Kvinder og mænd træner på hold i fitness
Træner du på hold i fitness? Så genkender du garanteret de her ting.© Getty Images

15 problematiske ting, du kender, hvis du KUN træner på hold i fitness

Du har absolut ingen idé om, hvordan alle de der underlige maskiner skal bruges

29. november 2018 af Michelle Andersen

1. Du træner bedst, hvis en streng instruktør råber dig ind i hovedet, hvilke øvelser du skal lave. Faktisk træner du slet ikke uden den der strenge instruktør...

2. Du har absolut ingen idé om, hvordan alle de der underlige maskiner skal bruges. Og du er egentlig også ret ligeglad, nu du tænker over det. 

3. Du bliver skræmt bare ved tanken om det område, hvor alle de stærke mænd pumper tunge vægte med deres gigantiske overarme. Og af samme grund kunne du ALDRIG finde på at bevæge din krop derned. 

4. Faktisk aner du slet ikke, hvor stort dit fitnesscenter egentlig er. Og helt ærligt: Hvem går op i det? Alt du skal bruge er vejen til holdsalen.

5. Du står altid klar uden for holdsalen mindst 20 minutter før, holdet begynder. Du skal for alt i verden ikke ende med at få en plads helt nede i hjørnet... bag en pæl... lige foran højtaleren...

6. Apropos højtaleren, så kan du synge med på ALLE numrene. Hvorfor skifter de der instruktører aldrig deres playliste ud?!

7. Du kæmper, hvad der føles som en sej kamp, mod alle de andre holddeltagere om at få fat i vægtskiverne først. Og den kamp har du tænkt dig at vinde!

8. Du får sommetider vanvittigt ondt i maven af at holde den fis inde, som presser sig på. Det er bare alt for afslørende at give slip på den, når Lotte fra holdet kun står en halv meter bag dig. 

9. ... alligevel kommer du nogle gange til at snige fisen forsigtigt ud gennem ballerne. Undskyld, Lotte. 

10. Du nyder lidt at være nummer 17(!) på venteliste en gang imellem. Inderst inde håber du faktisk, at du ikke får den plads på holdet. Det ville jo betyde, at du skulle tage afsted...

11. Du føler dig ekstremt flittig, når du opdager, hvor meget spejlene er dugget til. Det kan selvfølgelig kun være din fortjeneste. 

12. Du har aldrig forstået, hvorfor der absolut SKAL være mindst 30 mennesker på holdet hver gang. Helt ærligt, har folk ikke andet at tage sig til onsdag aften? Bare en gang imellem...

13. Men apropos mange mennesker, så er det faktisk også ret hyggeligt. Det er bare, som om der opstår et helt særligt fællesskab mellem jer – selvom I er totalt fremmede for hinanden.

14. ... dog er det knapt så hyggeligt, når ham ved siden af uheldigvis rammer dig i hovedet med sin vægtstang. Godt nok står I tæt, men du vidste ikke, at du ligefrem var usynlig.

15. Du glæder dig (næsten) hver gang, du skal til holdtræning. Uanset hvor problematisk og upraktisk det kan være, så er det altså også ret sjovt.