Glad OG sund - så bliver det ikke bedre!
Glad OG sund - så bliver det ikke bedre!© Getty

Glade kvinder er sundest

Pessimister er mere syge end optimister

18. marts 2009 af Julie Schrøder Kristensen

Vil du gerne leve et langt og sundt liv? Så bliver du altså nødt til at se lidt lysere på tilværelsen. En ny amerikansk undersøgelse viser nemlig, at et sundt livssyn giver sunde vaner - og dermed et længere og mere sygdomsfrit liv!

Det er doktor Hilary Tindle fra University of Pittsburgh School of Medicine, der i fællesskab med sine kolleger, har undersøgt 97.000 amerikanske kvinders livssyn og sundhedstilstand. For at finde ud af, om der var nogen sammenhæng mellem psykisk helbred og fysisk helbred, bad de alle kvinderne om at udfylde et udførligt udarbejdet spørgeskema. Derefter fulgte Hilary Tindle kvinderne i otte år!

Og her er så, hvad undersøgelsen viste: Kvinder med et optimistisk livssyn, har 14 procent lavere risiko for at dø af sygdom end kvinder med et pessimistisk livssyn. Faktisk har det vist sig, at pessimister har 30 procent forhøjet risiko for at blive ramt af kræft og hjertekarsygdomme.

- Optimistiske kvinder er mere tilbøjelige til at dyrke motion, spise sundt,  kvitte smøgerne og have et stort socialt netværk, forklarer Hilary Tindle.

Så nu kan vi kvinder bare sætte os ned og vente spændt på at høre, om det samme gør sig gældende for det modsatte køn. Hvis en sådan undersøgelse altså skulle være på trapperne.