Veninder trøster hinanden
Din veninde har brug for dig til at komme gennem sorgen.© Getty Images

Har din veninde haft en abort? Her er psykoterapeutens 3 gode råd, til hvordan du støtter hende

Lyt til hende, og tilbyd din tilstedeværelse

21. maj 2021 af Sarah Østbjerg

Det kan være utrolig svært at stå ved siden af en veninde, der går igennem stor sorg. Det kan være svært at vide, hvordan du kan hjælpe, og du kan måske endda være bange for at såre hende endnu mere. 

Woman har talt med psykoterapeut Karen Krog Nielsen, om hvordan du kan støtte din veninde, som har haft en abort.

1. Hav overskuddet

Din veninde er meget presset og har brug for at læsse af. I denne situation er det vigtigste, at du ved, at du er den, der skal have det store overskud.

Du kan opleve, at din veninde trækker sig, er meget trist eller ikke kan overskue det, hun plejer. Hun har måske endda ikke lyst til at tale om det.

Din veninde kan have en oplevelse af, at hendes krop har svigtet, hvilket kan føre til skyldfølelse og selvbebrejdelse. Du skal ikke forsøge at gøre sorgen mindre, forklare den eller komme med gode råd. Du skal bare lytte.

Hvis al samtale handler om sorgen og din venindes store tab, kan det blive meget tungt for hende. Hvis hun siger til dig, at du skal stoppe med at spørge, fordi hun ikke kan holde til det, så skal du acceptere det, men ikke trække dig. 

Sig eksempelvis “Det er helt i orden, det accepterer jeg, men jeg spørger dig lige igen om et par uger, for at høre om du stadig har det sådan med det”, og tal så i stedet om nogle lettere hverdagsting. 

Trist kvinde i sengen
Den kan være meget ensomt at miste.© Getty Images

2. Bær sorgen med hende

Det kan være meget ensomt at gå igennem sorgen over at have mistet. Du kan støtte din veninde ved at bære sorgen med hende.

Du kan lave minderitualer på termin- og dødsdatoen sammen med hende. Find eksempelvis et træ i en park, som er barnets træ, og som I sammen besøger. Sæt en note i din kalender, så du husker datoerne og kan sende hende en “jeg tænker på dig”-sms.

Du kan give hende en gave for eksempel en lysestage og fortælle hende, at den for dig symboliserer det, hun har været igennem. På den måde anerkender du, at du ved, det har været livsomvæltende for hende.

Det kan være meget ensomt at miste, og din veninde vil have brug for dig. I begyndelsen har hun ikke brug for beskeder som “Hvordan har du det?” og “Hvordan går det?”. 

Tilbyd i stedet din tilstedeværelse gennem praktisk hjælp og omsorg. Skriv for eksempel “Skal jeg komme og se en film med dig?”, “Jeg kommer lige forbi med noget mad til dig. Hvis du vil have det, bliver jeg, ellers går jeg bare igen,” eller “Har du lyst til, at jeg kommer og går en tur med dig i dag?”

3. Vær ærlig

Måske du er bange for at såre din veninde ved at spørge ind til tabet. Men sorgen er der allerede, og du kan ikke såre mere end det, der allerede er sket. Du kan kun såre hende mere ved ikke at sprøge og ikke være der for hende.

Det er også svært for dig som veninde at stå ved siden af, og derfor er det vigtigt, at I begge to er ærlige, om hvordan I har det. Husk, at det er en periode.

Hvis du som veninde selv forsøger at blive gravid, så spørg din veninde direkte, hvordan hun gerne vil have det at vide, når det sker. Du skal ikke skåne din veninde ved at holde dig tilbage i dit liv, men du kan tage hensyn til hende. Måske hun foretrækker en sms, at I sætter jer sammen, eller måske hun har det fint med, at det bliver sagt i en større venindegruppe.

Hvis du selv går igennem en svær periode, så fortæl din veninde, hvordan du har det. Sig for eksempel “Jeg har ikke overskud for tiden, og derfor kan jeg ikke være der for dig i så høj grad, som jeg ville ønske, jeg kunne. Men du skal vide, at du ikke er alene, og jeg vil være der så meget, jeg kan.”

Du må ikke bare forsvinde, så kan din veninde føle sig endnu mere håbløs over nu både at have mistet sit barn, og at hendes veninder trækker sig.

Hun kan endda føle, at det er på grund af hende, at du trækker dig. Hvis du er ærlig omkring din egen situation, så kan hun bedre forstå dig.

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Du vil (garanteret) også kunne lide