Kvinde i fitness
Du har lige så meget lov til at være i træningscenteret som alle andre.© Getty Images

Er du usikker i et fitnesscenter? Her er 7 råd, der giver dig modet til at tage afsted alligevel

Ring til din mor eller veninde, imens du går ind

10. maj 2021 af Rie Louise Kirkebjerg

Kan du mærke usikkerheden krible frem i dig, nu hvor træningscentrene har lukket dørene op igen, og du ikke længere kan tænke: ‘Øv bøv, Fitness World er alligevel lukket, så jeg kan jo ikke tage afsted’?

Hvis du er en af dem, som faktisk rigtig gerne vil afsted til træning og få rørt kroppen, men samtidig er en smule angst for at skulle gå ind på ukendt territorium, har vi her samlet en række råd, du kan tænke over, inden du tager afsted til fitnesscenteret. 

Og husk lige: Du har lige så meget lov til at være i træningscenteret som alle andre – uanset hvor hurtigt du kan løbe på løbebåndet og hvor mange forskellige øvelser, du er igennem på en træningssession!

1. Tag træningstøj på, der får dig til at føle dig godt tilpas

Det gælder sådan set på alle tider af døgnet, og derfor er det naturligvis også vigtigt, når turen går til træningscenteret: Tag tøj på, du har det godt i! Det er helt okay at tage en stor sweatshirt på, ligesom det er helt okay at tage en crop top-på. 

2. Ring til din mor eller veninde, inden eller imens du går ind

Synes du, det værste er at gå ind ad døren til træningscenteret, forbi receptionen og en række hurtige løbere på løbebåndet, der allerede har sved på panden? Aftal med din mor eller veninde, at du lige giver et kald, mens du tjekker ind i fitness og smutter ind i omklædningen. På den måde slipper du for at tænke nærmere over, hvor du skal kigge hen, når du går forbi de andre tilmeldte i træningscenteret. 

Hvis du i stedet er usikker på, om du overhovedet skal tage afsted, kan en peptalk med en, du holder af, anbefales. 

kvinde på løbebånd
Tag træningstøj på, der får dig til at føle dig godt tilpas.© Getty Images

3. Planlæg på forhånd, hvilke øvelser du vil lave

Dette punkt vil spare dig for at skulle stå – hvad du måske føler som akavet (men hey, det er det altså virkelig ikke!) – og gennemlæse de små instruktioner på hver maskine i fitnesscenteret for at finde en maskine, du kan træne dine skuldre med.

Brug lidt tid inden dit fitness-besøg på at planlægge, hvor i fitnesscenteret du starter, og hvilke øvelser du gerne vil igennem. Det er altid godt at have en plan at holde sig til!

4. Tag høretelefoner i 

Musik kan både booste din motivation, og når du fokuserer på at lytte efter, hvad Tessa synger i Blæstegnen, fokuserer du mindre på alle menneskerne omkring dig. 

Et lille trick er også bare at tage høretelefonerne i, selvom du ikke har lyst til at høre musik. På den måde skærmer du lidt af baggrundsstøjen fra, og det kan faktisk føles meget trygt og rart.

5. Tænk på, at I alle er der af samme grund

Alle i træningscenteret er hoppet i træningstøjet for at træne og for at svede. Præcis som alle har samme mål om at handle ind, når de smutter ned i Netto med en lang indkøbsseddel.

Prøv at tænke på alle i træningscenteret som et stort hold med samme mål. Ingen vil synes, det er mærkeligt, at du er der – de er der jo af præcis samme grund som dig. 

kvinde i fitnesscenter
Ingen vil synes, det er mærkeligt, at du er der – de er der af samme grund som dig. © Getty Images

6. Fokuser på dig selv og ikke alle andre

Kan det være svært? Ja! Men når du først går ind i din egen zone og forsøger ikke at tænke på alle andre, bliver du sikkert mere tryg i dit eget selskab og i træningscenteret. Og på den måde er det kun dine egne forventninger og tanker, du skal tage stilling til.

7. Tag det roligt

Husk på, at dine forventninger til din træning KUN er dine egne. Det er så fint, hvis du træner i 20 minutter og herefter føler, at nu vil du gerne hjem igen. Hen ad vejen kan du sætte tiden lidt op, hvis du har lyst til det. Der er ingen, der siger, at en god træning kræver, at du er i træningscenteret i to timer.

Især i starten kan du fokusere på, at du bare skal have en fornemmelse af fitnesscenteret, så det på den måde bliver mindre farligt for dig. 

Du kan godt! Vi tror på dig og at tage afsted til træningscenteret er på ingen måde noget, du skal få tankemylder af. God træning. 

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.