Kvinde har fået kramper i benene efter løbetur
Det er ikke unormalt at få kramper i benene – men derfor er det stadig ubehageligt. © Getty Images

Derfor får du kramper i benene – og det kan du gøre ved det

Disse 6 ting kan du gøre, når krampen står på

28. august 2019 af Simone Overgaard Aaberg

Bedst imens du er i gang med løbeturen, har skruet fuldt op for Tsunami og er klar til at sætte tempo på, mærker du ud af det blå en særdeles ubehagelig fornemmelse i læggen. Måske det endda føles, som om læggen har sat sig fast... En krampe er indtruffen, og det er drønirriterende!

Du kan få krampe i benene i forskellige situationer, og uanset hvilken situation krampen opstår i, så har du med garanti lyst til at hjælpe den af vejen hurtigst muligt. 

Bliv klogere på, hvorfor du får kramper i benene (hvad end det er læggen, låret eller fødderne), og få gode råd til, hvad du kan gøre, når krampen opstår.

Hvad er kramper i benene?

Kramper i benene er, når du oplever en pludselig smerte, hvor musklerne trækker sig sammen og føles stramme og ømme. En krampe kan vare alt fra nogle sekunder til flere minutter, og det kan virke meget smertefuldt – du er som regel ikke i tvivl om, at der er tale om en krampe!

Du kan få krampe i forskellige muskelgrupper, som for eksempel lårene og fødderne, men kramper i benene ses oftest i læggen. 

Derfor får du kramper i benene

Måske du har prøvet at løbe en tur, spænde i musklerne eller endda bare sovet om natten og oplevet kramperne komme i et pludseligt jag. Det kan ske i mange forskellige situationer – både uden nogen særlig grund eller (blandt andet) som følge af træning, medicin eller under graviditet.

Når krampen er i gang, kan du ikke selv kontrollere musklen, for ‘spasmen’ har taget kontrollen, og du kan altså kun vente på, at den går over (og prøve at formidle det, hvilket du kan læse mere om længere nede i artiklen). 

Kvindelig løber med kramper i benene
Mange kan oplever kramper i benene i forbindelse med træning. © Getty Images

Kramper i benene om natten

Hvor mærkeligt det end lyder, så er kramper i benene om natten bestemt ikke unormalt! Faktisk er det i tre ud af fire tilfælde om natten, at kramperne opstår. 

Der er ikke nødvendigvis en logisk grund til, at du får kramper om natten, men det sker oftest, når du er lige ved at falde i søvn eller ved at vågne.

Det kan du gøre ved kramper i benene

Når krampen opstår, har du som nævnt ingen umiddelbar kontrol over de muskler, der er ramt af krampen. Men der er flere ting, du kan gøre for at lindre smerten og forsøge at få krampen til at stoppe (hvilket især kan være godt at vide, hvis du er så uheldig, at krampen står på i flere minutter!).

Du kan gøre følgende ting, når krampen rammer:

  • Massér musklen med hænderne
  • Sæt dig ned, stræk benet og peg foden op mod knæet 
  • Hvis du står op, så læn dig frem mod en væg, mens du strækker benet
  • I selskab med andre kan de forsøge at strække dit ben ud, mens du ligger ned
  • Put en ispose på det ramte område (husk at have noget stof imellem is og hud)
  • Tag et varmt bad
Kvinde med krampe i ben og fod
Hvis du oplever kramper i benene, kan det hjælpe at strække det ramte område ud. © Getty Images

Sådan kan du forebygge kramper i benene

Udover at forsøge at lindre smerterne, når krampen finder sted, så kan du også gøre flere ting for at forebygge episoderne. Her kan især regelmæssig udstrækning (eksempelvis før og efter træning, og/eller inden du går i seng) være en stor hjælp. 

Som på så meget andet kan det også hjælpe, at du generelt sørger for at drikke masser af vand, spise sundt og få dine vitaminer

For at undgå kramper i benene under træning, skal du passe på med at øge dit træningsniveau voldsomt fra den ene dag til den anden (det er altså intet under, at du får krampe, hvis du sætter benpressen på 80 kilo, når det er første gang, du prøver den!). Gå stille og rolig frem i tempo og vægt. 

Hvis du lider meget af kramper i benene

Hvis det ikke ligefrem er et engangstilfælde, at du rammes af kramper i benene, så er det en god idé at kontakte din læge. Han eller hun kan forhåbentlig afklare, om der kan være sygdomsmæssige grunde til kramperne og/eller vurdere, om der er behov for muskelafslappende medicin.

Kilder: Nhsinform.scot, Healthlinkbc.ca

Vil du ikke risikere at gå glip af sundhedstips? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Læs mere fra samme kategori