En kvinde holder på sine bryster
Det er utrolig vigtigt, at du jævnligt mærker på dine bryster. © Getty Images

Her er nogle af de vigtigste ting, du skal vide om brystkræft

Vi ved godt, at det er et følsomt emne – men det er bare så utrolig vigtigt!

24. oktober 2018 af Michelle Andersen

Desværre bliver over 4000 danske kvinder årligt ramt af brystkræft. Selvom det er en utrolig kedelig statistik, så er der heldigvis også lys i mørket – for antallet af stærke kvinder, som knækker cancer, er nemlig stigende.  

Selvom brystkræft ikke er et særlig rart emne at tale om, er det altså ret nødvendigt at gøre det en gang imellem. Derfor har vi herunder samlet nogle af de vigtigste ting, du skal vide om brystkræft. 

Hvad er brystkræft?

Helt kort fortalt er brystkræft en ondartet knude, som opstår i brystet. Et bryst er sammensat af mange små brystkirtler, som er pakket ind i fedt og bindevæv. 

Brystkirtlerne består af små kirtelceller, som kan producere brystmælk, og udførselsgange, som kan transportere mælken rundt i brystet. Det er i udførselsgangene, at brystkræft oftest opstår. 

Både mænd og kvinder kan blive ramt af brystkræft. I Danmark er der ret stor forskel på, hvor mange mænd og kvinder der rammes af sygdommen hvert år. Ifølge Kræftens Bekæmpelse rammes under 100 danske mænd hvert år af brystkræft, mens det tal, som tidligere nævnt, er over 4000 for danske kvinders vedkommende. 

Kvinde med en lyserød sløjfe på en hvid top
Brystkræft er et virkelig vigtigt emne at sætte fokus. © Getty Images

Årsager til brystkræft

Der findes ikke én enkelt årsag til brystkræft. Derimod er der faktisk flere forskellige ting, som kan spille en rolle i udviklingen af kræft i brystet. Nogle af de mest almindelige årsager er tidlig pubertet, høj alder ved første fødsel, sen overgangsalder, stort forbrug af alkohol og usunde kost- og motionsvaner. 

Det er sjældent kun én af årsagerne, som er skyld i, at brystkræften bryder ud. De forskellige årsager kan nemlig sagtens arbejde sammen om at udvikle brystkræft. Desuden er sygdommen arvelig, hvilket betyder, at du har højere risiko for at blive ramt af den, hvis en af dine nære familiemedlemmer også er, eller har været, ramt. 

Brystkræft kan også opstå ved et tilfælde, hvis nogle af kroppens celler deler sig selv på en forkert måde. Det er ikke noget, du kan kontrollere, og de fleste gange er de forkerte celledelinger heldigvis ikke alvorlige. Generelt stiger risikoen for at udvikle kræft i brysterne med alderen. 

Symptomer på brystkræft

En af de mest almindelige symptomer på brystkræft er en hård knude i brystet, som ikke kan bevæges rundt. Ofte er knuden ikke øm. 

Det er ikke sikkert, at du kan se knuden, og derfor er det rigtig vigtigt, at du regelmæssigt tjekker dine bryster for knuder ved at mærke efter, om noget føles anderledes, end det plejer. 

Andre symptomer på brystkræft kan være, at brystet, eller huden på brystet, forandrer sig. Hvis din hud på brystet trækker sig sammen, rynker eller bliver ujævn som en appelsin, skal du være opmærksom og tage en tur forbi din læge. 

Desuden oplever nogle kvinder, at brystvorten ændrer udseende eller begynder at udskille en klar eller blodig væske. 

Hvis du oplever nogle af de her symptomer på din egen krop, er det utrolig vigtigt, at du tager dem seriøst og ringer til lægen med det samme. Selvom det ikke er et rart telefonopkald, så er det altså virkelig vigtigt, for det betyder nemlig, at en eventuel sygdom kan blive opdaget så tidligt som muligt. 

En kvinde mærker på sine bryster
Det er utrolig vigtigt, at du jævnligt tjekker dine bryster for knuder. © Getty Images

Hvordan bliver diagnosen stillet?

Hvis du har mærket en knude i brystet, vil lægerne ofte undersøge knuden nærmere ved at lave en såkaldt mammografi, som er en røntgenundersøgelse, der kan hjælpe med at fastslå, om knuden er god- eller ondartet. Derudover laver lægerne ofte også en ultralydsscanning og tager en prøve af selve knuden.  

Hvis knuden er ondartet, er det nødvendigt for lægerne at skabe et overblik over kræftens karakter for at kunne give den helt rette behandling. Ved at kigge nærmere på kræftcellerne kan lægerne vurdere, hvor aggressiv kræften er, og hvordan der skal sættes ind for at bekæmpe den. Du kan læse mere om, hvordan det foregår, når en brystkræftdiagnose stilles på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside

Behandling af brystkræft

Det er forskelligt fra patient til patient, hvilken form for behandling der fungerer bedst. Behandlingen afhænger nemlig blandt andet af knudens størrelse og type.

Den helt generelle form for behandling er en operation, hvor kræftknuden fjernes. Ofte er det også nødvendigt at give patienten en hormonbehandling, kemoterapi, strålebehandling eller alle tre dele. 

Hos nogle kvinder er det nødvendigt at fjerne hele brystet for at bekæmpe al kræften. Heldigvis er der gode muligheder for at genskabe brystet igen, hvis kvinden ønsker det. 

Det er vigtigt, at du er opmærksom

Det kan altså ikke understreges nok, hvor vigtigt det er, at du holder øje med dine bryster og tager det alvorligt, hvis de en dag opfører sig anderledes, end de plejer. 

Vi ved godt, at brystkræft er et følsomt og lidt ubehageligt emne, men jo mere du ved om sygdommen, jo bedre muligheder har du måske også for at opdage, hvis den en dag er gal med dig. 

Og så kan det også være, at den grusomme sygdom bliver lidt mere ukompliceret at forholde sig til, hvis du ved, hvad den går ud på.  

Heldigvis er der også masser af gode historier. Der er nemlig mange stærke, seje kvinder, som hver dag vinder kampen og knækker cancer

Kilder: Kræftens Bekæmpelse, Sundhed.dk

Vil du ikke risikere at gå glip af sundhedstips? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Læs mere fra samme kategori