Kvinde sidder foroverbøjet på sin seng
Kvalme kan være både ubehageligt og generende – vi har her samlet en række gode råd. © Getty Images

5 gode råd, der kan hjælpe mod kvalme

Vidste du, at måden du trækker vejret på kan have betydning?

16. oktober 2018 af Simone Overgaard Aaberg

Oplever du af og til følelsen af kvalme? Det kan være noget så ubehageligt og generende. Har du kvalme, så er det nemlig ofte din krops måde at fortælle dig, at der er et eller andet, der ikke er, som det skal være.  

Det er dog en god idé at være opmærksom på, at kvalme kan skyldes rigtig mange ting, og skulle du opleve at have kvalme ofte eller over flere dage, så er det nok en god idé at tage et smut forbi lægen. De kan nemlig hurtigt fortælle dig, om der er noget galt og så hjælpe dig videre derfra. Hvad du kan gøre ved kvalmen afhænger nemlig i høj grad af årsagen bag.

Oplever du kvalme i forbindelse med graviditet? Så har vi samlet en række gode råd mod graviditetskvalme lige her, og ellers har vi i den her artikel samlet nogle generelle råd mod kvalme, som du kan gøre brug af. 

1. Drik masser af vand

Det er meget vigtigt at sørge for, at du holder dig hydreret. Nogle mennesker oplever, at de kaster op, når de har kvalme, og det vil med stor sandsynlighed være med til at gøre dig dehydreret. Hvis du ikke får den væske, som du har brug for, så gør det intet godt for din kvalme. 

kvinde der drikker et glas med vand
Sørg for at holde væskebalancen stabil, når du har kvalme. © Getty Images

2. Spis madvarer, der er gode mod kvalme

Der er specifikke undersøgelser, der peger på, at ingefær skulle være godt mod kvalme. Dog er det målrettet mod kvalme under graviditet, men flere peger på, at det også skulle være godt ved kvalme generelt. 

Put lidt ingefær i teen (så får du både væske og ingefær) eller put ingefær i maden, hvis du har appetit til det. Prøv for eksempel vaniljeskyr med ingefær, friske bær og chiafrø. Et husmor-råd er også at riste noget hvidt brød og spise det uden noget på – det skulle efter sigende også være godt mod kvalme.

3. Sørg for at få frisk luft

Selvom du måske mest af alt har lyst til at ligge under dynen og håbe på, at det hele går over, så vil det være rigtig godt for dig at komme ud i den friske luft. Gå en lille tur, ikke for lang og endelig ikke så du overanstrenger dig – det kan være med til at mindske din kvalme. 

Kvinde med lyserød jakke trækker vejret dybt
Frisk luft og en kontrolleret vejrtrækning kan være effektivt mod kvalme. © Getty Images

4. Tænk over din vejrtrækning

En undersøgelse viser, at hvis du trækker vejret kontrolleret, så kan det hjælpe mod kvalmen. Hvis du prøver at fokusere på at puste luften langsomt ud, vil du på den måde få alt luften ud af lungerne, og det vil skabe en bedre balance i din vejrtrækning. 

De fleste af os kan have tendens til at trække vejret ‘hurtigt’ og får derfor ikke al luften ud af lungerne – men det kan en kontrolleret vejrtrækning altså lave om på. 

5. Hold pause fra hård træning, når du har kvalme

Du har måske hørt, at træning kan være godt for kroppen, når du ikke er helt på toppen – men det skal du måske holde lidt igen med, hvis du har kvalme. Tværtimod kan det være allermest gavnligt for dig og din krop, hvis du holder dig lidt i ro og venter på, at det aftager. 

Det lyder måske lidt uudholdeligt, men hvis der ikke er en mere alvorlig årsag til kvalmen, så burde den aftage efter ro og afslapning. Det betyder ikke, at du skal ligge på langs 24 timer i døgnet, for kroppen har godt af at bevæge sig lidt under kvalme – bare kun til en vis grad. 

Kilde: Sygeforsikring.dk

Vil du ikke risikere at gå glip af sundhedstips? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Læs mere fra samme kategori