemt det er at synke ned i den bløde sofa i aften. Prøv i stedet nogle gange at sidde rank i en skrædderstilling på gulvet, mens du læser din bog eller ser din yndlings-Netflixserie

3. Ændr den måde, du går på

Du kan også ændre den måde, du går på, så du bruger ballerne mere aktivt til at skubbe benet bagud, mens det andet ben tager vægten lige under dig. Skub jorden bagud i stedet for at tænke på, at benet skal frem.

4. Stå op, mens du tager strømper på

Elin fortæller, at du også kan lægge mærke til, om du tager strømper på siddende eller stående som en krumrygget, gammel dame? Prøv i stedet at stå med stærke hofter på et strakt ben, mens du ser, hvor langt opad du kan løfte foden for at tage strømpen på uden at bøje knæet eller runde ryggen.

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Læs mere fra samme kategori